Den omvendte udvikling i vores soveværelse…

Dragende, og måske endda lidt pirrende og catchy overskrift at vifte jer søde læsere om næsen med. Om det så lever op til jeres forventninger, det må tiden – og jeres kommentarer – vise.
Og jeg vil faktisk rigtig gerne høre, hvad I tænker om denne sag og altså om vores beslutning i soveværelset. Så skænk mig gerne bare 5 minutter af jeres dyrebare tid og helt sikkert lige så dyrebare meninger.

Til sagen…

Vi har flyttet Lilletut fra eget værelse og ind i vores soveværelse igen. Flytningen skete faktisk på hendes 1 års fødselsdag.

Lilletut har ellers sovet på eget værelse allerede fra hun var 4 mdr. Dette dels fordi jeg havde fået ind i mit hoved, at børn skulle sove for dem selv hurtigst muligt. Men også fordi vi med vores daværende indretning i soveværelse ikke kunne få plads til junosengen derinde. I soveværelset lå hun i en bedside crib, som blev for lille til hende ved de 4 måneder.
Hmm…men se lige hvor fint den junoseng står derinde nu?! Allerede her kan jeg mærke et lille stik i hjertet, og noget viske mig i øret “dårlige mor”. Hvorfor smed vi hende ud så hurtigt? Lige nu virker det SÅ forkert!

Senge-flytteriet startede egentlig som en lille prøve, hvor vi lånte mine forældres baby weekendseng, og satte den op inde i soveværelset. Vi ville forsøge at teste, om Lilletuts længe varende hoste (ca 7 mdr – læs om det i indlægget “the man-flu”) ville forsvinde, hvis hun sov i et andet rum end hendes lillebitte værelse. Vi havde nemlig fået mistanke om, der kunne være noget usundt i væggene, gulvet eller lignende i det lille værelse, som hun ikke kunne tåle og derfor hostede. Det skulle altså være et forsøg. Desværre blev Lilletut syg dag 1 i forsøget, og vi kunne ikke konkludere noget på det.
En ting der giver en lille bias (eller forstyrrelse) til vores lille forsøg, er selvfølgelig det faktum at Lilletut allerede på daværende tidspunkt, nogen dage forinden, var sat i medicinsk behandling med den spacer/inhalator, som lægen med det samme udstyrede os med. Og at denne medicin syntes at virke noget.
Vi følte dog, at vi var nød til at hive hende ud af værelset også – for tænk nu hvis der er noget derinde. Det ville jo nærmest være uetisk ikke at tage hende ud.

Den nuværende sygdom – de mange virusser, der åbenbart raser rundt i hendes lille krop og giver feber, skidtmads og træt Vegs (på 9.dag nu) – har helt sikkert også et lille lod med i denne “tombola” omkring hvor Lilletuts seng skal placeres. Fordi hvem vil ikke gerne have sit febersyge barn helt tæt på?
Lilletut har aldrig før kunnet sove i vores seng, heller ikke under sygdom, så vi har altid skullet sove på gulvet inde hos hende eller finde på andre kreative ideer (Lilletut og jeg i sengen, Marie på gulvet). At hun (Lilletut) nu ligger i sin egen seng, inde hos os, er jo næsten winwin. Ikke?

De sidste 7 måneder, altså siden april – maj 2013 (og nej, jeg overdriver ikke) har vi hver nat gået frem og tilbage mellem vores seng og hendes seng, hver gang hun efter et hosteanfald græd eller bare vågende grædende. De “gode nætter” skulle vi kun op og gå turen ca 5-8 gange pr nat – efter vi selv var faldet i søvn. De “dårlige nætter” kunne vi gå derind ca 20-25 gange (PR NAT). Og så står hun jo også op klokken 5 stykker.
Vi har virkelig ikke sovet meget de sidste 7 måneder. Vores lunter er korte, hvis overhovedet tilbage. Vi har haft perioder, hvor vi ikke ville have flere børn, da denne tortur ikke skulle gentage sig. Perioder, hvor især Marie ønskede sig tilbage til de glade ungdomsår med fest og farver – og ingen baby. Vega har været træt om dagen, vi har været trætte om dagen – ingen har trivedes. Når sengen står inde ved os, skal vi ikke vågne “lige så meget”, da vi slipper for gåturen frem og tilbage rent praktisk. Håbet er også, at hun inde i soveværelset ikke vågner så mange gange fordi hun helt grundlæggende er tryg. Og skulle hun vågne, kan hun blot kigge over på os, se vi sover, og så lægge sig selv ned og sove videre. For herinde har hun jo TRYGHEDEN…