“Kan I ikke give hende nogen kortere dage?? I kan jo bare….”

Helt ærligt, kan man tillade sig at sige det? Altså vuggestuen? Må de godt hentyde til at vi er mega-lorte-frygtelig-onde forældre, der uden grund med vilje og helt uansvarligt giver vores stakkels barn aaalt for lange dage i vuggestuen? 

Ja, undskyld os at vi begge har et normalt fuldtidsjob, for at vi kan betale vores regninger (her i blandt netop vuggestuen) og have en lejlighed på Østerbro. Og ja, undskyld os at vi er nogen af dem, der rent faktisk gerne vil rejse lidt for at komme hen til vores arbejdsplads, så vi kan have et arbejde overhovedet. Jeg elsker mit arbejde, så at jeg skal køre i 30 minutter for at nå dertil, det gør jeg altså gerne. Jeg føler mig som et helt menneske i form af mit arbejde. Jeg kan slet ikke forestille mig, ikke at være den fagperson jeg er på jobbet. Ikke at have alt min faglighed med mig, ikke at udvikle den og ikke udleve de ambitioner, jeg trods alt har tilbage. Og det gør mig altså til en god mor – med overskud.

Jeg synes i bund og grund, at det var en provokerende udmelding. For hvad nu? Er vi uansvarlige forældre, hvis/når vi ikke vælger at gå ned i tid, så vi kan hente Lilletut tidligere eller aflevere hende senere? Og er vi ikke samarbejdsvillige eller villige i det hele taget til at følge vores barns behov, når vi ikke “bare” gør det? 

Vores hverdag ser sådan ud: 

Konen står op kl. 04.30 og gør sig klar til at tage på arbejde og går en tur med Anton. Hun kører senest kl. 05.15 for at møde kl. 06 i Lyngby. Jeg står op ved 06-tiden. Jeg gør mig selv og Lilletut klar, kører afsted mod vuggestuen for at aflevere hende kl. 07 sharp, når de åbner. 

Hun er det første barn, der bliver afleveret. Senest kl. 07.15 skal jeg kører mod Herlev for ikke at blive holdt fanget i diverse bilkøer på turen. Jeg møder kl. 08, og har fri kl. 15.30. Her stresser jeg hjem, for at sætte bilen hjemme (kan ikke parkeres ved vuggestuen), tage Anton og klapvognen med og gå hen til vuggestuen. Vi er der ca kl. 16.20, og er hjemme igen kl. 16.45. Så ja det er en lang dag. Det synes vi alle! 

Jeg elsker mit barn – jeg elsker Lilletut, og ville da for alt i verden gøre alt for hende. Alt hvad der står i min magt. For det er altså ikke helt i min magt “bare” at gå ned i tid. For hvem skal så hive de penge hjem? Konen kan ikke have flere timer, hun får i al fald ikke løn for flere timer – “interessetimer” er kun noget, det private arbejdsmarked har skabt! 

Og egentlig troede jeg, at pædagogerne godt kunne sætte sig ind i det der med ikke at få den højeste løn, altså at vi “var på samme side”. Jeg føler mig egentlig lidt angrebet på min person og mine valg. På en uretfærdig måde. For selvom kærlighed betyder alt, så betyder økonomi bare lige så meget, desværre.

Hvad har I gjort? Har I valgt at prioritere anderledes? Eller prioriterer I som os – selvvalgt eller ej?