Stenbroens baby – part 3

Ja, jeg er ikke god til at begrænse mig. Det har jeg aldrig været. Og hvis jeg alligevel har valgt og begrænset mig, så fortryder jeg det som oftest igen. Nogen gange kan jeg så råde bod på det, og andre gange ikke. Helt nærliggende (og materealistisk) har jeg allerede fortrudt lidt at jeg ikke købte flere af de Lyngby vaser i lørdags (se begrænsningen her), og så er jeg dårlig til at begrænse mig i mine indlæg. De bliver tit lidt lange, og jeg føler altid at jeg kan komme med en part 2, 3, 4, 5 osv til mine indlæg. For de sætter bare så mange tanker og processer i gang. Min hjerne står ikke stille, og den kommer altså ikke over emnerne bare de er griflet ned én gang. Det er som om jeg bare er nød til, at komme med efterskriften også. Nogen gange styre jeg mig her på bloggen, og går bevist videre i teksten. Men nogen gange må en part to eller tre skrives, og ellers må der som minimum lige nævnes lidt om det foregående i de nye indlæg. Sådan er jeg nok bare. Jeg er ikke særlig god til bare at give slip på tingene. Og da især ikke, når jeg gang på gang får noget at tænke over i jeres kommentarer. Jeg føler faktisk direkte, at jeg udvikler mig! Så derfor synes jeg, det er ret naturligt for mig lige at komme med en efterskrift eller to, og jeg håber I synes det er lidt interessant at læse med på, hvor jeg nu er henne. Altså i hovedet mht emnerne jeg berører her.

 

 

Et indlæg som tydeligvis gav en masse gode kommentarer “stenbroens baby” (læs det her) satte også virkelig min hjerne i gang. For tænk at der var så mange delte meninger til noget, som jeg egentlig ikke engang vidste kunne skabe debat. Indlægget var ikke skrevet med en dybere mening til at begynde med, men da kommentarerne begyndte at tikke ind, kunne jeg da godt se hvorfor. Det affødte det klassiske part 2 indlæg (her) og siden hen, har dilemmaet ikke kunne forlade min hjerne. Altså ikke for at drama-queen’e det ved at kalde det et dilemma, men bare for ligesom at skildre, at der er to sider af samme sag. Altså helt groft og overordnet – to sider; by og land. For selvfølgelig er der mellemting, og steder hvor der er lidt af begge dele, men for lige som at kridte tingene lidt op, så siger vi at der er to steder at vælge at bo.

Vi har, som sagt, valgt at bo i byen. Vi har direkte flyttet fra “land” (aka provins – Søborg) til “by”, da vi skulle have Lilletut. Vi ville have at hun skulle vokse op her, hvor vi føler os hjemme. Når nu valget er taget, og vi er flyttet ind i vores 80 m2 lejlighed på Indre Østerbro, er der faktisk kun 1 ting vi ville ændre på. En bedre gård. Og den helt store drøm: direkte udgang fra lejligheden til et lille stykke græs eller fliser, der kun er vores! Og nu hvor solen skinner ned over byen, og alle på IG poster de dejligste billeder fra deres respektive haver oig terasser, så længes jeg bare SÅ meget efter det. Ej, hvor ville jeg ønske, at vi havde tænkt det med, da vi købte lejlighed. Og det er faktisk lidt “jeres” skyld, at jeg nu virkelig længes efter det, for jeg kan jo virkelig sætte mig ind i de dejlige fordele der er ved at bo på landet eller provinsen.

 

Jeg synes faktisk, at en af de sødeste bloggere jeg har mødt her i IG- og blogland, Fyrsten & Fruen, beskriver det SÅ godt i hendes indlæg “Provins” (læs det her) Hun rammer hovedet på sømmet. Forældrene skal være lykkelige, før de kan give ro og lykke videre til deres børn. Finder man lykken i byen, så bliver man der. Finder man den i provinsen eller på landet, ja så er det der, man bliver. Men se nu en lækker have Elisabeth og hendes dejlige familie har. Man kan da kun blive en liiiiille smule misundelig 🙂

Når vi skal ud og nyde solen og lege med Lilletut, må det enten foregå i vores gård, hvor der intet er. Eller på nogen af de gode legepladser, der trods alt ligger i nærområdet. Heldigvis er vores yndlings legeplads i Lilletuts gåafstand, så der bliver næsten dagligt trænet gang (moren er vel fys) og løb derhen – uden klapvogn. Og så bliver der leget til den store guldmedalje på den lukkede plads sammen med alle de andre Østerbro-babyer og børn. Det er altså idyl – bylig idyl – og vi elsker det alle sammen.