Stenbroens baby – part 2
Hvad der egentlig var tænkt som et lille “hurtigt” (ingen af mine blog-indlæg er hurtige. Har overvejet om tidsforbruget i skriverierne er direkte eksponentielt (?) stigende med savnet af konen om aftenen) indlæg med flere billeder end tekst, har jo nærmest udviklet sig til et lille opgør by mod land i en større diskussion. Først: Nu må ingen blive uvenner og skride fra bloggen – så bliver mor både sur og skuffet. Dernæst: F E D T med folk der læser, tager stilling og blæser det ud. I like. Men igen, vi må altså ikke blive uvenner, og ingen må føle at de er dårlige mødre, personer eller damer i dagens Danmark. Vi er jo alle mega fantastiske – på hver vores måde. Ellers skulle vi være gift med den samme, og bo samme sted oven i hinanden…og det gider vi jo altså ikke, vel?!
Havde jeg vist, at der ville komme læser-storm – ala dén som den skønneste Nutidensmor på instagram havde her over weekenden, da hun postede hendes sjove Ig-afhængigheds citater (okay overhovedet ikke i nærheden #menalligevel), så havde jeg da valgt nogen pænere billeder af Lilletut. Og måske et af mig selv med mascara og pænt hår. Men det er nok lige det – man ved ikke hvilket oplæg, der lige får jer op af stolene den pågældende dag. Nogen gange tænker jeg “DET her er jo THE SHIT. De poster det alle sammen på deres facebook, IG og jeg bliver boomet med kommentarer og berømthed”… For så at opdage: not so much! Ikke at det gør noget, for jeg skriver jo fordi jeg vil og har lyst. Men alligevel; jeg er jo lidt af en like-hunter (i n d r ø m m e t) – pinligt måske, men sandt. I skal være med (og gerne flere), ellers er det jo ikke sjovt. I skal alle sammen være med; både jer der kommenterer, jer der bare er med på en kigger. Og jer der bor i byen – og på landet. Man må gerne komme med en finke i kampens hede, men vi skal være venner bagefter. Jeg har spillet fodbold i mange mange år, så finker er en inkorporeret del af mig, men måske ikke alle har det på samme måde?
Faktisk har jeg tænkt rigtig meget over alle jeres søde svar. Og jeg har faktisk tænkt utrolig meget over, hvor meget jeg savner en have eller bare en gård. For jo, Lilletut (og Anton – hunden) skal jo ud hver dag, og hvor luksus ville det ikke være, hvis man bare kunne losse dem ud i ens have, så de kunne rende rundt? Så kunne man selv være på IG, drikke kaffe og rydde op indenfor 🙂 For Lilletut må Classenshave, Fælledparken, den grønne rabat på Strandboulevarden, legepladserne rundt omkring i Willemoeskvarteret og søerne (stierne rundtom forstås) gøre det. Det er, hvad hun har nu og den næste tid fremover. Og de steder har vi ikke vores tlf fremme. Jo for at tage billeder, ellers ikke. Vi har lovet vores venner ikke at flytte foreløbig, da vores flyttehjælps-konto er opbrugt forlængst. Tror vi skylder en øl i lufthavnen – eller 15.
Og det er bestemt ikke for at være snobbede, at vi lader Lilletut (foreløbig) vokse op på stenbroen. Det er fordi, vi føler os hjemme her. Ligesom mine bedsteforældre føler sig hjemme i Hasle på Bornholm, to af mine bedste veninder føler sig hjemme på Amager, min søster føler sig hjemme på Nørrebro og et venindepar længes efter Helsingør. Jeg kan umiddelbart ikke følge nogen af deres lyster, eller jo det kan jeg faktisk godt. Hver sine drømme og hver sine lyster (ohh yes!). Jeg ville ikke selv flytte dertil, eller jo det ville jeg faktsik godt, nu hvor de bor der. Jeg ville elske at bo ved siden af dem alle. Have eller gård eller ej. Jeg ville i den situation ønske at min kone følte det samme, og jeg ville ønske at jeg kunne passe mit job der fra, og havde råd. Så flyttede jeg glædeligt med det samme. Men der er jo mange ting, der skal stemme, når man flytter. Og især nu når man flytter på en hel familie. Lyster, bekendtskaber, job og penge spiller alle ind.
Ved lejligehed skal I se billeder af vores gård, så korser I jer, og så kan vi sq snakke manglende grøn-trivsel og baggårds-barn. Jeg blir deprimeret (mere end i forvejen), når jeg er derude. Og tænk sig at Københavns kommune vil lade sig det bekendt, at nogen børn (forældre og andre) i den grad vokser op uden grønt nær-og-tæt-miljø. Vi er dog blevet godkendt til en gårdfornyelse – juhu. Men de har end ikke været og tage mål eller brainstorme endnu, så gad vide om Lilletut og vi nogensinde får gavn af den. Dér skulle vi helt sikkert have prioriteret anderledes. Jeg ville nok ikke have flyttet på landet, men en god grøn gård ville jeg gerne have gjort om.
Jeg føler mig let, glad og hjemme, når jeg går i gaderne i København. Jeg bliver hver dag, når jeg kører hjem fra job, glad i låget når jeg kommer ind ad Lyngbyvejen, og drejer ned gennem Østre Alle, kører forbi Parken og kommer ind på Trianglen. Jeg elsker Trianglen og alle dens mennesker og liv. Jeg hader den lidt for det samme, når jeg maser rundt med klapvognen i en hånd, Anton i snor i den anden, og en latte i den tredje hånd. Men ellers elsker jeg Trianglen og det lille kobber hus med BT på taget.
Jeg elsker roen, jeg føler når jeg kører eller går ned ad Classensgade, efter jeg har været hjemme på Bornholm. Helt paradoksalt. Jeg er nemlig altid lettere stresset og rastløs hjemme på øen, hvor imod roen sænker sig her i storbyen. Det første helt dybe åndedrag, som jeg trækker dybt ned i lungerne, efter en tur på øen, gør ondt på den helt rigtige og afslappende måde. Jeg har valgt at bo i byen med et lille barn. Det har min kone også. Heldigvis. Og vi burger byen med vores lille barn – ikke uden vores lille barn. Vi tager rundt til ting, som vi finder hyggelige og dejlige at lave med Lilletut. Vi elsker mulighederne, som vi har. Velvidende at der er mange andre muligheder andre steder. Nogen muligheder er jeg lidt misundelig på, andre lidt ligeglad med, men jeg vil aldrig føle mig hverken bedre eller dårligere på grund af stedet, hvor vi bor. Og det kommer Lilletut heller ikke til.
Ååh nej, er jeg én af dem der får offentligt skæld ud, fnis…. Du har ret! Man skal snakke ordentligt!
Og give plads til hinandens holdninger. Jeg forstår fuldt ud jeres valg, esker selv Kbh, flytter vel tilbage en dag – måske? Kan ikke rigtig se det for mig nu med Alvin og alle de skønne muligheder der er her – men savner byen når jeg er der, og tænker at et hus på knap 200 m2 måske ikke er sagen, når alle tre drenge er flyttet hjemmefra.
Tak for et godt indlæg!