Barndommens gade

Jeg har faktisk før citeret Anne Linnet i både overskriften og starten af et blogindlæg, den første gang dog noget mere trist se selv her, men hun er bare så god hende Anne (Linnet, vi er vist ikke helt på fornavn. Endnu.) Hun rammer bare plet i så mange af hendes tekster. I love it. Denne gang er det “Barndommens gade” sangen der har kværnet inde i mit hovedet. For der har jeg været, altså på min barndoms gade, denne første uge af min og min lille regnbuefamilies ferie.

Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens ro. Jeg er den bankende rytme i alt hvad du længes mod.

Jeg gav dig min store alvor en dag du var vildt forladt, jeg dryssed’ lidt vemod i sindet en drivende regnvejrsnat.

Fløj du så vidt over lande, og voksede du fra din ven. Jeg er din barndoms gade, jeg kender dig altid igen.

Og hvor er det en lille smule underligt og tankevækkende at være tilbage det første sted, hvor man selv har sat sine ben. Tilbage på det sted som har været grundrammen for hele ens opvækst, ens opdragelse og dannelsen af det jeg, som jeg er helt inderst inde – på godt og ondt. Underligt når man står der i den lange indkørsel med sit eget barn i hånden, går ind i gården og videre ind i bryggerset og ind i huset. Huset der har de samme rum, som da jeg boede der. Mange af de samme ting – og selvfølgelig de samme to forældre. Ikke at det er en selvfølgelighed i dag altså, men de er der begge to hjemme hos mig. Altså der hvor jeg havde hjemme før. Alt er ændret og alt er det samme. Jeg tænker formenligt for meget over tingene, men jeg kan blive helt ør af at bo hjemme i mit barndomshjem med min egen familie. Fordi tingene jo foregår på en måde hjemme hos min mor og far, men på en anden måde i vores lille familie med mama og jeg (og Lilletut selvfølgelig). Det er lidt som at prøve at passe to forskellige ting samme til en helhed. Det kan lykkes lidt, men så alligevel ikke.

Når jeg er tilbage på barndommens gade kan jeg ikke lade være med at tænke på om jeg er den samme Katrine, som forlod den. Jeg fløj (sejlede) jo fra den lille ø i søen, og voksede vel egentlig fra den – og mange af de ting jeg efterlod. Men er jeg alligevel MIG inderst inde? Er jeg til at kende igen, som sangen ellers siger? Jeg har forandret mig meget; fx flyttede jeg fra øen med en Hr.Simon som kæreste, og vender nu tilbage med en Fru.Marie som kone og mama til mit barn? Noget af et stilskifte og en masse rod der imellem, så kender den stille barndoms gade her på stille Bornholm så egentlig virkelig mig igen?

Tankespind.

Vi har hygget os så gevaldigt herover. Vejret har jo været forrygende – og ja næsten bogstavelig talt rygende, for det har været så varmt. Over 45 grader i solen. Vi har knapt kunnet holde til det. Lilletut har rendt rundt næsten bar, og helt svedig i det lange babyhår og på den lille krop. Tror desværre hun har arvet min varme, jeg sveder også for et godt ord. Men selvfølgelig har hun også været syg den lille Tut. Mellemørebetændelse med løbende ører, hoste, snot og skrig om natten. Sidste nat måtte jeg sidde hele natten med hende på brystet ellers skreg hun hjerteskærende. Al den hoste forstår jeg virkelig ikke. Jeg glæder mig meget til snart at få en vurdering fra Dansk LungeCenter her i august, håber de kan give svar og råd med på vejen.

Ellers har vi kigget på retro legetøj og sko. Min mor gemmer nemlig alt. Som i alt. Engang synes jeg det var lidt irriterende at alt skulle på loftet, jeg er skild-dig-af-med-det-typen, men nu synes jeg at det er SÅ fantastisk. Der er SÅ mange skatte på det loft…

Den fuldstændig originale Juno seng, som min far købte i al hast da jeg blev født to uger for tidligt for 33,5 år siden. 150 kr brugt. Den er aldrig blevet malet eller lign, så den har den helt originale farve og alt. Både jeg og min søster sov i den, nu er det Lilletuts seng.

Vores kæmpe kæmpe kæmpe Duplo, lego, playmobil, barbie og brio tog samling. Lidt af brio samlingen er taget ned allerede, resten af de kæmpe samlinger venter på at Tutti bliver lidt større.

Diverse retro baby legetøj i både træ og plastik. Og ja, hun får lov at lege med det når vi er der, jeg er her jo stadig og er da nogenlunde normal. Tænker også at mange af de gamle stoffer sikkert er fordampet og/eller ligger i kroppen på min søster og jeg. Jeg synes bare det er sjovt at se hvad jeg selv legede med. Jeg bilder mig ind at jeg kan huske det meste af legetøjet.

Sidst men ikke mindst har min mor også gemt alt det tøj og fodtøj, der overlevede i pæn stand fra min søster og jeg. En masse stofbleer har jeg allerede i brug, og nogen trøjer og undertøj. Men i denne omgang fandt hun også de sødeste små læder Bundgaard sko med rågummi sål, som min søsters trådte hendes første skridt i. En str. 20 sandal i blå, lidt slidt på skosnuden, men ellers i perfekt stand – og lige Lilletuts størrelse (selvom hendes andre sko er i str 22!). Lilletut har futtet rundt i skoene på Solskinsøen, og vi har også fået dem med hjem, for Lilletut kan lige så godt få lidt glæde af dem i stedet for de står hjemme hos forældrene. Men dog har jeg lovet min søster, at jeg gemmer dem så hendes børn også kan forsøge at få glæde af dem.Der kan man sgu ikke klage over kvalitet og/eller holdbarhed, det må være godt håndværk.

Foruden retro-lykke har vi bare nydt ferietiden sammen med mormor og morfar. Lilletut har knuselsket at være i centrum hos alle de voksne, og har virkelig nydt – NYDT – at kunne løbe direkte ud fra huset og enten ud i gården, ud på terrassen eller ud i haven. Provinsmennesker – jeg forstår jeres lykke!!!! Nu vil vi også have en have (med indhegning)!

I morgen pakker vi påny og tager i sommerhus med bedsteforældrene i Vestjylland. Bloggen kommer formentlig til at køre på samme blus som denne uge, altså ikke det højeste med indlæg hveranden/tredje dag. Men jeg vil forsøge at gøre mit bedste, dog har jeg lovet at huske at nyde tiden med familien IRL i stedet for bag og gennem min computer og telefon skærm. Men jeg håber I læser med alligevel. Jeg er jo afhængig af jer, og savner jer når I ikke er her 🙂

Husk stadig konkurrencen om de lækre produkter fra Sophie la Girafe HER