Blogtræf med skønne damer, krea og tanker om grænser...

Klog dame: “Stop med at lege far, mor og børn – tag ansvar, nu”!

B U M

Sådan kan det siges. Ret lige på og hårdt. Ret hårdt! Men jeg (og vi) kan klare det, og i hvert fald betaler vi hende selv for at fortælle os nogen sandheder og kloge ord. Og selvfølgelig er det her “mor, mama og barn”, men point taken anygays! Og så fulgte; “Grow up” med lige i halen på den anden udtalelse. 1600 kr – ja tak!

2014_ 4_ 7_21_ 4 (2)

Jeg har nævnt det før, og hentyder jo åbenlyst til det igen. Konen og jeg snakker nogen gange med en klog dame. Hun har givet os råd og hjælp med på vejen, så der helt overordnet set er en vej, og noget der kan kaldes “os”! Det er crazy, men sandt! Hun er et yderst behageligt og rart menneske, så man har lyst til at give hende et kram, både når man kommer – og især når man går. Men kun fordi man er så glad og let – når man går altså. Men det giver hun ikke. Altså kram. Man kan nogengange få lov at give hende hånden (især når man går), men det bliver ved det. Og det er vel også fint nok, for det er jo ikke vores veninde eller lignende, men stadig…man har lyst til det.

I går havde jeg, da vi ankom, det egentlig fint nok med bare at sige HEJ – uden hånd eller kram. For på en måde var jeg lidt for glad og ovenpå til at være der, tænkte jeg. Jeg magtede egentlig ikke helt at skulle give noget af mig selv, men en aftale er for mig en fatale, og vi havde en aftale, At konen slet ikke gad, spillede selvfølgelig også ind. Mens vi sad hos hende, havde jeg mest lyst til at opgive alt. Som i seriøst alt – minus Lilletut selvfølgelig, og løbe væk derfra. Uden at give så meget som hånden. Men opgivetheden blev afløst af håb og tro som tiden skred frem. Så da vi gik, ville jeg gerne have givet hende et kæmpe kram – men fik altså kun lov til hånden.

2014_ 4_ 7_21_ 4

“Grow up”

Hvornår gør man det? Ja, åbenbart ikke nødvendigvis (i vores tilfælde) når man får et barn. Eller jo på mange punkter er vi, men åbenbart ikke alle. Jeg synes for eksempel, at det er lidt svært at forholde sig til, at man på én gang er mor men også barn (til ens egne forældre). Jeg vil gerne stadig gøre dem glade, hjælpe dem hvor jeg kan, og stadig være deres søde lille pige. Men jeg vil jo også være mor til mit eget barn. Tage mine egne beslutninger. Lave mine egne fejl (forhåbentlig ingen alvorlige), og lærer af dem. Jeg vil gerne fremstå, som et voksent og ansvarsbevidst menneske, der kan tage valg og beslutninger for mit barn og min families bedste. Jeg vil gerne have at de respektere mig, samtidig med at jeg også gerne vil spørge dem til råds og lærer noget af dem. Men jeg synes, at grænsen eller balancen mellem hvordan man gør dette er svær. Altså hvordan fremstår man voksen og ansvarlig, samtidig med at man ringer hjem og forhører sig om de nu synes man skal ringe til lægen nu eller om en time? (Da jeg lige var flyttet hjemmefra gik opkaldene ud på bla. hvordan man kogte kartofler!)

2014_ 4_ 7_21_ 4 (1)

Jeg tror at damen, mente at vi skulle lade være med “at lege” familie – vi skulle være og agere som en. Vi skal tage ansvar og bestemme og vigtigst gøre tingene alt afhængig af, hvad der er bedst, smartest, lettest og mest naturligt for os som familie – og ikke som værende børn i en anden familie, som skal fungerer (eller to familier rent faktisk). Vi skal primært gøre os selv glade, og ikke nødvendigvis vores forældre. Vores forældre har ansvaret for dem selv, og vi har ansvaret for os – og Lilletut. For Lilletut er jo vores ansvar, og ikke deres. Vi tre er vores familie – mor, mama og barn. Det er bestemt ikke kun noget vi leger.

B U M

 

 

4 kommentarer

  • Anne Sofie

    Sikke nogle hårde ord, den kloge dame lige fik fyret af der. Men på den anden side – hvor er det dog godt, der findes mennesker, som kan skære ud i pap for én, hvad der er nødvendigt. Det er ikke altid til at se fra ens egen vinkel.
    En anden god ting er når man selv kan se, man har brug for en udefrastående – det må bestemt være første skridt. Det er sejt, I gør det.
    You can do it! 🙂 God tirsdag! K.h.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • admin

      Thank you – we wanna do it 😀

      Og ja, tror hun kunne fornemme at nu skulle det siges lige på og hårdt! Lidt ala børn – grænser – BUM – sån ligger landet – BUM!! Hun har betydet, og betyder alt for os lige for tiden… Det er vildt, men sandt! Det krævede faktisk ikke så meget, at tage den beslutning – eller jo lidt måske. Undskyldninger var der hvert fald nok af…penge, tid, pasning!
      Tak ,

      KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ea

    Super godt indlæg, det kan være svært at sætte grænser i forhold til ens familie og gøre det der er bedst for ens egen lille familie, og ikke hvad ens forældre og andre forventer af én. Det har jeg selv rigtig svært ved.
    Hilsen Ea

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • admin

      Hej Ea,
      Tak fordi du læser med 🙂 Og ja, det er så svært…og man skal (synes jeg) lige stramme sig an en gange i mellem,for man kan jo ikke gøre alle lige tilfredse…

      KH

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Blogtræf med skønne damer, krea og tanker om grænser...