Parterapi – alene

Thank God its Friday siger Instagram endnu en gang! Denne fredag kan jeg være lidt mere med. Jeg arbejdede sidste søndag og synes det har været en hård, lang og travl uge, så JO; THANK GOD ITS FRIDAY! Endnu mere fordi jeg har fri. Og Lilletut er i vuggestue. Hold nu bøtte hvor jeg nyder det, eller skal til at nyde det, for dagen startede med noget jeg både har frygtet og set frem til på samme tid.
Parterapi. Uden konen!

Jeg har før holdt det lidt hemmeligt, at konen og jeg gik i terapi. “Lidt” fordi jeg har nævnt at vi har snakket med “en klog dame” (fx i indlægget her), men stadig lidt hemmeligt fordi jeg jo altså ikke har kaldt en spade for en spade og sagt “Hej, vi går i parterapi fordi vi har det pisse svært sammen!”. Dette har både været af hensyn til konen og mig selv. Helt personligt har jeg altid syntes det var mærkeligt med parterapi. Hvis man har det så dårligt at man ikke kan snakke sammen længere, så hvorfor overhovedet bruger tid og penge på at snakke med en anden om det. Langt de fleste går vel alligevel fra hinanden. Waste of money you dont have! Og så er det vel også lidt et tabu. Hvorfor skildre med at man har et problem. Et så stort problem så man er nød til at have professionel hjælp!?

Men jo, konen og jeg har været så langt ude i tovene i vores forhold at vi (eller faktisk min svigermor) skrev til en familieterapeut tilbage i januar og bad om hjælp! Min kone havde gjort noget lort, svigtet mig på det groveste og vi kunne ikke komme videre. Jeg var så fast besluttet på at det skulle være os, selvom jeg stadig havde SÅ ondt indvendig og følte mig SÅ svigtet at jeg slet ikke kunne være et helt (og normalt) menneske. Jeg havde ikke flere ord, og tyede lidt for ofte til at blive lidt voldsom overfor konen og råbe MEGET højt. Ikke holdbart for nogen. Hjælp udefra skulle der til.

Vores søde og ret kloge dame – aka parterapeuten – fik åbnet op for ordene. Og tårerne. Hold nu op hvor har jeg grædt meget HVER gang vi har været der. Og drukket enorme mængder vand. Heldigvis fik konen også lukket op, og vi har efter en del besøg fået åbnet endnu mere op, fundet ting at arbejde med både sammen og hver for sig. Man kan godt sige at vi fandt hinanden igen til terapien. Til en vis grænse i al fald. For i og med vi nu er endt hvor vi er, kan I jo nok gætte at alt ikke bare gik rosenrødt slag i slag.

Aftalen i dag var således egentlig en gammel aftale for os begge to. Først prøvede jeg at få konen til at tage afsted alene, fordi hun lynhurtigt kørte fast i det her “bo-hver-for-sig” projekt. Dét ønskede hun dog ikke, og jeg måtte indse at jeg kun kan forsøge at fikse mig selv. Hvor end jeg gerne ville tage fuld ansvar for konen og hendes lykke – i stedet for og på bekostning af min egen lykke – må jeg indse at man kun kan og skal være sin egen lykkes smed. Jeg har ansvar for mig selv, og konen har ansvar for sig selv! Og det er svært for mig. Jeg vil så gerne gøre andre glade så jeg er mere end villig til at mærke efter hvad jeg selv vil. Det er nemlig for mig nemmere ikke at tage beslutninger udfra egne følelser og ønsker. Sad but true – og det gælder alt lige fra forhold, til tøj til aftensmaden.

Men hold nu op hvor får man meget ud af at gå til terapi hvis man tør. Det er hårdt og på vej derhen tænker jeg altid at NOOOO jeg magter ikke at græde lige om lidt. Jeg prøver altid at lade være med at lade følelserne få frit løb, men det kan jeg jo ikke – og det er vel også det der er meningen. Alt skal ud så en professionel kan se det ovenfra og komme med råd og vejledning uden at have aktier i nogen af parterne.
Hos mig er den nuværende situation “sort-hvid” “enten-eller”. Kan vi eller kan vi ikke være sammen som kærester (eller ægtefolk som vi jo er)? Jeg tænkte da jeg gik op af trappen hos den kloge dame: “shit, om en time er det enten-eller”!
Men det var det ikke. Jeg fik snakket meget, luftet en masse betragtninger og følelser og grædt selvfølgelig. Men gik derfra med en løsning jeg end ikke havde forestillet mig var professionel smart og overhovedet mulig. Men jeg gik samtidig mere lettet derfra da jeg mærkede efter. Løsningen som jeg skal have fremlagt for konen er ikke sort-hvid. Den er ikke enten-eller. Og den kræver tid (meget længere end 3 uger), åbne kort og kommunikation. Den kræver at vi begge skal give og tage, og at vi begge skal finde ud af at fungere. I hverdagen, i fremtiden.
Når konen er involveret i den eventuelle plan/forslag og vi har taget stilling til om det skal prøves af, skal jeg nok fortælle jer om det. Indtil videre må I vente i spænding.