Når følelsen blot er utilstrækkelighed – og skuffelse!
Hvad gør man så? Når man ikke helt kan afgøre, hvilken en af følelserne der råber højest. Når man ikke kan finde ud af, om man virkelig er Verdens Dårligste Mor? Og den eneste tarvlige forældre der arbejder hele 16 LAAANGE km væk fra barnets vuggestue? Den eneste der åbenbart ikke er på deltid. Og den eneste der åbenbart ikke er født med en guldske i røven, så man kunne have sluppet for at arbejde og på den måde både kunne aflevere kl 10 og hente igen kl ca 13.30??
Helt ærlig; vågnede kl 04.10 i morges. Tog Lilletut over i vores seng, og blundede herefter indtil kl 04.30 hvor Lilletut selv stod op. Mamas vækkeur ville have ringet ca 04.45 men hun stod op med Lilletut, da det nok ikke ville gå så godt, hvis Lilletutti selv skulle klare morgenrutinerne. Da mama kørte ca 05.10, så Lilletut og jeg lidt Baby Einstein og stod op kl 05.30. Herefter hyggede vi med havregrød, duplo, dukken og dukkevognen samt astma-masken og tænders børstning. Vi havde en rigtig hyggelig normal morgen (okay ikke alle tingene var lige hyggelige), og moren (altså mig) var glad og fyldt med energi til den kommende dag – og de kommende patienter på hospitalet. Vi pjattede lidt i bilen hen til vuggestuen, løb ind da vi havde taget lidt for lidt tøj på til den kolde morgen, og hyggede med hænder-vaskningen på stuen. Fryd og gammen – indtil Lilletuts pædagog lige synes, at hun skal bringe op, i det jeg skal til at gå, hvad det er for noget, jeg har snakket med hende den anden pædagog på stuen om?!
Allerede her kan jeg mærke på mig selv, at jeg bliver lille dumme Katrine, der nærmest undskylder for alt på forhånd. Fortæller hende lidt stammende, at jeg havde spurgt den anden pædagog om det ville være okay at prøve at hente lilletut til “normal tid” igen. Både konen og jeg havde nemlig lagt mærke til, at det bare gik så meget bedre med hende, og at hun stortrivedes derhenne. Hun hyggede sig, og nu da de lukker nede i gården, vil hun sjældent med hjem, da hun bare elsker at lege i sandkassen. Jeg fortalte at jeg jo brugte min ferie på at hente hende før, og at det ikke var noget, der kunne holde meget længere. Pædagogen fra i mandags sagde, at det lød helt fint, og at de også havde lagt mærke til at det gik bedre, så selvfølgelig kunne vi prøve det….. Det var hende fra idag så bare slet ikke enig i. Åbenbart. Hun synes nemlig at Lilletuts dag i vuggestuen fra ca 07.15-16 er ALT for lang, og at små børn generelt slet ikke skal være i institution så længe. Jeg prøvede at fortælle, at vi netop synes, at hun hygger sig også om eftermiddagen og at hun slet ikke vil med hjem. Men DET var ikke en god grund; små børn har ingen tids fornemmelse og fordi de ikke vil med hjem, betyder det ikke at de har det godt! Og at vi plejede at blive lidt på legepladsen og lege lidt videre med Lilletut var også forkert. På den måde kom der alt for mange mennesker på legepladsen, og det var ikke hensigtsmæssigt!
Nånå!
Jeg prøvede at forklare, at det hjemme hos os er mig, der hiver pengene hjem, og at vi altså ikke har råd til, at jeg skal gå så meget ned i tid. Vi har næsten ikke engang penge nok til hverdagen, som det ser ud nu, så jeg kan slet ikke forestille mig at tjene mindre. Til det svarede hun blot at studier har vist at børn har det bedre sammen med deres forældre, og at det er synd for dem at være så længe i institution!
Jamen fedt-fedt; jeg elsker da også tanken om at mit barn skal være i en stor gammel bakterie-bombe 8 timer om dagen, og at jeg betaler i dyre domme for det oven i købet. Jeg elsker at andre mennesker har hende alle de “gode” timer om dagen. Og jeg elsker da også bare, at dem som passer hende i så høj grad virker, som om de gider bruge tid på hende!! WTF!
