En hyggelig lørdag toppet af med lidt mere pencillin…

Lørdagen startede egentlig hyggeligt. Lilletut og jeg stod op ved 6 tiden, efter at have puttet lidt med Bamse og Kylling på bedste vennen (ipaden) inde i vores seng. Konen fik lov til at sove længe, da hun de sidste par døgn har haft feber og været skidt. Så nåede influenzafeberen også hele familien rundt, og har godt nok slået benene væk under konen og jeg. Shit, jeg har haft det dårligt. Vi snakker man-flu versionen, hvor jeg i smertehelvede kun har kunnet ligge i sengen i to døgn på panodil – thank God for ikke at være enlig (og mega respekt til dem der er)! 

Lilletut og jeg hyggede inde i stuen med diverse bøger og legetøj indtil konen stod op, og vi kunne lægge en plan for dagen. Vi besluttede at tage på cafe for at spise brunch – konen havde fantaseret om det hele natten og havde googlet alverdens steder, for at finde det helt rigtige udvalg. Konen og Lilletut tog en (bekymrende) lang lur, da Lilletut pludselig, idet vi skulle køre, virkede akut træt.

Efter luren fik vi pakket os sammen og kørte til Nørrebro i bil (konen var alligevel dog for syg til at gå). Vi ville for en gangs skyld prøve noget andet end de lokale her på Østerbro, som vi plejer at tage til. Vi var heldige og fandt en parkeringsplads lige ude foran cafe 22 på Sankt Hans Gade, og jeg lavede en lige-i-skabet parallelle parkering, men ohh ve og skræk, helt proppet på det lille og ellers hyggelige sted. Øv! Vi kunne komme på venteliste, men med et lille barn og en sulten kone gik det altså ikke. Så vi vendte snuderne mod det kendte og trygge Østerbro, og indfandt os på vores vandte cafe Phenix med den store (og gode) tag selv brunch. Kravet fra konen – jeg selv er egentlig mere til “tallerken-brunch”. Vi var heldige, at få det sidste bord – succes, endelig! Så meget for at prøve noget nyt.

Lilletut fik skovlet lækkerier op på en tallerken, så hun var underholdt så længe, og konen og jeg gik selv i gang. Det er bare så hyggeligt at tage ud og spise brunch, når Lilletut nu er stor nok til både at sidde med ved bordet og spise med også. Da hun var lille lå hun altid bare i voksien på gulvet, eller stod i klapvognen udenfor og sov (i de få minutter det varede!).
Phenix er et meget børnevenligt sted, og personalet har altid elsket Lilletut. Særligt en af pigerne som plejer at snakke med hende og gå lidt rundt med hende. Det er altså virkelig god stil. Lige noget til at varme et moderhjerte.

Mens vi sidder der og hygger, får jeg lige pludselig kigget ind i Lilletuts ene øre – det flyder med tykt gulligt pus. Eiiiiiijjjjj! Pludselig giver det mening med hendes lange lur i formiddags, de røde kinder og hosten og snotten, der begyndte i morges. For ikke at nævne den sidste uges virkelige usammenhængende søvn. Eiiiiiijjjjjj, ikke mere sygdom. Vi kan ikke mere!

Da vi kommer hjem ringer vi til 1813 – vores debut – for at høre om vi skal forholde os på en særlig måde. Vi tænker at med alt hendes feber og infektionshistorie, tør vi ikke vente til mandag med at snakke med en læge. Især ikke fordi hun jo lige akkurat var blevet rask efter sidste feberperiode (hvor vi faktisk skulle have haft kontaktet en læge, faldt jeg tilfældigt over i hendes journal?!) 12 minutter siger de i tlf at ventetiden er, og det går der relativt præcist, inden vi får dem i tale. En sød dame giver os en tid på Bispebjerg kl 16.30 hos en børnelæge. Og se det er jeg fan af! At de har engageret en børnelæge til at sidde i vagt, fordi der er så mange (sikkert FOR mange) børn, der skal tjekkes i vagttiderne. Tiden passede os fint, da hun så kunne få endnu en tiltrængt lur. Lilletut var nemlig blevet ret klattet og hængende.

Ude på akutmodtagelsen på Bispebjerg kl 16.15 bliver vi modtaget med det samme vi kommer (god stil), og en sød børnelæge kigger på hende. Og hører hele hendes lange historie! Åhh, jeg er altid lidt pas omkring, hvor meget jeg skal fortælle, for vores historie starter egentlig tilbage ved 3 mdrs alderen, men det er måske også lige detaljeret nok.

Lilletut er dygtig, og klapper også af sig selv og siger ” dygtig”, da hun bliver kigget i ørerne uden skrig og skrål. Det ene ser egentlig ok ud, men det andet er fuldstændig snasket til af pus. Halsen er ildrød, og hun har lidt hævede lymfer på halsen ved ørerne. Virus mener damen, men konferere det med en garvet kollega, som også arbejder på børneafdelingen på Riget. 14 dages pencillin med amoxicillin med et andet virksomt stof end imacillin – det samme som hun fik sidst (4. gang). Til jer, der har skrevet at imacillin og amoxicillin er det samme, så findes der to slags amoxicillin med to forskellige virkbare stoffer. Det her er det andet (det hedder noget med clau….something). Et bredspektret præparat kroniker børnene får. Åhh, lille kroniker! Desuden understregede lægen, at vi skulle ringe til riget mandag morgen og be om en ny tid snarest, så der kan blive lagt en ordentlig plan for, hvad vi præcist gør, når hun får feber igen, og hvem der har undersøgelses”pligten” – vagtlægen/akutmodtagelsen eller Riget/børnemodtagelsen. Også skal en ørelæge på banen nu. 5.gangs mellemøresbetændelse med pencillin på 3.måned holder ikke.

Jeg fik så ondt i hjertet. Ihh, min lille pige – syg igen. Det lyder helt fjollet, men det ramte mig virkelig denne gang. Og jeg blev virkelig ked af det. Sad og kyssede hendes lille hånd hele vejen i bilen til apoteket i Lyngby, og ville bare knuge hende ind til mig. Jeg følte mig skyldig og nærmest helt tom. Mit lille pus, hun må ikke blive ved med at være syg.

Og så melder det praktiske sig; åhh nej, ikke mere væk fra arbejdet!!! Jeg er der jo nærmest aldrig. Heldigvis er min mor så sød, at hun har tilbudt at tage fri og rejse herover for at passe hende mandag og tirsdag. Juhu! Vi er altså lidt på den, når nu vores familie bor så langt væk.

Hvad gør I andre med pasning på sygedage???