Tom men glad

Kan man føle sig sådan? Altså tom og glad på samme tid, og er det så mest korrekt at adskille dem med et “men” eller et “og”?

Anyways, så er det de følelser, der brager rundt inden i mig lige nu, hvor jeg i skrivende stund sidder hjemme i soveværelset (morfar er gået i seng på sofaen i stuen, Marie er ude hos en veninde), og truer med at overdøve alle mine andre tanker. Min plan er ellers at føre jeg gennem de sidste dages indlæggelse på børneafdelingen på Riget, hvis altså jeg kan udtrykke mig for bare larm i hovedet.

For vi er kommet hjem i dag (juhu), i eftermiddags ved 16.30 tiden nærmere bestemt, med en træt, grædende og måske lidt ørepineramt Lilletut. Mine forventninger var klart noget andet, og jeg kan mærke at jeg inderst inde bare holder vejret, og afventer det næste stykke tid. Jeg tør ikke håbe på for meget. Hun skal bare blive rask igen, helt denne gang tak! Kunne jeg skærme hende fra alt, så gjorde jeg det. Næste gang hun får feber, tvivler jeg på, at jeg tør forlade hende. TÆNK hvis hun går i feberkramper igen, og tænk hvis det bliver en alvorlig en… Lægerne mente nemlig, at det var en feberkrampe Lilletut havde fået i sengen, dér hvor hun ikke kunne få vejret og blev blålig. Heldigvis ikke en så alvorlig en, men slem nok til at vi næste gang skal ringe 112, hvis hun får en. Grænseoverskridende og en lille smule mega-vildt!

Den første nat på Riget var egentlig gået godt. Lilletut havde bare været så udmattet af sygdommen og af alle de undersøgelser, der strakte sig langt udover hendes sengetid. Det virkede som om hendes lille krop tog imod den intravenøse medicin med kyshånd, og hun sov roligt hele natten, uden at bemærke at personalet kom hveranden time og tog værdier. Det bemærkede jeg tilgengæld, og jeg var nærmest mere vågen end sovende. Yderligere drømte jeg de mest absurde hospitalsdrømme, min underbevisthed arbejdede vist på højtryk.

Den første dag startede med en lidt ked og pyller pige, der dog hurtigt fandt det gode humør frem, da morfar kom ind ad døren. Lilletut skal ellers altid lige bruge et par timer til at se morfar (og hans hårpragt) an, men denne dag var han, til alles glæde, bare accepteret med det samme. Og det var virkelig dejligt, for han kunne så sidde med Lilletut, mens mødrene kunne slappe lidt af. Rart med lidt aflastning for der har været lange og mange sygdomsprægede dage og nætter i den seneste tid.

Dagen gik med diverse sygeplejerske-, og læge besøg samt forskellige målinger. Lilletut var ikke glad for det, og fik ret hurtigt en lille fobi for folk i hvide kitler. Bare de kom ind ad døren græd hun. Og da hun skulle have IV-antibiotika 3 gange i døgnet (kl 06, 14 og 22), fast panodil hver 6.time og målt værdier et par gange dagligt, så kan I nok forestille jer, at Tutti ikke var helt tilfreds.

Personalet var rigtig søde, og lægerne (både reserve- og overlægerne) var yderst lyttende og forklarende. Dog kunne man godt have på fornemmelsen, at de forskellige vagthold ikke læste, hvad hinanden skrev (og når man selv arbejder på et hospital, så ved man, at det gør de heller ikke), for man skulle tit fortælle det samme. Nogen gange syntes jeg også, at faktisk ret essentielle observationer og fortællinger fra os gik tabt fra den ene til den anden. Og her menes sygeplejerske til læge fra to forskellige vagthold exp. natsygeplejerske til daglæge. Fx var vi lige ved at blive smidt hjem dag 2, hvor det gik værst af alle dage, fordi lægen mente, at det “…jo gik helt fint, og at natten havde været så god”. Det var så lige modsat. Heldigvis fik en sød sygeplejerske rettet op på, at selvfølgelig skulle vi ikke hjem, når Lilletut var så klattet som hun var.

Den første dag, hvor morfar kom, var nok den bedste dag. Det virkede som om at Lilletuts immunforsvar havde fået et boost af den anden verden, så det pludselig kunne bekæmpe de høje infektionstal. Nede i cafeen, hvor vi var gået ned for at spise frokost, havde hun en lille fest i den høje stol og charmerede både morfar og de andre omkring hende.

Hun havde helt glemt, hvor sløj hun var, og det var så dejligt at se hende smile og grine. Hen ad eftermiddagen røg luften langsomt ud af ballonen, og man kunne se at hun blev træt og utilpas igen. Hun havde svært ved at falde til ro om aftenen, tog sig til ørerne og græd og græd. Hun var kold men svedte tran. Et par gange om aftenen efter hun var faldet i søvn (på tværs i vores seng, et stykke væk fra mig) vågende hun op og så fuldstændig skæv ud. Jeg blev virkelig bekymret.

