Kulminationen

Kan ikke lade være med at tænke på en gammel sang (som jeg tror findes, og ellers bare i mit hovedet)… “I en sygeseng på hospitalet…” En lidt sørgelig en af slagsen, hvor en syg lille pige ligger trist og kigger ud af vinduet. Og så tænker jeg altså altid (altid) på “riget” når jeg er på Riget. Altså den fra Lars von Trier med “det er uhyggeligt”. 

Men det er egentlig ikke uhyggeligt lige nu. Faktisk er udsigten her fra 6.sal utrolig smuk ind over Københavns tage og tårne. Jeg blir lidt forelsket i det, sys jeg. Og ligeså flot (eller måske flottere) står der lige overfor vores vinduer to kæmpe kraner, der bygger et eller andet på den anden side af Panum, virkelig høje. Tænker at jeg imorgen under stormen evt kan udnævne mig selv, som vigtig rapporterede rapporter (!) hvis de vælter!! Shit, det ville jo være crazy!

Nå men til dem af jer, der endnu ikke følger mig på instagram (tag og gør det…)  og har set nogen af mine få billeder herfra, må jeg heller lige fortælle, hvorfor vi er her. 

Lilletut har som bekendt været syg aaaaalt for længe. Kulminationen må siges at være i går aftes…

Natten til igår havde været frygtelig! Lilletut havde stødt og stødt i sin vejrtrækning, været meget hvileløs og smågrædt hele natten. Hun var ret skidt, da jeg igen efterlod hende hos vores frelsende engel (min mor – der efterfølgende selv har fået roskildesyge!) for at tage på job. Jeg var så skrøbelig på job, for jeg havde bare billede af lilletuts sløve krop i hovedet. Og jeg brød sammen da folk spurgte hvordan det gik. For det gik jo ikke godt! Jeg kom dog igennem dagen, ved et opkald til Mutti der kunne fortælle, at det gik bedre. 

Desværre var Lilletut alligevel blevet dårligere igen, så da jeg kom hjem sad hun og pjevsede lidt hos Marie (Mutti var ilet tilbage til Bornholm). Jeg var nød til at gå til et møde i foreningen, og Marie blev og lagde Lilletut i seng. Pludselig bliver jeg ringet op af Marie igen og igen og igen. Jeg når lige at tænke om hun allerede har glemt, hvor jeg er (mødet er i kælderen), men tar den så alligevel og når ikke at sige noget før Marie bare med panik i stemmen fabler om vejrtrækning, gispe og vagtlægen nu! 

Jeg skynder mig derop, men når lige at stemme færdig til mødet først – har tydeligvis ikke fattet alvoren – og kommer så op til en panikken faktisk rædselsslagen Marie! Lilletut ser helt mærkelig apatisk ud! Mit hjerte begynder at hamre, og det er som om jeg begynder at svæve en lille smule. 

Marie fortæller at hun hørte Lilletut hoste lidt inde i sengen, og var gået derind og så bare blev mødt af Lilletut der begyndte at gispe efter vejret, blev panisk, gispede mere og blev blålig i ansigtet! Marie havde panisk taget hende op, slået hende (blidt off course) på ryggen. Lilletut havde kastet op ud over det hele og Marie havde skyndt sig at tag hende ind på puslebordet og vasket hende med kolde klude. Det føltes som lang tid, men varede formentlig ikke så længe, men wouw en grim oplevelse. 

Da Marie havde fortalt mig hændelsen blev jeg også helt panisk, for jeg blev så bange for hun ikke havde fået ilt til hjernen og havde taget skade! Panik! Vi ringede fluks til vagtlægen, der sendte os afsti-afsted til Lægevagten på Bispebjerg. Han var heldigvis virkelig sød, rar og kompetent og sendte os videre til børnemodtagelsen på riget, da han havde svært ved at konkludere om der var noget på lungerne. Og sammen holdt med den blålige hændelse og det lange sygeforløb, så skulle der ske noget. 

Da vi fandt børnemodtagelsen ved 19.30 tiden, var det med lidt bævende hjerter vi overlod Lilletut til diverse undersøgelser. Hun var så febervarm og sløj! 

Søde og kompetente sygeplejersker og børnelæger tog sig godt af Lilletut (og os), og vi følte os i de bedste hænder. Tutti fik taget blodprøver, og da de viste meget høje infektionstal, blev vi sendt til røntgen også. I mellemtiden fik Lilletut tryllecreme på hænder, fødder og ved albuen, hvis nu hun sku ha iv antibiotika senere hen. 

Det var en virkelig tapper Lilletut, der kl 21.45 kom til røntgen, i en lånt, virkelig gammel og prikket Odder barnevogn og klarede det så fint. 

Lægen kunne på billederne hurtigt se en dobbeltsidig lungebetændelse, der krævede IV behandling. En iv-adgang blev lagt på vores lille pige, der bare var så træt, og den første behandling blev givet. 

Et værelse blev gjort klar på børneafdelingen, og så var vi pludselig alle tre beboere der. 

Puha, i løbet af de timer alle undersøgelserne tog nåede jeg virkelig mange mange tanker igennem. TÆNK nu hvis hun fejlede noget virkelig alvorligt! TÆNK nu hvis vi ikke fik hende med hjem igen! Shit! TÆNK hvis det hele fik de grueligste konsekvenser, og TÆNK at nogen forældre virkelig gennemgår dette mareridt! Åhh, Lilletut betyder jo ALT.