Rutschebane-tur-retur…

Det gynger stadig! Altså inde i min krop i og på flere niveauer efter weekendens hurtige svip-jule-tur til Bornholm hjem til mine forældre. Lilletut og jeg var afsted alene, da Marie skulle arbejde dobbelt-vagt lørdag og singlevagt søndag, og vist også havde brug for et lille pusterum.
Jeg var nærmest en lille smule nervøs over den store entusiasme konen lagde i kræfterne på at få mig til at bestille billet og komme afsted, ja selv hendes iver for at ville køre os til og fra hovedbanen mistænkeliggjorde jeg også. Jeg var helt derude, hvor jeg overvejede om hun havde gang i alt fra kæmpe teenage privat fest til elskerinde dates til rømning af lejlighed, og så til pynt og gaveregn til mig i den mere positive ende af spekteret. Heldigvis, må man vel næsten sige, er ingen af delene sket (så vidt jeg ved). Desværre heller ikke det med gaverne.

Det var dejligt at være hjemme hos de gamle, men når man er havnet i sin egen sofa hjemme i stuen på Østerbro igen søndag aften, er det næsten som om, at hvirvelturen aldrig er sket – eller har varet flere dage/måneder/år. Jeg sidder næsten hver gang tilbage med en surrealistisk tidsfornemmelse, og kan ikke helt huske, om jeg har været tilbage i tiden, eller bare tilbage til der hvor jeg var før i tiden!?
En masse minder kommer frem når man er tilbage i ens barndomsby, og pludselig dukker historier om venner, veninder og bekendte op. Og det kan være helt mærkeligt at tænke over, hvor man er nu i ens liv kontra hvor de andre er, og alt det der er sket siden dengang i de glade 90’ere til nu. Det er nemlig mange og meget forskellige ting, og vi kunne formentlig lave den mest crazy udgave af Beverli Hills 90210/3700 Happiness ever!

Overskriften for hjemturen var egentlig et “kompensations jule- og fødselsdags besøg”.
Dels fordi Marie, Lilletut og jeg skal fejre jul hos Maries forældre i Jylland i år, og derved skal jeg for første gang ikke fejre jul sammen med mine forældre, min søster og mine bedsteforældre. Det er helt vildt at tænke på, at Marie, Lilletut og jeg skal til at danne vores egne traditioner, og i virkeligheden kan vælge og vrage mellem de traditioner, Marie og jeg hver i sær er vokset op med. Det bedste skal findes til Lilletut.
Dels er min farmor og farfar gamle og rejser ikke længere til den store hovedstad (København), så når hele min mors familie mødes 2.juledag kommer de af gode grunde ikke med. Så skulle de se deres elskede og højt-savnede oldebarn omkring jul og i den sidste del af 2013, ja så skulle det være i denne weekend.
Og sidst men ikke mindst så havde min mor fødselsdag i sidste weekend, så for at fejre hende lidt og for personligt at overrække hende “mormor” kruset fra Liebe, ja så var denne weekenden muligheden til at gøre det i.

Turen til øen fredag (alt for sent) aften var hård. Vi var afsted langt over Lilletuts sengetid, da jeg havde senvagt på arbejde, og ankom først til Rønne kl 21.45. Lilletut skreg hele bilturen hjem til barndomshuset fra færgen – heldigvis er afstandene ikke så store på Bornholm. Vi hyggesnakkede lidt med forældrene og min søster (der heldigvis var på aftenbesøg) inden vi gik i seng ved 23-tiden. Jeg tror, det er overflødigt både at skrive, at jeg derved håbede at Lilletut så sov længe lørdag morgen, og lige så overflødigt at skrive, at selvfølgelig gjorde hun ikke det.

Jeg har mine små rutiner, når jeg er hjemme. Jeg skal fx. altid ned i byen og kigge samt i de forskellige genbrugsbutikker, der ligger rundt omkring. Til min store sorg var min yndlings genbrugsbutik dog lukket denne lørdag (dammit). Til gengæld fandt jeg en anden nyåbnet (i fht min frekventering i Rønnes gader), hvor de havde nogen rigtig gode ting. Gjorde et fund til jule-grenen samt et fund til køkkenet i form af lidt tangent-service. Rønne har, btw, Danmarks formentlig største Tiger butik. Og jeg elsker den. Man kan seriøst finde alt, også ting man forlængst gik glip af i butikkerne herover. 4 store etager – Tiger-heaven.

