Mens vi venter

Juleaften – uden ord

Eller dvs så godt som uden ord, for lige nu er jeg tom for ord – pæne ord i hvert fald.

Jeg havde egentlig en kladde liggende til dette indlæg. En kladde jeg havde skrevet 1.juledag, og som bare manglede billederne før den kunne postes. Men lige nu, altså lige præcis nu (søndag, faktisk mandag, kl 00.12) kan den ikke bruges længere. Det ville nemlig være lyv, at lade som om jeg i dag, ja lige nu i skrivende stund, havde siddet og skrevet en glad og lykkelig historie. Det kan jeg ikke, for jeg er hverken glad eller lykkelig. Faktisk allermest det fuldstændig modsatte. Og så er jeg tom for pæne ord. Jeg er så skuffet og ked af det, at det runger i mit hovedet. Men alligevel har jeg lyst til at vise jer nogen billeder fra juleaften som lovet. Også fordi det mangler i min lille kronologi her på bloggen (og i mit hovedet), så det skal med. Også selvom følelserne inde i mig er ændret drastisk. Jeg skal nok indvie jer i det senere. Jeg skal bare lige have nogen ord frem igen og finde kammertonen!

Og Lilletut har været syg igen. Ret syg med 41 i feber selv på pencillin. Tilset af to vagtlæger og endte endnu en gang på børnemodtagelsen på Riget. Men (også) mere om det i et andet indlæg. Undskyld jeg lige smider en teaser endnu for så at snakke jul.

For jo, det var jo juleaften i tirsdags. Vi var i Varde hos Maries forældre, og Lilletut hyggede sig, som I også kunne læse i forrige afsnit.

Maden – julemaden.
Noget vi alle havde set rigtig meget frem til, både fordi vi elsker julemad, men også fordi at Lilletut for første gang i sit liv kunne spise med ved julebordet. VI glædede os alle sammen til at se hende guffe andesteg, kartofler og brun sovs i sig. Men vi blev snydt, blev vi. Lilletut var blevet lidt træt af at vente på “ma’ ” og “mam-mam”, så da herlighederne blev præsenteret for hende, nægtede hun at åbne munden. Vi fik hende til at smage på to mundfulde, men skeens indhold blev begge gange spyttet lynhurtigt ud igen. Lilletut skulle overhovedet ikke nyde noget af julemaden. Vi prøvede og prøvede, men nej. Det eneste Lilletut ville spise var fuldkornspastaerne fra dagen før. De hvide pastaer, som lå blandet med dem af fuldkorn, blev nøjsomlig sorteret fra. Lilletut skulle kun have fuldkornspasta selveste juleaften.
 

Ris ala mande skulle hun heller ikke nyde noget af, så Bedstes dejlige julemad endte med kun at fylde de voksnes maver. Og så var vi rigtig glade for, at vi havde gemt den overskydende pasta fra dagen før.

Egentlig var det tænkt, at Lilletut skulle i seng efter maden, men det var Lilletut heller ikke enig med os i. Nej, hun var klar på en masse gang ballade, og skulle i hvert fald ikke puttes. Gaverne blev lagt under træet, lysene blev tændt og sanghæfterne fundet frem. Lilletut kom op på armen af først Bedste, så mama og så mig, mens vi gik rundt om træet og sang. Anton, den søde hund, skulle selvfølgelig ikke gå glip af noget, så han traskede med os rundt – både den ene vej og den anden vej rundt. Til sidst ville Lilletut også gå selv, så vi tog lige nogen runder i slow tempo. Alle julesangene blev sluttet af med en omgang “Nu det jul igen” i futtog rundt i hele huset med Lilletut forrest i mamas arme. Hun elskede det, Lilletut, hun skreg og hvinede i fryd, og vi andre kunne ikke andet end at grine med.

Så kom vi til gaverne. Igen tænkte vi, at nu måtte Lilletut hellere komme i seng. Så tanken var at hun (eller vi) skulle åbne hendes gaver først, og så putte hende inden vi andre åbnede vores. Men næh nej. Lilletut gik fuldstændig gave-amok. Hun elskede simpelthen at flå bånd og gavepapir af gaverne, hendes egne så vel som vores andres gaver. Ja, hun var slet ikke til at stoppe igen. Hun kravlede rundt oppe på gaverne, satte sig med et bump på dem, røg ned fra dem, og boltrede sig i det hele taget i og på dem.

  

 

Til sidst var alle pakker åbnet (af Lilletut), og hendes hår var helt fugtigt af sved fordi hun havde okset sådan rundt. Og nu var hun træt. Det krævede faktisk ikke andet end at lægge hendes søde hovedet på puden, så sov hun.
Vi andre hyggede videre og tjekkede gavehøsten ud. Jeg måtte i år sande, at julen er børnenes fest, for min gavebunke bestod blot af to ting (der egentlig ikke kunne stakkes) Den længe ønskede Kubus4 stage samt træhånden fra Hay, var mine dejlige gaver. Jeg har fået penge af mine forældre og bedsteforældre, da vi ikke skulle holde sammen, så derfor var der ikke meget at pakke op. Lilletut fik lækkert service fra Designletters, geometrisk sengetøj, en body, en holder til ipaden, en tøjsæl og de sutsko, som hun havde på.

En hyggelige aften sluttede stille og roligt af, og alle voksne gik trætte i seng. Der skulle hviles ud og findes plads i maverne til endnu mere julemad til juleforkosten dagen efter.

Skriv en kommentar

  • Anonymous

    I ser ud til at have haft en forrygende fest d. 24. med alt hvad dertil hører af go’ mad og maniske unger : ) Men ellers lyder det da ikke godt : ( For pokker da!Kh/Sofie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jo, tak det var forrygende selve festen…men nej, det andet kunne jeg godt være foruden. Forsøger at skrive lidt om det….

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mens vi venter