Don’t Worry, be Happy…

Og hvorfor er det nu så svært?

Her sidder man med job (med de bedste kollegaer og chefer EVER), lejlighed et dejligt sted på Østerbro (eller et kæmpe lån i banken i al fald), bil (som lige har fået en kæmpe bule UDEN “nogen” lagde en seddel, hpmf! Og nåhr ja, så ejer min far da egentlig nærmest den hele, da han har betalt størstedelen af den), barn (som er søøød), kone (som også er søøød), dejlig familie, elsket fantastisk søster og dejlige venner… Og så går man alligevel rundt og er trist halvedelen af tiden. Altså sådan rigtig trist, helt ind i sjælen, dér hvor det gør ondt helt overordnet over det hele. Dér hvor kroppen bare kommer til at føles på en gang helt let og gennemsigtig samtidig med at den er helt tung og tæt. Så tæt at intet lys kan komme ind. Der hvor ingen rigtig kommer ind og berører én, fordi det gør alt for ondt at lukke så godt op. Ja, det er nærmest umuligt – selv overfor en professionel gør det næsten for ondt. For hvordan forklarer man det, der gør så ondt og bliver så svimlende virkeligt, når der først bliver sat ord på. Det bliver så virkeligt, at det bliver uvirkeligt. For det er da ikke mig, der kan tænke sådan. Det må være noget, der bliver læst op af en bog eller set i tv, for hvis det er mig, der har det sådan, hvad skal jeg så gøre, starte og slutte?

Det er så meget nemmere at bide tænderne (endnu) hårdere sammen, og smile bredt. Grine, og snakke utrolig meget om alt og egentlig allermest ingenting. Helst ikke om det der gør ondt og får tårerne frem i øjnene og ned ad kinderne. Og hvis noget af alt det mørke skal ud, så må det siges i et grin med en sjov bemærkning hæftet ved. Så undgår man for mange borende spørgsmål – eller medlidenheden, der igen gør det hele mere virkeligt, og mere noget man burde gøre noget ved.

Nogen kommer en smule tæt på, men de fleste gør ikke. For det gør ondt og bliver virkeligt. Og hvem gider reklamere med et indre fyldt med larmende kaos. Smerter. Mørke. Tårer. Hvor har jeg siddet i bilen på vej hjem fra min gamle psykiater mange gange under min graviditet, og givet mig selv tankemæssige dummeslag for endnu engang at have fejet det hele væk med et smil og et: “det går meget fint”! Når det jo ikke gjorde det. Men tanken om at skulle åbne op for posen, og hælde det syge indhold ud, både tog og tager 9/10 (10/10) gange pusten fra mig, og så er det altså nemmere at lade være. Man kommer til et punkt, hvor man bare ikke magter at være “syg” længere. Og siger man til folk, at man er okay, så tror man måske selv på det til sidst. Og i al fald er det rigtig dejligt at være i troen så længe den pågældende samtale varer!

Jeg har kæmpet med mit mørke indre i mange år, kulminerende med min massive depression et års tid (halvanden måske) før min graviditet. En depression der scorede så højt på lægens test/skala, at han blot en gang før havde haft en patient med så dyb en depression. Jeg var til samtaler hver anden dag, og kom hel ud på den anden side – eller måske er jeg ikke helt ude endnu? Det første tilbage fald kom blot nogen måneder efter jeg stoppede med medicinen og samtalerne (under graviditeten), og her i min barsel i sommers var jeg også lidt der ned af igen. Det har i sandhed været nogen hårde år – også for konen og de andre omkring mig. Jeg har følt mig “rask” mange gange, og vil da heller ikke kalde mig selv “syg” nu, sådan skal det ikke lyde. Men jeg må erkende at jeg har nogen ret mørke tanker fra tid til anden, hvilket, set i lyset af alle de ellers lykkelige ting i mit liv, er lidt skræmmende og uvirkeligt. Udfordringer i livet er der sq nok af!