Luften ud af ballonen…

Altså sådan ment i overført betydning, for der er ikke nogen egentlige balloner her hos os lige nu (det er ellers et hit, når der er – for både barn og hund). Luften er dog i den grad gået ud af alle i husstandens balloner oven på en hård – og forfærdelig – uge. Lilletut er blevet syg igen med feber. Anton er bare træt (at spise og sove er som bekendt meget hårdt). Jeg måtte gå tidligt hjem fra den længe ventede julefrokost med afdelingen i går aftes, da jeg bare pludselig blev så træt. Og Marie har lige ringet, og sagt at hun snart kommer hjem fra job – roskildesyge! Ohh yes, mere sygdom! Og så lige i...

Jeg er…du er…vi er…??

Helt ærligt så synes jeg, at det at få et barn er forvirrende på så utrolig mange niveauer. Der er alt fra de små forvirringer som hvilke slags bleer er bedst, hvad er det der svanemærkning kontra de andre mærkninger, til, hvilken vuggestue vidunderet skal skrives op til.Så er der også forvirringerne, der næsten kan kaldes kriser. En af de første kriser, er nok den om hvordan man nogensinde kan blive en god mor (/far/mama/forældre). Så bliver det svært at kapere at elske den lille størrelse så uendelig inderligt, at man bliver helt svimmel og ør ved bare tanken om mængden af kærlighed. Men noget at det mest intense og til tider uhyggelige er helt sikkert de små eksistentielle forvirringer...

Alting kan gå itu…

Og når Anne Linnet siger det, så er der nok noget om det. Anne Linnet er en klog dame, der har oplevet mangt og meget. Og så synger hun godt. Jeg elsker hendes opsamlingscd, som jeg fik engang i julegave, men i lang tid ikke har kunnet spille, da vi ikke har haft nogen cd-afspiller. Jeg tænker altid på sangen “…over skyerne er himlen altid blå” når jeg flyver (ikke at de sker så tit), og jeg får et stik i hjertet hver gang, jeg hører den sang, som blev spillet til en gammel højskolekammerats begravelse for år tilbage. Hun kan det der med at ramme en stemning, hende Anne Linnet. Dog tror jeg desværre cden er smidt ud, efter...

Den ambitiøse karriere-mors forbandelse…

For ja, jeg tror sgu der findes sådan en! Altså sådan en forbandelse, for findes der overhoved det første; altså en ambitiøs karriere-mor? Som jeg skrev i mit allerførste indlæg her på bloggen, havde jeg glædet mig i lang tid til at skulle starte mit arbejde op igen. Faktisk glædede jeg mig så meget, at jeg afkortede min barsel med lidt over 2 måneder. Jeg følte mig pludselig tom, når jeg gik derhjemme.I trummerummen med Lilletut, som jeg før havde nydt hvert et mili-sekund af, savnede jeg pludselig noget. Jeg savnede i meget høj grad den følelse, som min profession gav mig. Noget af mig manglede.Det tog mig tid, at komme til den konklusion. Jeg gik, på mine utallige ture...

Dejlige søndag

Det har godt nok været en smuk og kold søndag i dag. Fyldt med en klar blå himmel og masser af sol. Så Maries og min plan om at gå en lang tur i Bernstorffsparken var lige spot on. Bernstorffsparken ligger lidt væk fra os, men da det er en park hvor hundene må løbe frit uden snor, kommer vi – og mange andre københavnere – der tit.  Lilletut, hendes klapvogn, en stor pose til mig og mine grene samt Anton blev pakket i puntoen, og så trillede vi derhen.  Der var bare så smukt. Vi gik og sludrede lidt, mens jeg samlede grene i diverse størrelser, som jeg skal bruge til diverse julepynteri. Jeg har planer om både pyntegrene...
Older posts