Gang i fusserne

Åhh, min lillebitte baby Lilletut går nu i fine støvler ind og ud af vuggestuen (når jeg afleverer og henter hende selvfølgelig – bare rolig, det er under kontrol). Så har man altså en stor baby, når hun selv kan det! Og faktisk er hun vel en lille pige nu, en stor lille pige faktisk. Og selvom det går langsomt, så bobler mit moderhjerte fuldstændig over af stolthed og glæde, når hun tuller rundt på de små fødder.

Da det lige pludselig gik op for mig, at Lilletut havde brug for nogen vinterlige støvler, gik jeg lidt i panik. For shit hvad skal man dog vælge, og ikke mindst hvad for et prisniveau skal man vælge. Og må de være brugte, eller er man så en ond mor, der ødelægger ens barns dejlige bløde fødder for good? 

Formentlig er jeg nærig, men da jeg søgte på diverse vinterstøvler og så priserne, var jeg ved at opgive uden kamp. For jeg synes nu det er mange penge at smide i nogen støvler (eller sko), som man ikke engang ved, hvor længe ungen kan passe. Tænk hvis det kun er en uge?

Jeg kunne ikke bestemme mig for, om jeg skulle køre den brugte stil og spare lidt penge, eller om jeg skulle være den helt rigtige fys-mor og købe nye sunde babysko af de helt rigtige materialer. Så jeg spillede på to heste og undersøgte begge dele. På reshopper og diverse andre babysalgs sider fandt jeg faktisk nogen gode bud på kommende støvler til Lilletut, støvler som ikke var særlig meget brugt efter sælgerens mening. Charmen ved sådan noget handel, er selvfølgelig at man aldrig helt kan vide sig sikker på, om sælgers holdning til standen og ens egen holdning helt stemmer overens, og da jeg fik tænkt mig om, så turde jeg ikke løbe an på sådan noget. 

Tilgengæld fandt jeg nogen rigtige fine og næsten ikke brugte støvler i Genbrugsbutikken, for så længe jeg synes standen er god, kunne jeg godt finde på at købe brugt. Desværre kunne Lilletuts lille fede fod dog ikke klemmes ned i dem. Men havde hun kunnet passe dem, var det helt sikkert endt med dem. I stedet blev de fine lilla Primigi goretex støvler (til en billig penge) købt til en af Lilletuts små søde veninder. Nogen skulle da have glæde af de fine støvler. 

Jeg var altså stadig på bar bund med støvler til Lilletut, for der er bare ikke særlig mange skobutikker til børn på Østerbro – tro det eller ej! En af mine yndlings børnebutikker, som jeg vidste havde sko og støvler, skulle selvfølgelig have et besøg, og der stod de!!! Støvlerne! De var så super fede og lækre – og dyre. Men på udsalg, og så er det jo egentlig okay! 

Selvfølgelig havde de ikke den størrelse, som jeg umiddelbart ville mene Lilletut skulle have. 12.5 cm måler hendes fod, så en størrelse 21 ville være det mest nærliggende. Men da de kun havde størrelse 22, prøvede vi dem – altså Lilletut prøvede dem. Og hun gik så fint i dem. At måle på sålen passede de egentlig meget godt. Måske var der lidt mere end det 1 cm voksetillæg, der bliver anbefalet, men ikke nok til at jeg turde gå en hel størrelse ned. Den super søde og dygtige ekspedient var også overrasket over, at der faktisk ikke var mere plads på sålen, og synes også hun gik rigtig fint i dem. Da jeg selvfølgelig overhovedet ikke kunne beslutte mig til, om jeg skulle købe dem, eller se om jeg kunne finde nogen andre støvler, lavede vi en genial aftale. Jeg fik lov at tage dem med hjem, så Lilletut kunne prøve dem inde i lejligheden, og var jeg ikke tilfreds, så kunne jeg få pengene tilbage på trods af udsalget. Totalt win-win så støvlerne blev købt og betalt.

Efter at have fulgt rådene med at lade rågummisålerne bløde op på radiatoren en halv times tid, fik Lilletut dem på, og hun elskede dem. Tullede rundt, og ville bestemt ikke have dem af igen. Faktisk er det stadig en kamp, hver gang hun skal have dem af, hun vil bare beholde dem på. 

Hvis ikke Lilletut elsker de støvler, så gør jeg. Jeg synes simpelthen de er så fede. Sådan lidt retroagtige på den stadig søde og børnede måde. Og (Arauto) Rap er altså bare et lækkert mærke. Lækre rågummi såler, lækkert foer, god pasform, nemt og anvendeligt velcro og lækkert læder, som giver selve ankelstøvlen et godt hold samtidig med at den kan bevæges i alle retninger. Mit fys-mor-hjerte er yderst tilfreds. Og så er de pæne, fik jeg nævnt det? Lilletut fik dem i lilla, hun har så mange drengeting i drengefarver, så da ekspedienten sagde de passede til hendes armyjakke, så måtte de være lilla i stedet for gråsorte, som jeg ellers havde valgt først.

Som nævnt er jeg imponeret over hendes evne til at gå i dem, og hun er så sød, når hun stavrer rundt i dem. Og hvor er det vildt at se sit lille barn gå rundt udenfor på fortorvet ude i verden. Helt ligesom normale mennesker gør det?! Man er jo vant til at se hende i en klapvogn blive fragtet rundt, eller båret på armen, og nu går hun pludselig selv. Tempoet er dog noget nedsat, og man skal væbne sig med tålmodighed, for alle (alle) cykler skal nærstuderes og siges “Seeeeee” til. Og det kan man jo godt forstå, for sikker en ny og spændende verden, der er åbent for den lille tut. Niveauforskelle har vi ikke helt lært at arbejde med, så kælderskakter og fortovskanter skal man lige være ret obs på. Jeg har en mission (ambition) om, at hun skal gå selv til og fra vuggestuen hver dag – ikke hele vejen selvfølgelig, men noget af den. For hun skal jo træne sin gang, og styrke sine muskler og led, og ikke bare fragtes rundt på arm eller i vogn hele tiden. Så må man tage sig den ekstra tid (og begejstring til alle ting), det kræver. Store Lilletut.