Parterapi - alene

Så stod kroppen af!

Jeg ved ikke om jeg har fortalt det nogensinde herinde, men jeg har tastet lidt om det på instagram en gang. Jeg har i mange år haft nogen ret voldsomme (og ubelejlige) mave/ryg-smerter. I tiden op til og under min store depression for en 4-5 år siden var de ekstra slemme og eksploderede nærmest i anfald flere gange ugentlig. Anfald der gjorde at jeg tit ikke kunne andet end at ligge i forsterstilling og græde af smerte. Ingen læger, speciallæger eller hospitaler kunne finde ud af hvad jeg fejlede. Smerte-anfaldene startede nemlig helt tilbage i folkeskolen, var væk nogen år og kom tilbage i gymnasietiden for så at forsvinde igen en del år. De dukkede så relativt mangfoldigt op efter mit højskoleophold, da jeg var flyttet til København.
Efter at være blevet undersøgt i alle leder og kanter (!) fik jeg stillet diagnosen “Kronisk pancreatit” som er en kronisk betændelsestilstand i bugspytskirtlen. I princippet en ret alvorlig sygdom – en mange alkoholikere får og dør af – men en sygdom der ikke passede 100% på mig, men var bedste bud fra hospitalets side. Diagnosen gjorde at jeg ikke måtte drikke alkohol længere, da den skulle være med at til at give cyster i bugspytskirtlen og altså være med til at holde betændelsestilstanden aktiv og være nedbrydende for vævet.
Jeg stoppede med alkohol i en tid hvor alt mening med livet nærmest var at tage i byen og drikke med veninderne. Hold nu bøtte hvor fik jeg eksistentiel krise! Hvor har jeg gået tudende hjem fra mange fester i top deprimeret tilstand og bare følt mig SÅ forkert.
Mavesmerterne medførte depressionen konstaterede min egen læge og lægen på hospitalet. Ærgerligt selvfølgelig – men fuldt forståeligt! At gå med så mange smerter, som intet medicin kan fjerne, giver de fleste patienter en depression før eller siden – min var så kommet nu!

At min krop ikke psykisk kunne klare smerterne blev forklaringen for mig! Sikke et skvat-hoved der ikke engang kan klare smerte! Taber-mig! Jeg var virkelig deprimeret og meget lang nede – pga smerterne var jeg da helt sikker på. At jeg samtidig skulle lyve for resten af familien (havde mine forældre bestemt) mht at jeg var begyndt med pige-kærester, var da bare en træls kombination!! På det tidspunkt boede jeg sammen med min første pigekæreste, men når jeg talte med mine bedsteforældre i telefonen, måtte jeg altid lyve og sige at jeg lå med mine smerter alene. De var SÅ ulykkelige på mine vejne, og jeg fik helt (endnu mere) ondt i maven (og i hjertet) af at skulle lyve så meget for dem. Og hold nu op hvor skulle jeg også holde tungen lige i munden, hver gang jeg skulle fortælle noget om min hverdag – for min pige-kæreste skulle jo holdes udenfor og detaljerne skulle twistet til noget jeg kunne gøre alene. Det var hårdt!

I alle årerne før konen og jeg begyndte at snakke med en terapeut (ca 5 år) har jeg ikke tvivlet et sekund på at mine mavesmerter forårsagede min depression. Det gør jeg nu! Terapeuten fik nemlig mine øjne op for at det formentlig er omvendt! Alt andet ville være underligt!!! At undertrykke ens følelser, ens egen person, ens accept og ens glæde i mange år kan nærmest ikke give andet end smerte. På sjælen og kroppen! Det føles så sindssyg rigtigt at forklaringen skal findes i mit sind allerførst end som i kroppen. Og alle de mange undersøgelser min krop fysisk har været igennem, kan da også bevidne at den ikke fejler noget!!!!!