Lilletut havde praktisk talt kun haft en lille tisseble efter vi var kommet ind, så der blev sat væske op pr drop til natten, samtidig med hun blev monitoreret med puls og iltmætning i blodet (SAT). Natten var hård, og jeg fik ikke sovet meget. En sød natsygeplejerske hjalp med gode råd, og til sidst kunne Lilletut falde til ro og få sovet lidt.

Dag 2 på børneafdelingen – dagen for Bodil (altså stormen) – var en meget meget pjevset dag. Morfar var guld værd, da Lilletut havde set sig gal på mig, og på ingen måde ville hverken sidde, lege eller putte med mig. Hun vred sig skrigende væk fra mig, hvis jeg forsøgte. Jeg er sikker på, at hun straffede mig for at have holdt hende under alle de forrige dages undersøgelser. Mit hjerte gjorde bare lidt ondt. I den lånte prikkede Odder kørte vi igen ned til cafeen for at få lidt luftforandring og lidt kaffe. Lilletut hyggede sig igen gevaldigt, og fik tiltusket sig lidt bastogne kiks, ja når man er syg, må man alt. Også få rød saft i sutteflasken!

For at give lidt adspredelse til værelset, og for at opmuntre Lilletut med lidt leg, gik vi bagefter hen på legestuen oppe på afdelingen. Et sandt orgie af fine Hukit stole og kasser, masser af dublo og en del andet legetøj. Lilletut var ikke helt med på legen, hun var lidt for pyller, så vi opgav efter lidt tid. Mama hyggede sig med playstationen.

Faktisk er det ret utroligt, at den pink bandagehånd ikke generede Lilletut. Ikke en eneste gang prøvede hun at pille den af. Den var med det samme en integreret del af hendes hånd.

Da vi spiste aftensmad på afdelingen var morfar helt paf over Lilletuts manér – eller snarere mangel på samme. Maden røg bag om ryggen, ud til siden, ned på gulvet og ud på bordet – knapt så meget ind i munden. Tror det er længe siden, min far har spist med børn på 1 år, for så slemt syntes vi nu ikke det var.

Mens Bodil hærgede kørte Marie min far hjem (til os hvor han sov), og da Lilletut var blevet puttet og endelig faldt i søvn, var det meningen at vi ville have ligget og set storm-tv. Men tvet gik ned kl 18.26, og kunne herefter kun vise DR Kultur. Øv, og da kranerne udenfor vinduet så ud til at holde enormt godt stand, slukkede vi fjernsynet, snakkede lidt og lagde os så til at sove. Ingen storm-rapportage fra 6.salen på Riget alligevel. Tror den lange nattesøvn var tiltrængt for os begge (alle 3), selvom den selvfølgelig var afbrudt af IV, diverse tjek og Lilletuts opvågninger med gråd. Jeg havde haft feber hele dagen og var blevet ret forkølet – helt sikkert grundet de piv utætte vinduer. Marie skulle op og på arbejde kl 06.

Den sidste dag, altså i dag, bar præg af at Lilletut var blevet bedre. Så heldigvis var jeg blevet tryg ved at skulle hjem. Jeg havde også skruet mine forventninger ned. Hvor jeg før forventede at komme hjem med en helt rask Lilletut, kunne jeg godt se nu, at mindre også kunne gøre det. Hun skulle jo fortsat være i behandling – bare i flydende mikstur form – så hun skulle nok (håbe håbe) fortsat blive bedre. Marie var på arbejde, og da jeg stadig var lidt skidt og havde brug for en del lure, var det dejligt, at morfar igen var der til at lege med Lilletut. De to legede i legerummet og gik frem og tilbage ad gangen, hvilket Lilletut elskede, men morfars ryg ikke elskede så højt.

Man kunne godt fornemme, at hun var mere frisk eller dvs dette lige indtil vi skulle have den sidste gang IV og så hjem. For her græd og græd hun. Vi fandt aldrig ud af om det var fordi hendes lur blev for kort, om hun havde ondt i ørerne eller hvad der var los. Men faktum er at hun græd og græd den sidste halve til hele time før vi tog hjem. Det var altså ikke det fedeste. Altså at tag hjem med et barn der skreg, og ligende en der havde ondt. Uheldigvis var det lige i et vagtskifte, så der var ingen vi kunne snakke med. Men at gå ud af afdelingen med et skrigende barn på armen var rimelig fladt. Det var lidt ligesom om, vi ikke var blevet hjulpet.

Men det er vi jo, og jeg siger til mig selv, at selvfølgelig ville de ikke sende os hjem, hvis de mente det var bedre at vi var blevet.

Jeg håber virkelig bare Lilletut snart kan blive helt rask og frisk.

Og så skal vi jo have pyntet op til jul, og lavet adventskrans, nu når vi blev forstyrret sidste weekend af sygdom.