Når følelsen blot er… – part 3 “Mødet”
Uhh, så var det igår at “MØDET” stod. MØDET mellem konen og jeg og vuggestuens leder. Der var ingen pædagoger med, og altså heller ikke pædagogEN. Det var noget lederen havde bestemt, og altså ikke noget vi havde haft en indflydelse på. Personligt synes jeg det var det bedste, da vi i første omgang gerne ville have en masse svar fra vuggestuen og ledelsen – uden en masse forstyrrelser.
Jeg havde forberedt mig til mødet i bedste Katrine-stil med et overskrevet papir (på begge sider) med noter om tanker, følelser, episoder og samtaler, som vi skulle have vendt. Jeg læste desuden alle kommentarerne til de billeder jeg har haft lagt op på IG, hvor I og alle mine kære følgere derinde (forhåbentlig er I begge steder) havde givet mig gode råd og en masse peptalk med på vejen. Så dejligt – elsker når I er der! Det gav lige nogen gode formuleringer og lidt mere kampgejst. For lets face it – jeg var blevet lidt chicken-shit som dagen skred frem, selvom jeg forsøgte at undlade at tænke alt for meget på MØDET i løbet af dagen for bare at kunne bibeholde en nogenlunde normal puls. At jeg var sygemeldt derhjemme med en nyopdaget MRSA-smitte hjalp bestemt ikke (mere om det i et andet indlæg). Alt for meget tid til at tænke i.
Den første udfordring i optakten til mødet var at Lilletut var nød til at blive i vuggestuen under hele vores møde – formentlig til kl 17 når jeg kender min talestrøm ret! Jeg var så rad for at sige det til stuen, at jeg blev så lykkelig da jeg fandt ud af at dagen med MØDET tilfældigvis faldt sammen med en dag, hvor min egen far var på besøg fra Bornholm for at være censor diverse steder i Storkøbenhavn. Juhu, barnepasser sikret – mulig konflikt undgået! Lederen havde selvfølgelig allerede mailet os at SELVFØLGELIG var Lilletut mere end velkommen til at blive passet i vuggestuen under hele mødet, men det var nu rart at det ikke var nødvendigt. Morfar var glad, Lilletut var glad og mødrene var derfor også glade – og lidt nervøse.
Morfar gik hjem med Lilletut og vi gik op på 4.sal til lederens kontor. En lille snert af følelsen af at skulle op på rektors kontor fra skoletiden kom snigende. Den vuggestue kan altså få alle de dårlige erindringer frem. Der var ca 10.000 grader varmt oppe på kontoret, og jeg svedte tran under MØDET, Min trøje blev helt våd på maven – yep, så klammo er jeg, når jeg er lidt oppe at køre. Tror dog striberne på trøjen skjulte de våde pletter meget godt. Nå men…MØDET var SÅ FANTASTISK! Lederen er bare så professionel, sød, menneskelig, moderlig, pædagogisk, dygtig, overskudsagtig, indlevende og så super super kompetent! Jamen jeg kunne blive ved, og ville ønske jeg havde båndet mødet og kunne afspille det for jer, for jeg kan jo kun faile i at genfortælle det. Helt konklusivt kan jeg sige at jeg er SÅ rolig, tryg og glad for at Lilletut går i en vuggestue med så gode intentioner, pædagogiske planer, handleplaner, årsplaner OG en dygtig leder der tager ansvar for alle hendes ansatte, alle børn og alle forældre. Så fantastisk. Overskud og indblik – faktisk et helt enormt indblik!
Det var ikke os! Vi var ikke pylrede, overdrevne eller andet. Vi havde fuldstændig ret i ALT hvad vi sagde.
Lederen startede med at sige et stort og dybt “undskyld”! Hun var så oprigtig ked af alt vi havde oplevet, og havde aldrig oplevet før at nogle forældre havde haft så mange dybt beklagelige episoder med vuggestuen og personalet. Det var virkelig ikke i orden og yderst beklageligt. Efter hun havde beklaget og virkelig udtrykt at hun var ked af det, fortalte hun at der helt rigtig var store problemer på Lilletuts stue – og ISÆR med personalets kommunikation. De kunne hverken kommunikere med hinanden indbyrdes, hende som leder men bestemt heller ikke med forældrene! Det var et stort problem, og noget hun i høj grad havde lagt en plan for og arbejdede med allerede.
