Nåhr ja, Lilletut…

Egentlig er det længe siden at jeg har skrevet om Lilletut, altså sådan om hvordan det går hende. Der er gået totalt ego-depri-mor i den! Jeg ved ikke med jer, men jeg dedikerer lige aftenens indlæg til hende og alle de ting hun pludselig kan. Den lille trut som i den grad har vendt op og ned på mit – og vores – liv hjemme i lejligheden på Østerbro. Shit hvor er det bare overvældende at tænke tilbage. Og hvor kan jeg lige præcis i skrivende stund blive helt tung om hjertet og ked af det, når jeg tænker på hvor mange lorte-ting jeg har pålagt min elskede Lilletut i hele den hårde tid. Jeg har virkelig 100% oprigtigt syntes at det var den mest sindssyg hårde og umenneskelige ting at få barn, og jeg har slet ikke kunnet forestille mig hvordan nogen kunne være bund lykkelige. Jeg har brugt mange ord på bloggen her og har forsøgt at vende og dreje problematikken på flere måde som bla HER.

For tiden spekulerer jeg over om det mon istedet var forholdet der trak tænder ud fremfor Lilletut. Det er besværligt at få børn, men SÅ besværligt??

Nå, L i l l e t u t og ikke ego-mor!

Hun er ikke en baby mere! Hun er jo en pige, en lille dame. En lille primadonna. Et fantastisk kærligt og bestemt menneske. En pige med fuld fart over feltet, krudt i røven og ikke en frygt i livet. Hun elsker at HOPPIIII ud fra ting. At klatre op der hvor alle de store skal klatre op. Hun vil prøve de store rutschebaner SEEEELV- MIIIIG, og elsker at tumle vildt med mama. Hun er drengepige! Og hvad ellers med to sådanne mødre?!
Og så snakker hun som et vandfald. (Som sin moar) Hun har bare flyttet sig så sindssyg meget sprogmæssigt her i sommerferien og over de sidste to måneder, at man snart ikke kender den lille pige længere! Hun kan gøre sig forståelig, og hun kan kommunikere i både sætninger og med rigtige ord. Vi er meget benovede i hele familien, for det er bare så surrealistisk at den lille baby, der først intet kunne, nu render rundt og snakker og omtaler alle ved det rigtige navn og kaldemåde. “Se morfar, et hul” siger den lille tut og peger på et hul i gulvet! Fantastisk at hun pludselig kan så meget.
Men sheisse et temperament den unge dame har. NEEEEEJ er stadig yndlings ordet, og MIIIIIIIG, MIIIIIIIN bliver brugt meget tit i “leg” med de andre børn. Jeg prøver sammen med pædagogerne i vuggestuen at få hende til at lære at dele og sige ja. Det holder lidt hårdt 🙂

Hun løber, går, hopper, kravler, klatre, cykler og tumler. Hun elsker sin løbe-cykel og hendes bObles dyr. Fys-moren er yderst tilfreds og elsker at se hende udfolde sig.

Brillerne går dog ikke særlig godt. hun nægter at tage dem på, endda selvom at en af pædagogerne i vuggestuen har fundet hendes læsebriller frem fra gemmerne, for at lege “briller” med hende. Jeg tror desværre at I søde læsere har ret; dem hun har er for tunge, glider ned over næsen og sidder bare for dårlig fast på hendes ansigt. Konen og jeg har aftalt at vi ved førstkommende mulighed køber de der fancy dyre gode nogen til hende. Nåhr ja, hvad skulle man dog ellers bruge ens penge til…

Kan I huske alt bøvlet med vuggestuen? (ellers så læs her, her, her og her) Lilletut elsker sin vuggestue, og hun elsker alle medhjælperne og pædagogerne. Hun savner den pædagog vi havde vores problemer med, og det gør vi faktisk også. Når jeg skriver “savner” så er det fordi, at den pågældende pædagog desværre har været sygemeldt i et par mdr nu. Tror den gode sommerfest i juni var sidste gang jeg så hende. Jeg har det sgu dårligt over at jeg evt har været med til at få hendes bæger til at flyde over. Lidt stik i hjertet lige der. Tilgengæld er der kommet en mandlig pædagogmedhjælper i stedet som Lilletut ELSKER! Som i virkelig elsker!! Hun hujer efter ham hver morgen, og sidder altid ved siden af ham, på hans arm eller leger med ham når man kommer for at hende. Vi snakker også tit om ham derhjemme og siger hans navn højt – meget højt! Hviiiiin første forelskelse!

Jeg tør ikke skrive det; men gør det lige alligevel. Jeg VED jo godt at hende Karma der er efter mig alligevel! So here it comes… Hun sover bedre! Lilletut altså, og selvfølgelig ikke i nat, men ellers! Nogen gange er jeg kun derinde før jeg falder i søvn og så først igen når hun vågner ved 05-tiden. Succes og overskud!!
På Riget så alle prøver omkring hendes lunger fine ud, så ingen cystisk fibrose, cilijedyskinesi eller lignende. Hurra. Og så er vi stoppet en periode med at give hende hendes astma medicin…og hmmm kunne det havde en medvirken til hendes bedre søvn?!?

Lilletut har det godt. Hun stortrives og reagerer ikke rigtigt på det der foregår mellem konen og jeg. Ellers dvs lidt gør hun jo. Når mama har passet hende, skal hun lige bruge en dag eller to på at forstå at mama ikke er der længere. Det gør ondt i hjertet når hun kalder på mama i et hjertetsskærende hyl og går rundt og leder efter hende i stuen. Lille pus altså!