Weekend, chokolade og stik i hjertet…

Overskriften er nok lidt mærkelig, men af en eller anden grund passer det (og altså den) ret godt til min sindsstemning. Jeg føler mig mærkelig lige i tiden. Jeg går fra det ene øjeblik at være boblende lykkelig – og faktisk sikkert på grænsen til det irriterende happy-chappy stadie – til det næste øjeblik, at føle det som en kniv borer sig ind i min mave og videre op i mit hjerte for derefter at dreje rundt og rundt og rundt. Begge følelser kan komme både når noget minder mig om noget, men også ganske uprovokeret, som når jeg går ned af den lange gang på arbejde, kører i bil, snakker med mine kolleger eller sidder og skriver et notat på en patient. Mine tanker kan simpelthen vandre ulogiske steder hen, og mavepusteren eller kniven kan komme ud af det blå. Nogen gange når slaget eller stikket sætter ind, gisper jeg næsten efter vejret og min puls stiger til ca 5000 og mit hjerte hamrer så højt og hårdt at alle omkring mig, da må kunne høre det. Og kender I det, når hjertet ligefrem dunker i øret? Rart er det ikke. Gad egentlig vide om en sådan markant pulsstigning og hjertebanken kan tælle med i de 60 minutter, som Sundhedsstyrelsen anbefaler os at være aktive med høj puls om dagen? I så fald er jeg godt dækket ind – og ræk mig da lige chokoladen så!

Hos mig sidder følelserne nok lidt løst for tiden, og måske er det derfor de kan skifte så hurtigt. Jeg føler mig i bund og grund nok ret sårbar, og har virkelig brug for at mærke at jeg – og min elskede familie – er på rette spor igen efter et efterår og en vinter med alt for meget sygdom, slid og slæb. Jeg bliver til tider virkelig hønemor-agtig, og har det som om jeg skal kæmpe for min lille kyllingeflok ude i den store grimme verden. Som om noget – eller nogen – vil komme og tage den fra mig eller ødelægge den på anden vis. Og jeg er klar. Helt klar med syle spidse klør, næb og alt hvad der ellers kan bruges til at forsvare sig selv og sine kære med. Ikke at jeg bryder mig om, at det skal være sådan, for det er altså umenneskelig hårdt at være på mærkerne kampberedt hele tiden. Både fysisk og psykisk. Og farerne kan være alle steder; på hospitalet (arbejdet), i netto, på facebook, på instagram og på loppemarked, hvor vi var i søndags. Alle steder og ingen steder; en uvidenhed der bare understreger nødvendigheden af et konstant kampberedskab, og et våbenskjold, der må bæres i håbet om at skåne hjertet mest muligt. For hver gang der blæses til kamp, punkteres hjertet en lille smule. Et lille stik og et lille vrid hver gang, og nogen gange voldsommere end andre. Men jeg er sikker på at mit hjerte kan holde til det, det skal det bare. Jeg har jo alt at vinde og alt at tabe!

Med så meget på spil og en konstant kamp at kæmpe, skal der tankes godt op på alle kontoer (konti) og alle reserver. Tror mit behov for bekræftelse er steget med 200%, og det er altså rigtig meget for mig (!). Jeg hungre virkelig efter tegn på at min vilde hønemor kamp er det hele værd, at kærligheden til min familie er gengældt og at den hårde periode bliver skiftet ud med en god lige om snart. Jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er nem at leve sammen med for tiden, og jeg kunne tit bide tungen af mig selv, når jeg endnu engang spørg konen om: hun er glad, elsker mig, har det ok, synes jeg er ok, vil give mig et knus, om Lilletut mon elsker mig og så videre og så videre. Stakkels kone. Men helt ærligt, så synes jeg bare at jeg “elsker” så sindssyg højt, inderligt og massivt, at det næsten umuligt kan matches. Det er som om, jeg er et lille (eller stort) monster, der alene lever på andres accept, bekræftelse og kærlighed – og mere vil have mere!

Er det mon fordi, at man som mor giver så uforbeholdt meget af sin kærlighed væk til ens lille væsen, at man pludselig står tilbage nærmest tom og med et hul indeni, der føles så dybt, at selv alverdens kærlighed ikke føles som værende nok til helt at kunne fylde det?

Det er virkelig stærke følelser, der buldrer rundt indeni mig. Men hvor føler man sig bare sårbar, når man ved hvad man kan miste! Når man ved hvor meget værdifuldt man egentlig har i sit liv, og i sin lille familie på tre (fire med Anton)! Jeg mister det ikke uden en blodig kamp – basta!