“…I kan jo bare…” – part to

Hvor dejligt at så mange af jer har taget jer tid til at kommentere på det sidste indlæg. Helt fantastisk altså det gør mig så glad – tak. For det er virkelig nogen gode indspark, I kommer med alle sammen. Ting der bestemt har fået mig til at tænke (jaja, prale prale) over prioriteringer.

For jeg kan jo godt fornemme, at I alle sammen har tænkt over det, og har valgt at gøre det, der passer til netop jeres familie. Intet er tilfældigt, og I virker tilfredse og glade. Vi har selvfølgelig ikke alle de samme muligheder både hvad angår netværk, økonomi, afstande og lignende, men vi er da fuldstændig ens i, at vi alle vil vores børn det aller bedste. Og det bedste er ikke nødvendigvis det samme, og I må altså ikke tro, at jeg tager noget I skriver ilde op. Jeg ved, at I mener det på bedste vis, og jeg er bare så glad for at I gider, at give mig noget med på vejen.

Konen min er, som skrevet før, salgsleder i en butik og kan ikke bare sådan omlægge tid eller lignende. Hun møder fra 06-15.30 som minimum hver dag, hvis nogen af tingene trækker ud eller en medarbejder ikke møder til vagtskifte, ja så skal hun blive der. Endvidere er hun med cykel, tog og/eller bus, så hun er ikke hjemme før tidligst 16.30. Det er jo ikke særlig hente-bringe-i-vuggestuen venligt. Jeg selv er fysioterapeut på et hospital med rimelig faste mødetider, eller jeg kunne i princippet godt måske møde lidt senere, for så at få senere fri også. Men det begrænser det lidt, at jeg jo samarbejder med andre faggrupper, der ikke nødvendigvis møder anderledes. Men måske kunne der godt jongleres rundt med det en time fra eller til. Om det så flytter noget i det store hele, det skal der lige regnes lidt på, for så vil det jo være konen (med de usikre sluttidspunkter), der er ansvarlig for hentningen – og vuggestuen lukker kl 17. Personligt ville jeg godt nok også være ked af altid at komme sent hjem, for så får jeg jo endnu mindre tid med Lilletut. Det er altså ikke let. Man vælger til og fra. At arbejde hjemmefra er desværre ikke en mulighed for hverken konen eller jeg.

At en lang dag i vuggestue kan være stressende for den lille tut, har jeg faktisk ikke tænkt rigtigt over. Men det giver jo rigtig god mening, det nogen af jer skriver. Ej, og nu får jeg helt ondt i hjertet. Kan lige se Lilletut for mig gå grædende og stresset rundt i den store tumlesal, og bare være max træt og savne mor og mama. Åhh – av mit hjerte!! Jeg har egentlig også altid været modstander af for lange institutions-dage til børnene, men nu hvor jeg står i det, synes jeg godt nok det er svært at undgå. Vi øsler bestemt ikke vores penge væk, men de forsvinder jo gerne måned for måned alligevel. Så jeg tror ikke, at vores bank vil være så begejstrede for at vi (eller jeg) går ned i tid.
Jeg ville ønske vi havde nogen, der kunne hente hende tidligere bare en dag om ugen. Men alt vores familie bor langt væk, og umiddelbart er det ikke muligt at trække på venner og veninder til det. Men det kunne da godt være, at man skulle tænke i retning af at engagere en barnepige i fremtiden. Også for at have lidt mere luft engang i mellem – også på andre tidspunkter. Godt forslag.

Jeg synes dog stadig det var ufølsomt (og provokerende) sagt af pædagogerne, og jeg kan ikke helt tilgive dem for det, før jeg får snakket med dem igen. Jeg er nød til at vide, om det er noget de har snakket meget om (uden at involvere os), og hvorfor de så ellers altid (hver dag) fortæller, hvor glad og tilfreds Lilletut har været. Det virker lidt ugennemtænkt sagt der den anden dag, men det synes jeg egentlig heller ikke de kan tillade sig. Altså bare at slynge noget ud uden at have en dybere mening med det. For det kan jo være ting, som vi rent faktisk retter os efter, og ændrer vores liv efter. Og så må det altså gerne være gennemtænkt. Tak.