No no noooooo….

Ej, det kan simpelthen ikke være rigtigt – at stakkels Lilletut (og hendes stakkels mødre) skal være udsat for mere sygdom!! Feber over 39 igen (39.5), og en klattet, træt, pjevs og slap pige.

Øv, nu gik det lige så godt. Glad pige i vuggestuen, der leger og krammer med de andre børn. Som har haft sovet halvanden og to timer til middag de sidste par dage, og som har spist og spist og spist derover.
Så sent som i går var alting godt (fraset lidt begyndende hoste), og vi var til juletræsfest i vuggestuen, hvor Lilletut strålede i samspillet med de andre børn. Og jeg er ked af det på de andre forældres vegne, men hun er virkelig det smukkeste barn derover. Lilletut spiste glad den mandarin, som julemanden havde givet hende – ikke at hun gladeligt tog imod den, for ham julemanden var nu lidt uhyggelig. Vi havde alle tre en hyggelig eftermiddag i selskabet med Lilletuts egen stue og nabo stuen. Der var lidt leg omkring juletræet, og så var der masser af æbleskiver og brunkager. Lilletut kunne ikke lide æbleskiver, og spyttede dem hurtigt ud igen, men Marie fik da spist en god håndfuld (eller to).

Da vi skulle hjem fik vi en gave med fra Lilletut. Åhh den første gave fra hende til os – jeg blev helt rørt. Vi var begge spændte på indholdet, men grinede helt ærligt temmelig da vi fik den pakket op.

En pap æske hvor Lilletut har klattet lidt maling….sweet!

Og så sidder man her i sofaen med babyalarmen tændt, som dengang hun var helt ny og skulle sove bare få meter væk fra en, og man var så bange for at overhøre noget. Nu sidder jeg altså med den igen, og knuger den op til øret hver gang den lyser eller brummer bare lidt. For tænk nu hvis hun får feberkramper igen. Tænk nu hvis jeg ikke høre det. Jeg er virkelig panisk, for jeg aner ikke hvordan jeg vil reagere, hvis hun kramper og tænk nu hvis der sker noget forfærdeligt. Og så kan jeg slet ikke overskue flere indlæggelser, og altså slet ikke i julen. Jeg har allerede været inde og tjekke til hende mange gange, og overvejer egentlig bare at sætte mig derind i mørket i soveværelset, så jeg er helt tæt på. Jeg skal bare være der, hvis det sker. Tænk hvis hun bliver bange. Og så skal vi jo ringe 112. Det er altså også lidt grænseoverskridende i mit hoved, det gør man jo kun hvis nogen kommer alvorlig til skade eller … Det gør Lilletut jo ikke! Ihh børn skal ikke være syge.

Vi havde det lidt på fornemmelsen. I går begyndte hun nemlig at hoste mere og mere, snotten løb (men det gør den egentlig hele tiden) og hendes vejrtrækning blev let stødende engang i mellem. Her i morges var det det samme, bortset fra at hosten var blevet værre i løbet af natten, men ingen feber eller noget.
Da jeg hentede hende i vuggeren, fortalte yndlings pædagogmedhjælperen godt, at Lilletut ikke havde været sig selv. Og havde hostet så meget at hun hverken havde sovet eller spist særlig meget. Åhh, så ved man godt, hvor det bærer hen ad.
Marie og jeg havde et møde i banken tværs gennem byen midt i ulvetimen, men Lilletut sad bare helt stille i først autostolen og så under mødet hos Marie og hang. Så ved man også godt, hvor det bærer hen ad. Og da hun til sidst ikke ville spise sin aftensmad, og var lidt varm, vidste man det helt sikkert.

Stakkels Lilletut, hun skal bare blive rask til jul. Hun skal have sin første jul, hvor hun kan være lidt med. Hun skal fornemme den hyggelige familiære stemning, og prøve at pakke en pakke op. Hun skal ikke ligge og være syg.
Og mødrene skal have en hyggelig jul, hvor de kan slappe af og ikke tænke på kedelige huslige pligter, og alt det der kan gøre partnerskabet til et praktisk slid. Vi har virkelig snart brug for en nem periode, vi magter ikke flere søvnløse nætter og dumme skænderier. Dumme sygdom gå væk.