For dævlen altså – så røg Anton!!!

Ej, altså L O R T E Gud, Karma, Allah eller hvem der nu engang bestemmer deroppe fra!? Hvem filan skal man kn…. for at få held i livet efterhånden???

Vores første fødte søn. Vores prins. Vores elskede Toni (Lucca Toni). Vores skønne Antonius og lille franner (franske bulldog) – ANTON! Givet væk. Foræret væk til en familie i Greve, der helt sikkert kan give ham tanden mere end det vi efterhånden magtede! Men for filan altså!! Vi fejlede! Vi troede vi kunne, og så kunne vi ikke alligevel. IGEN!! For vi har sgu, for at det ikke skal være løgn, allerede givet en hund væk i tidens løb. Dog til mine forældre så det er som om det ikke gælder helt på fejl-kontoen alligevel så! Men denne gang syntes vi ikke at mine forældre skulle redde vores røv igen. Denne gang måtte vi tage de fulde konsekvenser og finde en dejlig familie til Anton, så han får alt det han fortjener – og helst mere til. Og så har mine forældre allerede nu to hunde (min søster har også afleveret en).

Men shit det gør ondt og føle at vi har svigtet ham. Han valgte jo ikke os som forældre – vi valgte ham, for så at fravælge ham igen. Dem der ikke har hund (eller dyr generelt) synes helt sikkert det virker overdrevet at kunne tude over en hund, men det kan man altså! Vi kan i hvert fald! For pludselig kommer der et menneske (okay en hund) på tabskontoen i krisen herhjemme. Pludselig skal nogen lade pladsen i familien for at andre kan være der. Lille søde og kærlige Anton, der aldrig ville gøre selv en flue fortræd (seriøst – han kan slet ikke fange dem!), skal pludselig vælges fra. Svigtes på det groveste af os, der både helt egoistisk har anskaffet ham – og nu også afskaffer ham! Dumme os – tænk sig ikke at kunne oppe sig nok til at beholde verdens bedste hund! Avs!

Anton har været vores første fødte søn. Han har gået igennem mange ting med os; mine depressioner, min frygtelige graviditet, alt for mange flytninger, konens crazy arbejdstider og arbejdsforhold, rejser og selvfølgelig alle hyggestunderne og alt kærligheden. Anton er sådan en hund, der skal være i centrum. Han skal ligge i midten i sengen og på sofaen, og sidde på skødet i stolen og i bilen. Han vil være en del af familien lige der hvor varmen er. Før Lilletut var der måske lidt for meget tendens til at han fik tiltusket sig alle kærtegn. Han er og bliver en lille magnet for nus, kys og kram. Konen og jeg glemte nok at give det til hinanden i vores ubetingede kærlighed til Anton. Sådan noget skal man nok passe lidt på med. Selvfølgelig skal hunden have lååååve – bare ikke alt!

Da Lilletut kom til Verden og ind i familien måtte selv Anton vig tronen som kongen af opmærksomheden. Vi prøvede ikke at glemme ham, men naturligt blev han nr to efter Tut. Ikke noget der behagede ham, så han prøvede alt. Lagde hans legetøj på Lilletut når hun lå på gulvet; på maven af hende, i hovedet af hende. Hver evig eneste gang vi sad nede på gulvet og legede, så kom han med hans legetøj og troede helt sikkert det hele var til ære for ham. Lille mand! En utrættelig lille mand der selv i en aldre af tre år er det største legebarn. Lilletut elsker ham. Elskede ham?!?! Hun har slet ikke helt forstået eller opdaget at han er væk!

Anton og Lilletut er bedste venner. Eller var!! Og hvor gør det ondt at have fjernet ham fra hende. “A’ton” kalder hun efter ham. Hun forventer – lige som os – at han kommer løbende ud af døren når vi kommer hjem. At han ligger på sofaen om morgenen når vi kommer ind i stuen. Men det gør han ikke længere! Han passer på hende; når hun er syg, når vi skændes (diskutere), når hun er ked af det eller når andre hunde nærmere sig hende. Han er sgu en guttermand! Heldigvis har han allerede nået at lære hende at elske dyr og hunde især. Og hun ved præcis hvordan man skal omgås dem, og hvordan man nærmer sig når man ikke kender hunden. Helt ærligt så bliver jeg totalt provokeret af de forældre, der panisk haler deres unger tusind kilometer væk fra en hund fordi DE er bange. Ja så er det da ikke mærkeligt, hvis barnet også bliver rad!

Vi elsker Anton, men I vores turbulente familie bragte han med tiden mere irritation end glæde. Og DET fortjener han ikke. Vi nåede dertil hvor det gik op for os, at det kun var for vores egne egoistiske menneske følelser at vi beholdte ham og ikke hans hunde tarv. Han ville altså havde det bedre et andet sted! #sandhedenomatfåbørn; You win some, you loose some! Fårk shit, vi tabte Anton! Lort!

For os er spørgsmålet nu…skal der tabes mere…?! (Fårk, shit!)