Hello WordPress World and Hello life

Altså ikke at jeg ikke havde noget liv før WordPress, for det havde jeg selvfølgelig (og heldigvis), men det er da godt nok en større og vildere verden at møde her i WordPress, end den meget begrænsede og skabelon-agtige verden som jeg kender fra Blogger. Jeg føler mig mere fri og lidt mere nice med min .dk adresse, end med min .blogspot.com adresse. Jaja, jeg er nem og letkøbt ? i know, men der skal altså ikke mere til. Eller jo, det skulle da lige være denne sending fra Surftown (mit web-hotel og domæne udbyder).

Sendt som et plaster på såret efter min frygtelige flytning af bloggen ? for shit, det har trukket helt unødvendige tænder ud, og jeg er virkelig bange for at jeg kommer til at fortryde mit valg af dem, som udbyder. Men nu prøver jeg ? for de har jo sendt vin og chokolade!

 

Mit ?Hello life? hentyder mere til dagen i dag, end til WordPress og blog skiftet (heldigvis). Selvfølgelig har jeg haft et liv før i dag (more or less!?), men måske skal dagen i dag være dagen, hvor jeg begynder med at finde fokusset frem på mig selv igen. Altså ikke at jeg skal til at være totalt egocentreret, og glemme konen og Lilletut ? slet ikke. Men hvis jeg nu begynder at gøre mig selv lidt glad, så behøver jeg ikke længere at hænge min hat på, at konen skal gøre mig glad. For det er sq belastende altid at være afhængig af andres affektion for at føle sig glad og lykkelig. For det er sq ikke altid at ?de andre? i ens liv, lige kan tankelæse hvad man mangler lige i dag. Og det er heller ikke altid, at ?de? kan give en det. Altså at de evner, magter eller forstår hvad det er. Og det er da også et stort ansvar at lægge på andre ? ens egen lykke.

Grunden til den essentielle eftertænksomhed er en god blanding af solskin, forår i luften og så en lægesamtale, jeg lige har haft. Lilletut skulle i dag 15 mdrs vaccineres (hun er 16 mdr ? tæt på), og jeg havde efterfølgende bestilt en tid til mig selv for at snakke lidt omkring min medicinering ? og et sår i næsen og i munden (formentlig stafylokokker btw).

Jeg havde en massiv depression for en del år tilbage, og startede der på lykkepiller (citalopram). Jeg holdt op i graviditeten, men depressionen kom så tilbage, hvorfor jeg måtte starte op på pillerne igen. Jeg fik et andet mærke (Noritren), da det skulle være bedre for amningen, desværre kom amningen aldrig til at fungere ? og psyken heller ikke helt. Set tilbage de sidste par år, er der sq en del, der har været en kamp, og der er grædt mange tårer. På trods af at jeg har snakket meget (terapeutisk) med min gamle læge, er jeg aldrig kommet til bunds i tingene og har aldrig rigtig fundet den primære udløsende årsag til min bragende depression. Jeg er stærk, så jeg har skubbet mange følelser ind under gulvbrædderne, samtidig med at jeg også har arbejdet med rigtig mange ting og impulser. Det er hårdt arbejde, og jeg må være ærlig at sige, at jeg ikke altid har kunnet holde helt til alt arbejdet. Så på trods af de mange år der er gået (5 stykker), sidder jeg altså stadig her i det lækre solskin og er ikke helt lykkelig helt ind i sjælen.

Og hvordan kan jeg dog tillade mig at sige det? Jeg har en fantastisk datter og en fantastisk kone, som jeg begge elsker højt. Lilletut gør mig lykkelig hver dag, og min kone gør det jo også. Måske er det fordi jeg mangler at gøre mig selv lykkelig?

Det der med at vente til og længes efter at konen kommer hjem, og (forhåbentlig) giver mig et kram, og nusser mig når vi sidder i sofaen, det er altså et for skrøbeligt fundament at bygge min lykke på. Især fordi at sådan er min kone bare ikke. Hun gør rigtig mange ting, og gør vores hverdag nem på mange måder, og det elsker jeg hende højt for. Og hvorfor kan jeg ikke bare være i det? Hvorfor skal jeg absolut vælge at fokusere på det hun ikke gør? Hvorfor er det lige dét min lykke afhænger af? `

Jeg kan ikke lade være og sidde her på cafeen ved søen, og kigge på de andre mennesker og tænke på, hvad der mon gør lige dem lykkelige. Og er de mon lykkelige? Parret, der sidder foran mig og nusser konstant ? eller manden nusser damen, og hun sidder bare og tager imod. Synes hun mon, at han nusser for meget og er lidt all-over? Ville det gøre hende mere lykkelig, hvis han snakkede noget mere ? eller vaskede op hver aften? Og hvad mon lykken er for de tre gymnasiepiger, der sidder og snakker om deres strenge dansklærer, der ikke engang gider læse hele deres stil igennem, når nu det kun er resumet, der er taget fra studieprotalen, og altså ikke hele stilen, som faktisk er ret god og deres egne ord? De ryger utrolig meget, og ser meget hippe ud i deres tøj og hår. Gad vide om de (som mig selv i den alder) lever for weekendens fester, og bare skal igennem ugen med skole og andre kedelige ting hurtigst muligt,for igen at nå frem til fredag og lørdag (vi gik ikke i byen om torsdagen ? er jo tudsegammel og fra Bornholm!)? Og hvad med venindeparret, der sidder og analyserer den enes brud med kæresten. Måske var det det bedste, og måske bliver hun meget lykkeligere med en anden ? eller sig selv.

Lykke og at være lykkelig er mange ting og har mange niveauer ? og kræver nogen gange forskellige mennesker i ens liv. Hvis man nu kunne gøre sig selv mest lykkelig, og ikke var afhængig af koner, mænd, dansklærer og veninder, var man da reddet til et bedre, lykkeligere og nemmere liv?