Så stod kroppen af!
Jeg ved ikke om jeg har fortalt det nogensinde herinde, men jeg har tastet lidt om det på instagram en gang. Jeg har i mange år haft nogen ret voldsomme (og ubelejlige) mave/ryg-smerter. I tiden op til og under min store depression for en 4-5 år siden var de ekstra slemme og eksploderede nærmest i anfald flere gange ugentlig. Anfald der gjorde at jeg tit ikke kunne andet end at ligge i forsterstilling og græde af smerte. Ingen læger, speciallæger eller hospitaler kunne finde ud af hvad jeg fejlede. Smerte-anfaldene startede nemlig helt tilbage i folkeskolen, var væk nogen år og kom tilbage i gymnasietiden for så at forsvinde igen en del år. De dukkede så relativt mangfoldigt op efter mit højskoleophold, da jeg var flyttet til København.
Efter at være blevet undersøgt i alle leder og kanter (!) fik jeg stillet diagnosen “Kronisk pancreatit” som er en kronisk betændelsestilstand i bugspytskirtlen. I princippet en ret alvorlig sygdom – en mange alkoholikere får og dør af – men en sygdom der ikke passede 100% på mig, men var bedste bud fra hospitalets side. Diagnosen gjorde at jeg ikke måtte drikke alkohol længere, da den skulle være med at til at give cyster i bugspytskirtlen og altså være med til at holde betændelsestilstanden aktiv og være nedbrydende for vævet.
Jeg stoppede med alkohol i en tid hvor alt mening med livet nærmest var at tage i byen og drikke med veninderne. Hold nu bøtte hvor fik jeg eksistentiel krise! Hvor har jeg gået tudende hjem fra mange fester i top deprimeret tilstand og bare følt mig SÅ forkert.
Mavesmerterne medførte depressionen konstaterede min egen læge og lægen på hospitalet. Ærgerligt selvfølgelig – men fuldt forståeligt! At gå med så mange smerter, som intet medicin kan fjerne, giver de fleste patienter en depression før eller siden – min var så kommet nu!
At min krop ikke psykisk kunne klare smerterne blev forklaringen for mig! Sikke et skvat-hoved der ikke engang kan klare smerte! Taber-mig! Jeg var virkelig deprimeret og meget lang nede – pga smerterne var jeg da helt sikker på. At jeg samtidig skulle lyve for resten af familien (havde mine forældre bestemt) mht at jeg var begyndt med pige-kærester, var da bare en træls kombination!! På det tidspunkt boede jeg sammen med min første pigekæreste, men når jeg talte med mine bedsteforældre i telefonen, måtte jeg altid lyve og sige at jeg lå med mine smerter alene. De var SÅ ulykkelige på mine vejne, og jeg fik helt (endnu mere) ondt i maven (og i hjertet) af at skulle lyve så meget for dem. Og hold nu op hvor skulle jeg også holde tungen lige i munden, hver gang jeg skulle fortælle noget om min hverdag – for min pige-kæreste skulle jo holdes udenfor og detaljerne skulle twistet til noget jeg kunne gøre alene. Det var hårdt!
I alle årerne før konen og jeg begyndte at snakke med en terapeut (ca 5 år) har jeg ikke tvivlet et sekund på at mine mavesmerter forårsagede min depression. Det gør jeg nu! Terapeuten fik nemlig mine øjne op for at det formentlig er omvendt! Alt andet ville være underligt!!! At undertrykke ens følelser, ens egen person, ens accept og ens glæde i mange år kan nærmest ikke give andet end smerte. På sjælen og kroppen! Det føles så sindssyg rigtigt at forklaringen skal findes i mit sind allerførst end som i kroppen. Og alle de mange undersøgelser min krop fysisk har været igennem, kan da også bevidne at den ikke fejler noget!!!!!
I dag søndag – efter to uger alene med Lilletut; To uger med konstant afbrudt søvn, sent i seng og tidligt op, bekymringer om at huske alt omkring Lilletut, fysisk go fra tidlig morgen til sen aften, fortvivlelse over forholdet, og ikke to sekunder til at gennemtænke og gennemføle min situation – ja så er min krop i dag stået af. Mine mavesmerter er braget tilbage og har henvist mig til sengen, varmepuden og de smertestillende der ikke virker godt nok! Min krop kan ikke hænge mere sammen og mit hovedet kan snart ikke tænke mere…eller dvs det springes snart med alle de tanker der gerne vil ud. Jeg vil have ro og fred til at tænke. Ro og fred til at mærke.
Så ja, som flere af jer utrolig søde og gennemskuende læsere har kommenteret, så JA, jeg har brug for at være mig selv herhjemme. Ikke mig selv ude på en bænk i Fælledparken eller i en stol på Baresso, mig selv herhjemme i lejligheden hvor jeg kan dimse rundt, tænke og mærke i VORES miljø. Vores, som måske ikke er vores ret meget længere!!
Jeg har brug for at tage mig lidt af mig selv. Min krop har brug for at jeg tager mig lidt af den! Hvor er det vildt at man (jeg) kan glemme og negligere mig selv så meget, at det er min krop der er nød til at stå af før jeg stopper op!!
Får lyst til at give dig verdens største kram!!!!!!!