Sygdom din kælling – troede vi havde en aftale?!
Denne gang nåede Lilletut så aldrig at blive færdig med hendes pencillin kur, før en ny omgang feber ramte hende. Helt ærlig – lorte sygdomme, så hold jer dog væk fra mit lille barn! Troede seriøst vi havde en aftale om, at Lilletut (og mødrene) havde været nok igennem, og nu skulle det kun gå fremad…but no.
Håbet er der selvfølgelig stadig, at hun vågner i morgen helt feberfri og frisk. Men hvem tror egentlig på det?
Efter at vi opdagede, at hun havde 39 i feber til frokost, har jeg nærmest hængt i telefonen til børneakutmodtagelsen på Riget. Én ting, der da er bare lidt positivt ved hele denne omgang, er, at vi har et særligt nummer derind, som vi kan bruge dag og nat – ikke noget 1813 eller vagtlæge her.
Vi skulle egentlig have været inde til blodprøver med hende, men da feberen faldt lidt her til aften og hun bare var så træt, har vi aftalt med dem at se det an til imorgen. Formentlig er det (bare) en virus, men i og med at der igen er feber uden noget egentlig fokus, så er det jo interessant at finde ud af, hvor det så stammer fra. Jeg kan mærke, at jeg er blevet vandt til at snakke med diverse læger omkring Lilletuts situation, og jeg stiller nu krav og lader mig ikke spise af med vage meninger eller konklusioner. Helt ærlig, man skal sq kende hospitals systemet for at komme levende igennem!
Og så har jeg været en ond mor.
Jeg tog Lilletut med feber med på loppemarked. Ohh yes, just shoot me! Til min undskyldning skal siges, at jeg havde den største diskussion oppe i hovedet for og imod at tage afsted. Jeg kunne simpelthen ikke tage en beslutning på vores begges vegne. Til sidst måtte konen gå ind og tage stilling for mig med en let mellemvariant, der sagde; tag afsted men tag hjem igen hvis Lilletut bliver ked. Og det gjorde jeg så i mangel på egen mening. For jeg havde glædet mig sådan til det loppemarked, og tænkte at Lilletut da lige så godt kunne sove i klapvognen som i hendes seng. Men det kunne hun ikke. Loppemarked med tusindvis af boder med spændende ting i næsten pille-højde er ikke et godt match med et barn, der burde sove. Lilletut sov hvert fald ikke, og glemte, indtil hun blev alt alt for træt, at hun var syg og dårlig. Hun ville pille ved alt, og i al fald ikke gå samme vej som mig – og slet ikke sidde i klapvognen! Typisk havde jeg ikke kontanter med, så jeg kunne ikke engang købe noget – hvorfor er mobile pay ikke obligatorisk sådanne steder?? Til
gengæld mødte jeg tilfældigt mine to kusiner og Lilletuts nye søde og lille grankusine Vilma. Åhhr baby!!!
Barnet der ikke ville stå stille! |
Er det kun mig, der finder det der show med sygdom svært? Altså når de er rigtig rigtig syge og dårlige, er der ingen tvivl, om man skal blive hjemme fra ting. Men jeg snakker om den der gråzone, hvor det måske går – og måske ikke går alligevel. Dér hvor de i princippet bliver friskere af at komme ud, fordi der så sker noget mere spændende fremfor bare at være derhjemme og pylre rundt? Synes I det er let at finde ud af, hvornår man skal det ene eller det andet? Eller har I også prøvet det der med at tage afsted, og så føle sig som verdens største Lortemor? Og faktisk haft mega dårlig samvittighed over det? Og måske taget hjem – eller grædt jer i søvn om aftenen af bare skyld?
Lilletut ligger lige nu og sveder inde i sengen, forhåbentlig er alt feberen svedt ud til imorgen – sammen med den frygtelige erindring om at hendes onde mor tog hende med på loppemarked (uden penge), da hun havde det skidt!
Søde Katrine. Al den sygdom er dog træls, og tro mig, jeg ved præcis hvordan i har det. Sofia har også taget sin del sygdom. Først indlæggelse med RS-virus, og lyngebetændelse i april sidste år.Hun har været syg fra vuggestuen i 54 dage siden hun startede 1 september. Og siden hun fik sine dræn i november (efter 4 gange mellemørebetændelse og efterfølgende væske på ørerne) har hun fået penicillin 6 gange, senest har hun haft tredagesfeber med udslet, og nu norovirus (som jeg har slæbt med hjem fra job)…. Det andet år af børns liv er ofte præget af sygdom, feber uden fokus.. Og vi må som forældre bare æde den og hjælpe dem så godt igennem som mulig..Fat mod (det siger jeg til mig selv hver dag) det er snart forår, og ungerne bliver snart to ;-)Sender en masse kærlige tanke og styrke jeres vej.KH Tanja