Da jeg sad ude i bilen og satte motoren i gang, kom det hele pludselig bølgende – utilstrækkelighed og skuffelse (og en klump i halsen).
Utilstrækkelighed for ikke at have succes som mor, forældre og forsørger. Utilstrækkelig som menneske, og helt og aldeles utilstrækkelig som havende ansvar for et andet lille menneske.
Skuffelse over at føle modarbejdelse, manglende forståelse og vilje til at sætte sig ind i vores sag. Som en der bare skal spytte penge i deres kasse, men helst holde mit barn hjemme så de ikke skal bruge tid på hende. En stor skuffelse over at føle, at have en plan med en pædagog for derefter at blive haglet ned som lorte forældre af den anden. Kæmpe skuffelse over at de ikke vil hjælpe os – hjælpe os til at finde en holdbar løsning for familien, os som forældre og for Lilletut selvfølgelig. Og også en kæmpe skuffelse over at de ikke ser hele hendes uge som en helhed. Hun bliver tit afleveret sent og hentet tidligt når mama eller jeg kan. Hun bliver holdt hjemme flere dage i træk hver mdr når bedsteforældrene er her, og afleveret sent hver gang jeg har senvagt. Helt ærligt det er en halv time der skiller os ad de øvrige dage. 15.30 er godt – kl 16.00 er FORFÆRDELIGT!!
Mens jeg kørte afsted på motorvejen blev jeg sq opgivende. Hvordan kan det nogensinde gå for konen og jeg? Hvis det her ikke er godt nok, hvad så hvis vi skal have to børn. Og hvad så hvis konen skal have den uddannelse hun så gerne vil have? Hvordan skal vi så nogenside få råd til husleje, bil, mad og bleer? Og tøj og sko til Lilletut? For ikke at sige noget som helst til konen og jeg (vi er allerede nedprioriteret i forvejen)? Når kollegerne så snakker om ny cykel, ferier, computer og ipad, og alle dem på IG flasher kubus stager i massevis, træ aber, mac books, string hylder osv osv, ja så bliver jeg sq deprimeret. Som i ægte deprimeret med en klump i halsen og lidt blanke øjne.
Hvis vi skal have det hele til at løbe rundt, skal vi nok snarere arbejde MERE – og det må så blive mig, for konen kan blot lægge “interesse-timer” i skxxx butik (bvaaaar)!! Hvordan skal vi/jeg så nogensinde kunne hente søde (og stakkels) Lilletut tideligere?? Det er sq op ad bakke. Stress, stress og totalt dårlig samvittighed. Hvordan kan nogen nogensinde ikke forstå hvorfor familierne går i opløsningen, forældre går ned med stress og depression??
Flere af mine kolleger har deres barn/børn i institution præcis lige så længe som os – og nogle endda en del længere – men uden at få på puklen over det. De fleste har det bare så skønt med at deres barn bliver passet, og føler de har en god dialog og forståelse med deres pædagoger. Jeg føler mig bare som en lort og utrolig dårlig mor. Jeg føler mig misforstået, og jeg bliver ked af at de modarbejder i stedet for at hjælpe. Jeg har lyst til at tude og skrige alle vores problemer og udfordringer ud til dem, og skrigende spørge hvordan de lige selv vil klare det? For helt ærligt det vil jeg gerne vide? Jeg kan jo tydeligvis ikke selv finde ud af det…
Øv hvor er det ikke fair af den pædagog at slynge sådan en ud! Det er bare ikke okay.. Tror desværre dårlig samvittighed følger med mor-rollen. Jeg er studerende, og pt på barsel med lillebror, så vores stor har altid haft enormt korte dage, og mange fridage. Men når jeg engang skal have et arbejde, så får han jo også dage fra 7 – 16. Og kan kun forestille mig hvor skidt jeg vil få det indimellem.. Men sådan er vores samfund indrettet. For der skal også penge i kassen. Ellers må man vælge en anden model, hvor man er fattig som en kirkerotte. Bum bum.. Men dumme pædagog!
Kh Henriette // http://www.blondinemor.dk