Problemerne startede allerede før Lilletut begyndte på stuen, hvor først den ene faste pædagog stoppede og blev erstattet af hende pædagogEN vi har problemerne med, og så et par mdr inde i Lilletuts start stoppede de sidste to “gamle”. Børnegruppen blev forvirret og begyndte at fungere rigtig dårligt pga alle de voksen-udskiftninger. Alle kunne mærke at det var et for stort tab for børnene, og fokus blev allerede der sat på børnene fra ledelsens side. De sidste stillinger blev besat af endnu en nyuddannet (åbenbart er hende pædagogEN også nyuddannet på trods af at hun er lidt oppe i årerne) og en intern vikar. Kemien og kommunikationen stuens personale i mellem var dog desværre dårlig og decideret mangelfuld. Lederen greb ind, da flere klager indløb både fra diverse forældre på stuen, de andre stuer og børnehaven og tilsidst også fra andet personale. Lederen lagde en resolut plan med ugentilige fællesmøder, individuelle coachinger og møder med hver af pædagogerne. Der var et klart fokus på pædagogisk kommunikation og selv lederen havde svært ved at forstå dem. Deciderede henstillinger har hun også måttet give “vores pædagog” da hun har handlet direkte forkert efter en ellers klar ordre. Fx. det med at spørge os 117 gange om ikke Lilletut kunne holde fri på de indklemte hverdage efter helligdage. Yderligere er det at pædagogEN tit får sagt ting hun ikke mener og som hun så trækker tilbage igen også et stort problem for stedet.
Alle vores anklager omkring dårlig og mangelfuld kommunikation med pædagogerne og pædagogerne i mellem blev altså genkendt og bekræftet. Til gengæld blev vi også lovet at der snart ville ske et udfald i sagen. Nu havde de arbejdet pædagogisk i flere måneder med stuen så nu var de snart ved vejs ende. Der skulle altså falde en afgørelse sagde lederen – som hun selvfølgelig skulle tage – men fordi at den omtalte pædagog er så pokkers god til børn – og til at kommunikere med børn – er det svært. Og hun elsker virkelig sit job, og er meget videnbegærlig og yderst kompetent til børn. Og hun ER god med Lilletut, og Lilletut elsker hende! Krammer hende, løber hen til hende – og vil have solcreme på af hende (!!!Lillelort). Lederen forsikrede os om at vi INTET har at frygte for Lilletuts hverdag. Hun trives, udvikles og får nye venner og kompetencer hver dag. Hun udfordres, kommer på ture og oplever så mange dejlige ting – fordi pædagogEN vil børnene det allerbedste!
Det tror jeg på. Og det gør konen også.
Lederen skulle have møde med stuen idag, hvor de dels ville tale om afslutning på indsatsen med stuen og dels vores møde. De konkrete ting skulle diskuteres igennem, og der måtte understreges at en sådan dårlig kommunikation bare ikke blev tolereret der. Hun lovede at vende tilbage til os med udfaldet af mødet, og hvad planen fremover skulle være. Så det venter vi så på. Og jeg er ret spændt, for mellem linjerne kunne jeg forstå at hvis ikke pædagogEN blev bedre til kommunikationen med andre (personale såvel som forældre) så blev hun fyret eller bedt om at gå!!
Vi fik også luftet tankerne om dagplejeskift og stueskift. Lederen var ikke afvisende men synes umiddelbart at vi lige skulle afvente deres møde idag, så det gør vi. Men jeg har en god mavefornemmelse nu. Jeg tror sgu på stedet igen, og jeg ved at lederen er på sagen og at hun er yderst kompetent til det. Jeg græd flere gange til mødet og måtte få en kleenex, men jeg krammede hende da jeg gik fordi jeg var så lettet. Den knugende pressende knude i maven var løsnet, og den ultimative følelse af at være Verdens Dårligste Mor var svundet ind. Jeg havde fået luft for angsten for at hente for sent og arbejde for meget, og vidste nu at de fleste forældre havde samme arbejdtider som mig – og at selvfølgelig var Lilletut velkommen i ALLE institutionens åbne timer (07-17).
I dag var hun der fra 07.30-16!!! Jeg skrev kl. 16 på hente-listen uden at tøve (så meget)!
Huuuurra! !! Fedt at det gik sådan! Så kan I se fremad:)
Godt gået!