Tom men glad

Ude godt men hjemme bedst – Lilletut straffer

Selvom frasen “Ude godt, men hjemme bedst” bestemt passer efter et ophold på hospitalet, må det lige i vores tilfælde siges, at det faktisk også er lidt hårdt herhjemme. Det er selvfølgelig rart, at være i hjemlige omgivelser og sove i sin egen seng (der er større end en 1 mands seng), men det er stadig hårdt for ens moderhjerte, at Lilletut ikke er helt frisk endnu. Yderligere kan man nu virkelig mærke på Lilletut, at det har været nogen skræmmende oplevelser og hændelser, hun fik på hospitalet.

Vi var så heldige, at min far (som kom dagen efter indlæggelsen) kunne blive helt indtil søndag for at aflaste og hjælpe os. Familien har godt kunnet mærke på os, at det har været nogen hårde uger, ja måneder, med alt Lilletuts sygdom. De vil alle sammen gerne hjælpe (heldigvis), men det er jo i begrænsede mængder, da de bor langt væk. Men i denne omgang har det i høj grad været tiltrængt, at min far både var der på hospitalet og her dagen efter, for Lilletut har bare været så ked så ked.

Det startede igår lørdag, hvor Lilletut for det første havde sovet rigtig dårligt, og var endt i vores seng ca midt på natten (men det er jo egentlig hyggeligt). Om morgenen blev hun bare mere og mere ked af det, græd som om hun havde ondt, og ville alt men ingenting. Ingen af os kunne finde ud af, hvad der var los. Hun var begyndt at svede igen, og opførte sig på ny, som havde hun feber. Jeg blev helt dårlig, og var sikker på at mikstur pencillinen ikke virkede, som den skulle. Jeg prøvede, at komme igennem til Riget og den afdeling, vi lige var blevet udskrevet fra, men det var helt umuligt. Jeg blev mere og mere irriteret og indebrændt på den “afsked” eller rettere sagt manglende afsked, vi havde fået på børneafdelingen. En sur sygeplejerske, der hev og sled Lilletuts venflon ud, mens Lilletut bare hylede, og gav os beskeden om, at vi måtte spørge på apoteket om hvordan og hvorledes med medicinen. Jeg syntes i høj grad, at jeg manglede svar, og med udsigten til et skrigende barn i en hel weekenden, manglede jeg desperat svar.

Min seje søster (der er læge) kunne da heldigvis berolige os lidt, og sagde at vi kunne tjekke feberen, og den ville så fortælle os om pencillinen hjalp. Ingen feber – ergo måtte den nye pencillin virker.
Efter vi havde hentet Anton (vores første søn – altså vores hund) begyndte Lilletut, at se sig mere og mere sur på mig. Hun skreg og gik i flitsbue, hvis jeg ville holde hende, og kravlede resolut efter Marie (mama) HVER gang hun gik et sted hen. Hun ville op til Marie hele tiden, og det var så tydeligt at hun undgik mig. Hun blev så ked af det, hvis Marie gik ud af rummet, og det var tydeligt, at hun var bange for at blive forladt.

Anton vel hjemme igen efter at have været passet.

I dag søndag har bare været helt slem for Lilletut (og os andre). Hun var vågen det meste af natten, og kunne ikke finde ro. Hun var træt men ville ikke sove. Da vi tog til Finderskeepers julemarked i formiddags, var det med en grædende Lilletut, der kun ville sidde på Maries arm. Ingen andre mennesker måtte så meget som kigge på hende, så skreg hun. Min søster, som også er på besøg, måtte heller ikke nærme sig hende. Kun og virkelig KUN Marie har måttet se på hende, sidde med hende og bære rundt på hende. Til alles bedste måtte Marie gå hjem med hende. Stakkels Lilletut.
Bortset fra det så var Finderskeepers markedet virkelig fantastisk. Der var så mange boder med super lækre ting, og endelig fik jeg mødt Maries boss og hendes datter (Christina) i datterens bod med fede kobber ting. Selvfølgelig kom der lidt med hjem – man skal jo støtte de seje iværksættere.

De fine plexiglas ophæng, og (endelig) den fine kobber diamant fra Kreavilla (Christina)
Det fine fjer kort købt af Trine Struwe

Shit, aftenen har gået med at Lilletut har grædt og vredet sig hver gang jeg prøvede at tag hende. Det er vitterligt, som om hun straffer mig. Straffer mig for at have siddet og holdt hende under undersøgelserne. Straffer mig for at have ladet alle de mennesker kigge på hende og undersøge hende, selvom hun ikke ville have det. Straffer mig for den smerte, hun har følt og straffer mig for alle de forvirrende indtryk, hun har fået. Åhh, mit hjerte dør. Jeg føler virkelig jeg har svigtet hende. Som om det er min skyld. Og som om jeg ikke var der for hende.
Det er virkelig stærke følelser, og jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne forklare hende tingene.

Heldigvis er det lykkedes mig at få lov til at trøste Lilletut, da hun ikke kunne falde i søvn, efter hun var puttet. Jeg gik og gik og gik rundt med hende, mens jeg snakkede beroligende til hende og fortalte, at det hele kun havde været for at hjælpe. Og at alt nok skal blive godt igen.
Endelig kunne vi sidde og læse bog, putte og hygge. Og Lilletut kunne grine igen, også til min søster, der også fik lov til at lege med hende igen. Heldigvis. Det har virkelig reddet min dag, for tænk at gå i seng med følelsen om at ens elskede lille barn ikke vil én. Av hjerte.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Skal DU ikke være den første til at skabe lidt liv...?

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tom men glad