Højt at flyve…

De fleste ved nok hvordan det ordsprog ender, og hvor er det altså bare typisk mig! Hvorfor er jeg sådan? Fed weekend, lækker familie hygge (og de sødeste kommentarer til fortællingen om det), sød kæreste, sødt barn – lækkert, sødt, sødt, sødt…mig; bvaar – tristhed! Jeg kan nogen gange blive så trist helt ind i sjælen at det nærmest gør ondt. Jeg kan føle mig så alene, så magtesløs og så helt igennem trist også selvom der ikke nødvendigvis er en klar udløsende årsag. Jeg har skrevet om det før, og skal nok lade være med at skrive side op og side ned om det igen, men i stedet prøve at forklare om grunden. Eller det jeg tror er grunden – denne gang!

 

De af jer, der så mit billede på instagram (og læste teksten) i går, ved at vores sundhedsplejerske var på besøg til det planlagte 1,5 års besøg. Det er længe siden hun har været her, og der er sket meget både godt og skidt siden sidst. Ikke at besøget i sig selv gjorde mig trist, for vores sundhedsplejerske er sød nok, og sagde ikke noget jeg ikke havde forventet.

Selvfølgelig var hun ved at falde i svimer over hvor stor, dygtig og sød Lilletut var blevet siden sidst. En perfekt skabning (off course) der bare er så langt fremme motorisk og mentalt. Hun forstår næsten alt vi siger til hende og/eller beder hende om, og hun kan sige en pæn del ting også. Selvfølgelig er hun ikke ufejlbarlig, og kan da også blive frustreret når hun vil noget, som vi ikke kan forstå. Det skete selvfølgelig også da sundhedsplejersken var her! Lilletut blev pludselig, midt i en ellers hyggelig tullen rundt og lege, utidig. Ville have mad (da vi selvfølgelig lige havde snakket om, at vi ikke skulle give hende så meget mad om eftermiddagen, så hun ikke kunne spise aftensmad!), ville ikke have mad alligevel (da jeg stod med en banan i hånden) og begyndte derefter at græde og blive helt utrøstelig. Om man føler sig som en dårlig mor, der først ikke kan læse ens barns behov, for derefter ikke at kunne trøste hende…øhh ja det gør man!

 

Snakken med sundhedsplejersken gik selvfølgelig meget på Lilletuts sygdomsforløb og hertil manglende søvnrytme. Lilletut har altid været dårlig til at sove, så søvn-snakken har vi haft mange gange uden nogen gyldne løsninger. Intet nyt under den sol. Til gengæld kunne jeg godt fornemme, at sundhedsplejersken ikke var helt tryg ved alt den sygdom, feber, pencillin og astma medicin Lilletut har været igennem. Hun så på de tætskrevne feber-kalendere, kiggede på Lilletut og kiggede på Anton. Selvfølgelig skulle hun lige spørge, om vi havde tænkt over at han kunne være en del af problemet – og GUUUUUUD NEEEEJ!!! Argh wtx, selvfølgelig har vi det! Og jeg kunne så berolige hende med, at de tanker havde vi allerede luftet med de første 7-8 læger og sygeplejersker. FYI (For Your Information) så skal hun også testes for allergi mod hund på Lungeklinikken (blandt så meget andet).

 

Vi snakkede også rigtig meget om den vuggestue Lilletut går i. Tilfældigvis er vores sundhedsplejerske tilsyns-et-eller-andet i netop vores vuggestue, og skal til et tjek derhenne engang i juni. Hun lyttede derfor om muligt endnu mere interesseret til alle de punkter, som jeg kunne remse op, som vi er utilfredse med. Hun har tavshedspligt, men hun ville da især forsøge at ligge mærke til deres hygiejne, når hun skulle besøge dem. Og så kom det; hun synes vi skulle tage Lilletut ud af vuggestuen og ind i en mindre dagpleje!! Jeg tænkte egentlig nok, at hun ville sige det, og i princippet bestemmer hun jo ingenting, men det ramte mig åbenbart dybt alligevel. Bum. Der skal tages hensyn til min elskede Lilletut!

 

Lige pludselig følte jeg mig som en (endnu mere) lousy mor. Mit specielle barn går grundlæggende et helt forkert sted. Jeg (vi) har valgt forkert, stakkels Lilletut. Altså jeg ved med mit intellekt godt, at sådan er det jo ikke, og sådan mente hun det slet ikke. Jeg fik bare en kæmpemæssig følelse af utilstrækkelighed. Først kan jeg ikke læse mit barn (banan eller ej) og så går hun det forkerte sted – et sted der måske gør hende syg. Bang! Der faldt mit gode humør opbygget i weekenden helt til jorden.

For shit hvad nu?! Nu havde jeg lige fundet fred med at Lilletut skulle fortsætte i sin vuggestue, fået en god snak med personalet på stuen og været glad de sidste dage dernede – og hvad så nu?! Dagpleje alligevel?! Jeg siger ikke noget skidt om dagpleje, det har bare aldrig været mit ønske for mit barn, for tænk nu hvis det er en dårlig dagplejemor, som man ikke har god kemi med? Der er jo ikke andre voksne, man så kan bruge i stedet. Jeg synes, at det er at gamble lige lovlig meget. Vi har en flerbørnsdagpleje liggende næsten lige ved siden af os, og dér kunne jeg godt forestille mig at Lilletut skulle hen. Men flytter man et barn, der umiddelbart har det godt og har gode kammerater og forbindelser? Hun udvikler sig i rasende fart og elsker stedet. Men ja vuggestuen er et stort sted, med mange børn og altså mange baktusser samlet – og så spritter de nærmest aldrig hænder!!

Siger Riget at vi SKAL tage hende ud, ja så gør vi det selvfølgelig, men ellers kan jeg sq ikke helt finde ud af det. Idag hælder jeg til at hun skal blive gående i vuggestuen på trods af sundhedsplejerskens mening. Er det uansvarligt ikke at følge den? Og hvad er min egen helt reelle mening egentlig? For jeg er jo heller ikke tilfreds med vuggestuen i bund og grund, og har i skrivende stund stadig en klage mail liggende hos lederen, vi skal have holdt møde om. Udfaldet af det møde kommer selvfølgelig også til at spille ind, men shit der er mange faktorer der skal samles og holdes op mod hinanden. Det er altså svært! Og jeg bliver helt ør i mit hovedet af at skulle samle de forskellige tråde, faktorer, input og meninger og herefter komme med en konklusion og en endelig løsning. For hvad nu hvis den løsning (også) er forkert?!? Jeg vil jo blot min elskede Tut det bedste, men hvor er facitlisten til hvordan jeg gør det?