Mor eller mamas dag??

Post-Riget-tanker (og nej ikke post, som i post!)

Det blev et langt indlæg sidst, og jeg undskylder at fingrene løb af med mig på tastaturet, men pludselig væltede der bare ord ud, som ikke kunne bremses. Jeg tror, at jeg kan love, at det bliver kortere i dag – jeg skulle jo nødigt kede og/eller miste nogle af jer. Går ud fra at de manglende kommentarer på indlægget, ikke betyder at I ikke læser med – for det kan jeg jo se at I gør. Heldigvis 🙂 Blev det mon for personligt eller måske for langt til, at man orkede at skrive noget bagefter? Hov nu når jeg tænker mig om, så svarede mange af jer jo på IG, og selvfølgelig skriver man ikke sin kommentar to steder. Faktisk gav virkelig mange af jer mig en kommentar og tanke med på vejen, nu bliver jeg helt flov over jeg NÆSTEN glemte det. Det betyder faktisk alt, når I smider en kommentar her eller på IG, det gør mig glad ind i hjertet og følelsen af “Det skal nok gå” dukker op.

2014_ 5_ 9_20_58

Ikke fordi jeg på nuværende tidspunkt kan overbevise mig selvom, at der ikke er noget galt med Lilletut – det er jeg for stor en pessimist til – men fordi jeg tænker, at andre har overlevet værre eller lignende ting. Og så føler jeg mig ikke alene; udover konen, min søster og familien, har jeg så mange dejlige veninder, kollegaer, bekendte, følgere og læsere der vil hjælpe mig igennem eventuelle umulige tider. Men jeg er pessimist. Direkte arvet fra min farfar og min mor. Jeg er mester i at tage sorgerne på forskud, og nærmest opbygge en angst for noget, der ikke nødvendigvis vil blive en realitet. Spild af tid i mange tilfælde, og spild af mavepine, kvalme og ulykkelighed. Konen er heldigvis helt modsat og prøver at tale mig til fornuft, når jeg kommer for langt ud. Ret essentielt at have en, der hiver en den modsatte vej, men i de mørke aften og natte timer når jeg ligger og ikke kan sove, får tankerne alligevel frit løb.

TÆNK NU HVIS…

Helt ærligt min umiddelbare tanke er at jeg ikke har noget liv uden Lilletut. Hun er alt. ALT! Men en sej instagram-mor (Lisbeth) fik mig på andre tanker – TAK! Tænk at være så stærk, som hende (Lisbeth), at kunne give råd til andre (mig) i blot potentiel svære situationer, når man selv bakser med et sygt barn og noget der formentlig er værre. Overskud! Respekt! Lisbeth; håber du læser med, du er sej!

2014_ 5_13_22_ 1

Selvom der blot er gået en lille uge siden besøget på Riget og opringningen omkring prøverne, der fik det hele til at ramle for mig, er der virkelig løbet mange tanker gennem hovedet på mig. Som i rigtig mange – og i mange retninger. Forskellige retninger også. Det der især har fyldt, er spørgsmålet om Lilletut skal tages ud af hendes vuggestue og flyttes til en dagpleje?? Lægen snakkede om det, og pludselig kan jeg ikke huske, om hun sagde at vi burde/skulle gøre det, eller om vi kunne overveje det. Irriterende og typisk at jeg ikke husker det nøjagtigt. Er det et spørgsmål om hendes sundhed, ve og vel samt overlevelse, så er der selvfølgelig ingen tvivl, så må hun skifte. Men hvis det blot er noget vi kan overveje, så er jeg altså meget i tvivl. Og det er konen også. Vi har det nemlig også meget ambivalent med vuggestuen. Vi er nemlig i bund og grund blevet rigtig skuffet over den talrige gange. Så skuffede at vi i fredags satte os ned og skrev en lang mail til lederen. Ikke en decideret klage men nærmere en opsummering på vores uheldige oplevelser og vores mavefornemmelsen af stedet. Lederen har med det samme indkaldt os til et akut møde, så det er vi meget spændte på. Jeg havde dog en rigtig god snak med pædagogen på stuen idag omkring mailen (hun var blevet informeret af lederen) og fik heldigvis opklaring og afløb for mange af tingene, så det hele er ikke så akut for mig længere. Jeg hælder nu mest til at hun bliver gående i vuggestuen, men konen vil have hende væk derfra. Det skal siges at Lilletut har lært SÅ meget i vuggestuen. Hun snakker mange mange ord, og forstår faktisk alt vi siger til hende og beder hende om. Hun er motorisk langt og er vovet på den helt tilpasse måde, og så har hun en gruppe på 4 jævnaldrene,som hun leger fantastisk med, og de store på stuen, som hun også leger og lærer så meget af. Særligt de sidste dage har hun haft det så godt og været så glad. Dilemma!!

Hvad gør man? Hvad havde du gjort i vores situation, og hvad er din holdning til vuggestue og dagpleje? (Hvis hun skal i dagpleje, skal hun i en flerbørnsdagpleje, der ligger rundt om hjørnet fra vi bor (kræver dispensation fra kommunen).

2014_ 5_13_22_ 3

Næste indlæg

Mor eller mamas dag??