Fine fine ting - en masse billeder...(og ønsker)

Dejlige søndag

Det har godt nok været en smuk og kold søndag i dag. Fyldt med en klar blå himmel og masser af sol. Så Maries og min plan om at gå en lang tur i Bernstorffsparken var lige spot on.

Bernstorffsparken ligger lidt væk fra os, men da det er en park hvor hundene må løbe frit uden snor, kommer vi – og mange andre københavnere – der tit. 
Lilletut, hendes klapvogn, en stor pose til mig og mine grene samt Anton blev pakket i puntoen, og så trillede vi derhen. 
Der var bare så smukt. Vi gik og sludrede lidt, mens jeg samlede grene i diverse størrelser, som jeg skal bruge til diverse julepynteri. Jeg har planer om både pyntegrene til vase og ophæng samt stjerner af grene, og hvad man nu ellers lige kan finde på. Jeg synes det er vildt hyggeligt at gå og samle ting til små projekter. Marie synes jeg er lidt sjov, men hjælper gerne med at bære.
Anton nød turen i fulde drag, snakkede med de andre hunde og charmerede sig ind på alle menneskerne han mødte på sin vej. Han kan bare det der lille Toni.

Ham og Marie fik også leget med pinde, løbet om kap osv. Jeg tror helt bestemt, at hun nyder det lige så meget som han.
Lilletut sad og kiggede med store øjne på det hele. Hun sad helt fremme i klapvognen, og skulle i hvert fald ikke gå glip af noget. Hun hvinede når Anton kom løbende hen imod hende, og vi lavede sjov med hende. Hun elsker allerede hunde. Hver gang hun fik øje på en ny hund, kaldte hun efter den, og blev sur når den ikke kom hen til hende, og hun ikke kunne nå den. Jeg elsker at hun allerede kan udtrykke en kærlighed til dyr. Og jeg er glad for at hun (formentlig) ikke bliver en af de børn, som forældrene skal bære i en lang bue udenom en lille sød hund, fordi de (eller forældrene) er bange for hunde.
Alt den friske luft fik kørt Lilletut godt træt, så en lille lur i den nye autostol på vej hjem gjorde godt.
Når man bor i byen sætter man virkelig pris på de små grønne oaser, man finder rundt omkring sig i byen. Hvis vi skal se lidt andet end Kastellet, Fælledparken, Classenshave, søerne og stenbroen omkring os, så kører vi gerne til Bernstorffsparken, Vestskoven og Amager Strandpark.
Jeg regner med – og håber på – at vi altid skal bo i byen (København – og helst her på Østerbro). Også selvom jeg selv er vokset op på den lille ø Bornholm, og Marie i Varde på vestkysten i Jylland. 
Vi trives allerbedst her. Her hvor der er så meget kultur, idræt, kunst, mangfoldighed og hvad hjertets ellers kan begære af tilbud. Jeg elsker, at der altid er nogen på gaderne uanset hvad tid på døgnet, man skulle ønske at gå ud. Jeg elsker, at der er byliv, menneskers leben og gang i den (dog ikke nødvendigvis lige uden for vores vinduer), og så kan jeg godt lide trygheden i at der bor mange mennesker omkring mig. 
Forhåbentlig finder Lilletut sig lige så godt tilrette, som vi har gjort det, og forhåbentlig kommer hun til at sætte pris på at bo tæt på kammeraterne, skolen, fritidshjemmet, hendes sport og alt hvad et barn mere kunne tænke sig. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Skal DU ikke være den første til at skabe lidt liv...?

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fine fine ting - en masse billeder...(og ønsker)