"...I kan jo bare..." - part to

En bid af Lilletut…

Åhh, i dag har været en af de dage, hvor virkelighedens søvnunderskud bare har nikket mig en flyveskalle – lige i ansigtet! Jeg har været SÅ træt, at jeg i morges måtte sidde lige op og ned i bilsædet på vej til arbejde, skråle med på One Direction (og nej, jeg kan egentlig ikke teksten) og små-slå mig selv lidt på kinderne, for ikke at falde hen (eller helt i søvn) på motorvejen. Ikke så betryggende vel?! Egentlig burde man seriøst overveje om småbørns forældre skulle have lov til at have kørekort og bevæge sig ud i trafikken, sådan lidt i stil med at de demente heller ikke må køre rundt på vejene. Nogen gange kan jeg ikke engang huske, at jeg har drejet af på motorring 3…

Trætheden har gjort ondt i kroppen, og tæret mig for alt energi og alle tanker. Ikke engang hospitalets kaffe kunne i morges helt gøre jobbet. En kort overvejelse om man mon kunne lægge et drop med stærk kaffe IV (intravenøst) fik mig til at drømme lidt, og var lige ved at snige et smil frem på læberne. Men jeg var for træt. 
Lilletut står simpelthen for tidligt op. Kl 05 og senest 05.30 er bare for tidligt, når nu hun stadig vågner en del gange i løbet af natten også. Og når konen så har proklameret arbejdsweekender to uger i træk, så står mit hovedet af, og jeg kan simpelthen ikke overskue livet og hverdagen. Jeg føler mig så træt, som en zombie indvendig, og tanken om at det er mig, der er på, tre uger i træk uden en eneste “fridag”, så klumper alt sig bare sammen inde i mig. Jeg har formentlig en tendens til at have lidt ondt af mig selv, men jeg synes altså, det er hårdt. Ikke fordi jeg ikke nyder tiden med Lilletut, men mest fordi jeg også bare nogen gange har brug for at være mig. Have den der “mor-tid”, som jeg ser andre hashtagger sig til på IG med billeder af kaffekopper og boligblade. Det vil jeg også kunne. Eller måske mest bare kunne sove. Mor-tid? Hvad tid?
I dag har også været en mærkelig dag, fordi det er måneds dagen for noget, der ændrede vores lille families liv. En måned er gået, selvom det mest af alt føles som et helt liv. Det er så surrealistisk, at tænke tilbage på de sidste par måneder, og altså se alle begivenheder – gode som dårlige – i et andet lys med en anden viden end jeg havde dengang, hvor tingene foregik. Jeg svimler stadigvæk når jeg tænker for meget over det hele, det tager stadig pusten og energien fra mig, men jeg har et klart håb og en følelse af at det hele bliver langsomt bedre. Fremgang og udvikling skal der til i et forhold, og vi har lært at fremgangen og udviklingen ikke “bare” kan være at få et barn. Udviklingen skal også ske kone og kone i mellem (eller mand og kone i mellem hvis man er til den slags) ellers går man i stå og kører af sporet. Men det har været en hård lektie, og vil helt sikkert fortsat være en hård lektie at lære. Og jeg håber så inderligt at ordsproget “What doesn’t kill you makes you stronger” holder, ellers magter jeg det ikke helt.
Efter en dag på jobbet, hvor man har været mere død end levende, og hvor tankerne oppe i hovedet har haft max “martyr-karakter” omkring en selv (mig), bliver man bare flået ned på jorden igen, når man henter barnet i vuggestuen og ser hende skambidt i ansigtet! Her gik man det ene sekund, og var grådlabil fordi man synes, man selv havde det åhh-og-ihh så hårdt, for det næste sekund at se på sit barn med kæmpe ildrøde bidemærker i ansigtet og så glemme sig selv fuldstændig (igen). Hvem (eller hvad) kan dog finde på at bide mit smukke barn – djævleyngel.    
Mit mor-hjerte græd en stor smule selvom jeg jo godt ved at børn ikke er onde væsner, og ikke gør det af ond mening. Men i et kort sekund må jeg indrømme, at jeg havde lyst til at råbe “HVEEEEEEM GJORDE DET?” i et meget skingert toneleje og uddele røvfuld til vedkommende. I know; Jeg er en ond hønemor, sorry. Pædagogen fra Lilletuts stue skyndte sig at forklare alt omkring situationen, og fortalte at hun ellers havde haft en rigtig god dag. Jeg græd heldigvis ikke, og fremstod meget voksen og velovervejet i mine udtalelser. 

