Happii-chappii…Me?!

Puha – magter I det mon? Magter jeg det? For jeg havde jo forsvoret ikke at skulle skrive happy chappy indlæg med mere eller mindre skjulte agendaer som: “Seeee miiiiig, jeg har alt det rigtige”, “Seeee miiiig, min kone elsker mig, og vi har den mest perfekte familie ever” og “Seeee miiiig, jeg er den mest økologiske, spelt-agtige, hjemmelavede og korrekte overskudsmor”!Det sidste kommer vist ikke til at ske anyways, og slet ikke i dette indlæg, da Lilletuts mad de sidste to dage har bestået af lasagne – på glas. Men altså, jeg synes egentlig, jeg vil vove mig ud i bare lidt i den retning, for jeg tænker, at I måske også skal læse lidt om, at jeg faktisk...

Så så man lige mig…

Så så man lige mig blive den der forældre, der begejstret står på legepladsen med sit barn tidlig lørdag morgen – på cirka samme tid som de unge mennesker uden børn (med liv?!?) slæber sig hjem fra en (våd) tur i byen.Jeg har tit cyklet forbi legepladsen præ-Lilletut og tænkt, at det virkelig så kedeligt ud! Og tænkt at der kom jeg nok aldrig til at nyde at være. Men det er så lavet om nu. Ja faktisk var legepladsen weekendens absolutte optur – alle tre gange vi var der. Lørdag var konen på arbejde, så jeg måtte hanke godt op i mig selv (og spise en god håndfuld panodiler), for at komme over fredagens re-influenza i absolut voldsom stil,...

Mad

En af vores lidt ømme punkter herhjemme, er helt sikkert vores mad. Eller mangel på samme ofte. Både konen og jeg har nogen helt ad-helvedes til mad- og spisevaner, og vi kan sagtens glemme at spise en hel dag. Konen spiser typisk aldrig hverken morgenmad eller frokost, så det første hun spiser på en lang dag er eftermiddags- og/eller aftensmaden herhjemme. Det er egentlig tosset, når hun træner så meget, og jeg har været meget efter hende. Tænk nærmest ikke at spise en hel dag!? Og så kan hun ikke lide sodavand, hvordan kan man ikke det?! Generelt spiser hun dog ret sundt og fornuftigt, når hun så spiser.Jeg selv har en del madlede, som begyndte sammen med min depression...

Ohh sygdom din …

Puha, så nåede man så langt i ugen der gak. Onsdag – lidt mere end halvvejs – to dage til weekend, but who’s counting! Ej, egentlig skal vi i denne sygdomsomgang ikke klage, for vi har fået hjælp fra både øst og vest til pasning af den syge Lilletut. Dejligt – især når både konen og jeg skrænter.Min mor var så heldig at kunne få to fridage mandag og tirsdag, og konens mor kunne få to fridage onsdag og torsdag, og når konen så selv har fri fredag, ja så betyder det ingen barns sygedage til mig. En fuld arbejdsuge – yeah! Lilletut har nydt det i fulde drag, og er helt sikkert blevet max forkælet i dagene med bedstemødrene....

En hyggelig lørdag toppet af med lidt mere pencillin…

Nu er der da også gået lidt over halvanden uge siden, Lilletut stoppede sin sidste pencillin kur, så nu er det da også på tide, at en ny starter!? Eller noget!? Lørdagen startede egentlig hyggeligt. Lilletut og jeg stod op ved 6 tiden, efter at have puttet lidt med Bamse og Kylling på bedste vennen (ipaden) inde i vores seng. Konen fik lov til at sove længe, da hun de sidste par døgn har haft feber og været skidt. Så nåede influenzafeberen også hele familien rundt, og har godt nok slået benene væk under konen og jeg. Shit, jeg har haft det dårligt. Vi snakker man-flu versionen, hvor jeg i smertehelvede kun har kunnet ligge i sengen i to døgn...
Older posts