Don't worry, be happy - part 2

This is a remix… (DWBH – part 3)

I princippet kunne jeg godt fyre en “Don’t Worry, Be Happy – part 3” af, men tænker at I måske vil få det hængende ud af halsen til sidst 🙂 Det går selvfølgelig ikke, men alligevel bliver I altså ikke skånet helt, da der faktisk er sket utrolig store fremskridt på lige netop den front de sidste par dage. Det er så vildt, hvad der pludselig kan spire frem i ens egen hjerne, uden at man nødvendigvis bevist tænker i de retninger. Hvert fald åbenbart i min. Pludselig har jeg i de sidste to-tre indlæg, skrevet mig frem til en lidt større bevisthed omkring, hvad der foregår inde i mig – og har foregået i mange år.

2014_ 3_16_20_38 (2)

I går fik jeg så luftet tankerne og sagt dem højt til en klog dame, som jeg besøgte sammen med konen. Konen lyttede så selvfølgelig også med, og hørte altså min nyopfundne bevisthed dér for første gang. Jeg ved ikke, om det var helt fair, men jeg havde ikke kunnet finde ud af at sige det før. Også fordi det knapt nok var gået ordentlig op for mig, før jeg altså sad der i stolen og sagde det til damen. Mens jeg sagde det højt, var det pludselig så rigtigt, så tydeligt, og så meget den eneste sandhed. For nej; jeg har ikke været mig selv de sidste 4-5 år – i al fald ikke ordentlig mig selv. Jeg har bøvlet med en masse indeni – både bevist og ubevist. Sager som har gjort ondt, og som har krævet en massiv facade for at være til og fungere i en “normal” hverdag. Sager som dog pludselig fik knækket mig, og som jeg åbenbart ikke har fundet ud af endnu. For det der er gået op for mig er, at jeg har overladt min lykke og velbefindende til konen. Ene og alene har hun fået ansvaret for at gøre mig lykkelig. Jeg har gradvist gennem de sidst 3-4 år lagt alt over på hende. Jeg har levet gennem hendes bekræftelse. En umulighed kan jeg se nu. Og mærke. Jeg skal finde mig selv igen. Jeg er mor til Lilletut og kone til konen, men jeg er også mere og andet. At nå helt inderst ind, finde det som mangler, skabe min egen lykke kræver et stort stykke arbejde. Noget der skal tages hul på med endnu en professionel. Jeg har næsten kræfterne til det. Men nu ruller bolden, og jeg vil følge med, har jeg besluttet. Nu skal den depression, som har haft overtaget på mig de sidste 5 år, have sin ende. Nu må det være nok!

Når jeg sidder og skriver dette (og håber I forstår tankemylderet) kan jeg godt få en helt flov følelse af, at jeg har været naiv/dum nok til at få et barn ind i mit indres kaos. Måske jeg har været for egoistisk? Får Lilletut mén af mit kaos? Giver jeg mon blot min psykiske instabilitet videre til Lilletut, ødelægger jeg hendes selvværd ved at have fået hende ind i mit rod? Jeg anser ellers mig selv, som yderst gennemtænkt og fornuftig (og meget impulsiv, I know), men måske tidspunktet ikke var det mest optimale – på trods af at jeg er 300 år gammel og arbejder mod tiden i fertilitetens verden.

En anden ting, der også var rigtig rar og yderst nødvendig for vores overlevelse som familie, at få sat ord og følelser på, er det svigt konens og mit forhold har lidt her i vinters. Jeg og vi har bøvlet rigtig meget med det. Og det har været tæt på at ende “os” flere gange. Men vi har kæmpet – og kæmper hver især og sammen. Den kloge dame har hjulpet ufattelig, og er nok i bund og grund grunden til vi stadig er sammen, og altså har muligheden for at kæmpe. Jeg har i den seneste måned tumlet meget med store spørgsmål, men efter igår er det hele blevet jordnært igen og til at føle på. Begreberne er blevet skilt ad, og sat sammen så de giver mening. Jeg ved nu at jeg godt kan have en “forståelse” af tingene uden samtidig “at acceptere”. “At tilgive” er en tredje ting. Den er kommet tættere på, men findes ikke endnu. Som par har vi lært, hvordan vi kan arbejde med det der er sket. Hvordan vi kan undgå alle fælderne, som vi ellers stødt falder i. Hvordan vi kan fokusere på os selv, for derved at kunne fokusere på vores familie og Lilletut. Vi har fået nogen gode redskaber, og jeg kan varmt anbefale andre par, som kæmper med redefineringen af dem selv og forholdet efter de har fået barn/børn, til at snakke med en klog én udefra. Det giver så dejlig mange udefrastående perspektiver.

2014_ 3_16_20_38 (1)

Ohh shit, er I her stadig? For nu kom det da vist til at handle rigtig meget om “Dont Worry, be Happy” pakket ind i lovning af remix. Im sorry. Remixet skulle have været en fortælling om weekendens store arrangement “Foodexpo” i Messecenter Herning. En stor event som Lilletutogmor.dk var inviteret til. Eller okay, konens arbejde var inviteret med, og jeg fik en af deres billetter. Men jeg fik mit eget adgangskort printet med navn og det hele. Jeg er stolt alligevel.

VI smagte en masse god mad og drikke. Alt for meget! Men det var jo gratis! Og hvem kan så styre sig? Min kone kan hvert fald ikke, og hun gik i seng om aftenen i fosterstilling, og bedyrede at hun aldrig skulle spise igen. Lilletutogmor.dk fandt en masse lækre og uundværlige ting til blogger-kontoret 😉

2014_ 3_16_20_372014_ 3_16_20_41 2014_ 3_16_20_39 2014_ 3_16_20_382014_ 3_16_20_39 (1)

 

 

 

Næste indlæg

Don't worry, be happy - part 2