 

Vi fik os også en rigtig god og lang snak omkring det med Lilletuts lange dage. Pædagogen gjorde det meget klart, at de synes, at Lilletut er en meget dygtig og veludviklet pige, som bare har udviklet sig så milevidt indenfor de sidste måneder, og at det er vigtigt, at vi ved, at hun stortrives derhenne. Men dagene er bare for lange for hende. Kl 15.30 er hun træt, og hun magter ikke flere indtryk og nye mennesker. Hun har brug for tryghed, og da det også er der omkring, at de samles i de store tumlesale flere stuer sammen, er det bare et uheldigt sammentræf for Lilletut. 
Efter at have haft problemstillingen oppe her på bloggen, have hørt jeres meninger og selv have tumlet med det oppe i hovedet nogen dage, kan jeg godt se, at vi “skylder” Lilletut at prøve noget andet af. En af mine dejligste veninder har tilbudt at hun, mens hun stadig er på barsel (hvilket overmenneskeligt overskud), gerne vil hente Lilletut tidligt en dag om ugen, og tage hende med herhjem sammen med hendes egen lille dreng. Det er så flot et tilbud, at vi nærmest ikke nænner at tage imod det. Men vi gør det, fordi det bare vil hjælpe os så meget. Samtidig vil konen forhøre sig på arbejdet om at forskyde hendes arbejdstid så hun møder kl 05 (!!) og kan gå lidt tidligere, og jeg vil forsøge at få lov til at bruge en halv times afspadsering eller ferietimer nogen dage om ugen, så jeg vil kunne være i vuggestuen omkring det berygtede tidspunkt 15.30. 
Det giver mig håb og positiv energi, at vi har en plan. Om den så lykkes, det må vi jo så prøve af, og så tage det derfra. Måske er det “bare” en periode, vi skal igennem. Lige som alt andet!  
Konen og jeg hygger lidt om os selv efter Lilletut er puttet – og hendes sidste omgang pencillin er taget

Kage skal der til…

Anton er kun lidt jaloux…
  

Skriv en kommentar

  • Åh nej! Lilletut dog.. Hvor er det synd for hende! Jeg tror også jeg ville få helt ondt i maven og hurtigt glemme alt om mig selv.. Man vil bare ikke have at ens barn bliver gjort ondt!!! Lyder som en god ide at afprøve noget nyt. Mon ikke i finder noget som passer jeres familie 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er nemlig så synd for hende. Men heldigvis virker det ikke, som om hun overhovedet er mærket af det. Hun er glad og leger – også i vuggestuen. Og jo, vi håber meget vi finder en brugbar løsning :)Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Katrine og familieIkke for at blande mig i jeres beslutninger, men har I overvejet dagpleje? Begge vores piger har været hos samme dagplejemor, Agnes endnu to måneder. Det er mere trygt og roligt og færre børn. Aflevering Ca 0630 og hentet igen kl 16. Middagslur 2 til 2,5 time. Det har fungeret rigtig godt for os 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åhh, Allan, du rammer et ømt punkt nu 😉 Men du må jo blande dig ALT det du vil, det er jo det jeg gerne vil ha :)Dagpleje har jeg ellers altid sagt NEEEEJ til, men det kunne da være jeg sku revurdere det… jeg er åben for alle forslag efterhånden…KH Kat

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej søde KatrineMå jeg spørge om hvorfor du siger NEEEJ til dagpleje? :)Dagplejerne har jo et stort netværk af andre dagplejere, som de samles hos en gang i mellem. Bællane lærer de andre bælla og dagplejere at kende. I vil få en fast gæstedagplejemor/far til når der er ferier og sygdom.Når jeg læser om lilletuts forløb skriger mit indre på dagpleje :O Det vil være så meget mere trygt og roligt for hende at hun sagtens ville kunne være der en hel dag ;)Begge piblane har været i dagpleje fra tidlig morgen til lukketid 6.30 – 16.00 og der har ALDRIG været noget med at de nok skulle have nogle kortere dage.Håber det bedste for jer! <3Lea

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jamen selvfølgelig må du spørge søde Lea, og du skal blive ved, ved og mere ved…for det flytter så dejligt på mine tanker! Jeg har VIRKELIG fået noget at tænke på efter mine oplæg omkring Lilletuts lange dage!! Altså positivt, og hvor er jeg beæret over alle de gode og kærlige tanker, som du (og Allan) og alle andre lægger i jeres svar. Jeg er heldig! Og jeg lærer noget – og får øjnene op for ting, som jeg for længst har affærdiget! Og her er dagpleje en af de ting. Og det er egentlig helt mærkeligt i og med, at jeg selv gik i dagpleje og E L S K E D E min dagplejemor meget meget højt. Faktisk så højt at hun i mange år, var den eneste jeg ville have med til min fødselsdag. Efter jeg selv har arbejdet i vuggestue, har jeg bare dannet mig den mening, at der er en god dynamik i en vuggestue og at børnene lære mere. Jeg har tænkt mange tanker omkring, at overlade mit barn til en enkelt dame (m/k), for hvad nu hvis hun var en svindler, der ødelagde mit barn. Men jeg er kommet i tvivl.MEGET i tvivl.Kan fortælle at jeg brugte aftenen igår til at søge omkring dagpleje og flerbørnsdagpleje i KBH!!! Thats huge!!! Der kommer et indlæg omkring det, tænker jeg….Men du har retKram til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"...I kan jo bare..." - part to