Til rutinerne må også nævnes i den lidt mere formanende bolgade – min mors evige “gode” råd omkring tøj, varmt tøj og uld. Kulde er svaret på alle verdens sygdomme, og er man bare varmt klædt I ULD, ja så kan intet ondt ramme en. Ohh my, når man for 27.gang (på en time) hører at Vega skal have uld body på, og at det jo er klart hun går og har lungebetændelse, og er syg konstant, når nu vi ikke giver hende nok tøj på! Tro mig, ja så har man sq lyst til at give mormor en uldbody på – altså ned i halsen for at lukke munden. Min søster og jeg prøvede flere gange at fortælle vores kære mutti, at formanende diktatoriske “råd”, negative fraser og evig snak om sygdom og kulde, er trættende i længden, men det var som om, hun kun huskede det 15 minutter ad gangen. Søndag morgen kørte vi i Kvickly og købte tre 100% uld bodyer. Nu skal Lilletut bare have dem på (alle tre af gangen formentlig).

Vi plejer egentlig også at gå tur på Galløkken (strand-skov område i Rønne Syd) med alle hundene. De elsker det, og der er simpelthen så flot og dejligt dernede i alle af årets årstider. Denne gang sprang vi det dog over. Jeg havde ikke Anton med, og så havde vi alle i stedet brug for en lille eftermiddags skraber, da alle i familien har været hårdt plaget af den roskilde-virus, vi fik smittet dem alle med. Lilletut og jeg lå inde på værelset og sov 1 times tid ved siden af hinanden. Simpelthen så hyggeligt. Man kan virkelig fornemme, at hun mere og mere bliver et helt (perfekt) lille menneske med følelser og alt. Det var virkelig som at ligge ved siden af et barn – og ikke en baby. Åhh Lilletut altså!
Min kære far røg helt ned med endnu en omgang roskildesyge (mit alles), så ham så vi desværre ikke meget til. Han havde ellers sådan glædet sig til at lege med en rask Lilletut, men så fik min søde mutti hele æren.

Søndagen stod (foruden Kvickly besøg) på en tur ned til olderne (min farmor og farfar). De havde bare glædet sig SÅ SÅ SÅ meget til at se deres elskede oldebarn, men selvfølgelig skulle Lilletut spille kostbar. Hun græd højlydt bare hun så på dem. Tror min kære farmor næsten tager det personligt, og tør ikke gøre noget, der kan få Lilletut til at græde. Min farfar klør mere på, og fik da gået nogen ture med hende i hænderne. Men desværre nåede hun aldrig at ville op til dem at sidde. Åhr jeg får helt ondt af dem. De glæder sig sådan, og så vil primadonnaen bare ingenting. Men efter lidt mad (riskiks og klejner) kom der smil på Lilletut, og hun grinede til olderne og smilte, så det fine smilehul viste sig gang på gang. Det varmede de gamle hjerter, og det kunne de leve længe på, sagde de. Heldigvis, for det skal de jo.
Vi fik drukket en masse kaffe i deres fine lille stel, hyggesnakket og Lilletut fik vist alt det hun kunne. En dejlig formiddag og middag for alle parter. Mine bedsteforældre har forøvrigt det fineste hjem, med de flotteste teak møbler. Jeg er dem virkelig misundelig, og så er det altså sjovt at Marie og jeg har samme stil, som de havde dengang, de skabte deres hjem for ca. 60 år siden.

Efter besøget hos olderne nåede vi lige lidt frokost med min mor og søster, før vi skulle køres til båden og hjemad mod Københavnstrup igen. Færgeturen var frygtelig, da det blæste omkring 16 m/s. Katatmaranen “Leonora Christina” blev blæst rundt, og det gyngede og gyngede. Jeg var søsyg, men havde heldigvis fået en søsygepille af min farfar (gammel sømand), så jeg overlevede uden det sædvanlige bræk. Lilletut tog sig heldigvis en lille lur, så jeg kunne ligge mig fladt ned og undgå at blive dårlig. Resten af turen gik med at underholde Lilletut på vores lille bussæde, og undgå at hun ikke kastede klejner, riskiks og diverse efter de andre passager. Især vores nabopige var på lidt af en opgave. Men alt i alt gik busturen godt, og Lilletut var egentlig eksemplarisk og fik charmeret sig ind på flere af de andre. Da vi ankom til hovedbanegården, var selv Baby Einstein på telefonen blevet for kedeligt, så det var vist godt at turen sluttede, og mama stod og tog imod os.