I dag søndag – efter to uger alene med Lilletut; To uger med konstant afbrudt søvn, sent i seng og tidligt op, bekymringer om at huske alt omkring Lilletut, fysisk go fra tidlig morgen til sen aften, fortvivlelse over forholdet, og ikke to sekunder til at gennemtænke og gennemføle min situation – ja så er min krop i dag stået af. Mine mavesmerter er braget tilbage og har henvist mig til sengen, varmepuden og de smertestillende der ikke virker godt nok! Min krop kan ikke hænge mere sammen og mit hovedet kan snart ikke tænke mere…eller dvs det springes snart med alle de tanker der gerne vil ud. Jeg vil have ro og fred til at tænke. Ro og fred til at mærke.
Så ja, som flere af jer utrolig søde og gennemskuende læsere har kommenteret, så JA, jeg har brug for at være mig selv herhjemme. Ikke mig selv ude på en bænk i Fælledparken eller i en stol på Baresso, mig selv herhjemme i lejligheden hvor jeg kan dimse rundt, tænke og mærke i VORES miljø. Vores, som måske ikke er vores ret meget længere!!
Jeg har brug for at tage mig lidt af mig selv. Min krop har brug for at jeg tager mig lidt af den! Hvor er det vildt at man (jeg) kan glemme og negligere mig selv så meget, at det er min krop der er nød til at stå af før jeg stopper op!!
2014_ 8_ 7_22_ 1

12 kommentarer

  • Lisbeth

    Får lyst til at give dig verdens største kram!!!!!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      TAAAAAK – Jeg tager meget gerne i mod…..og krammer igen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • maria

    Åh nej dog:(
    Så blev det endnu værre end i går?
    En sygemelding ville måske ikke være verdens dummeste idé, har du overvejet sådan en? Du ender jo med at brænde sammen:(
    Klems og kys fra mig til søde dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Ja, det blev helt skidt!!! Lå i fosterstilling så meget jeg kunne slippe afsted med!!! Og var syg igår mandag!! Det var virkelig dejligt…altså forstå mig ret! Det var forfærdelig, men virkelig dejligt at være alene hjemme og SOVE!!! SOOOOOVE!!!!!
      Og ja, idag er maven skidt igen….puha, er sgu lidt nervøs!!
      Kram tilbage

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Uden at kende dig så får jeg total ondt i maven og at “følge” med i dit liv! Har så ufattelig ondt af dig!!! Kæmpe kram!!! Pas på dig selv- for din egen skyld og ikke mindst for lille tuttens skyld!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Jamen TAK!!! Og krammer helt sikkert også igen!!! Håber ikke du syntes at det bliver for pinagtigt “ondt” at følge med i mit liv…men forhelvede lykken MÅÅÅÅÅ da vende min vej snart?!?!?!
      KRAM

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Hej (igen…)
    Fandme længe siden jeg har kommenteret men nu er det vist på tide!
    Fuck hvor er det noget pis! Igen ville jeg ønske jeg kendte dig i den virkelig verden for så ville jeg komme med jordens største spand vin (Hej bugspytkirtel…) og snakke, snakke, snakke…
    Kender jo hverken dig eller din kone (men har dog prøvet at tiltvinge mig adgang til jeres bryllup ; )) men fuck hvor er det svært det I går igennem. Hatten af for jer begge. Mindre havde drevet mig til vanvid.
    Knus fra Sofie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Hhaha, HEJ SOFIE…du har været svanet!!! Dejligt du er tilbage og kommenterer lidt igen – juhu!! Og ja, tak til stor spand (?!) vin og snak!!! Jeg er på….og hvis der bliver endnu et bryllup så kommer du fandme med 😉
      Tak foordi du tager hatten af for os…bare det ikke er Ja-hatten, den skal jo blive på 😉 Synes du virkelig vi (JEG) kæmper?? Nogen gange synes jeg sgu jeg er for vattet!!!!
      Men tak, Knus tilbage

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Ja jeg synes faktisk at du/I kæmper! Kender mange der havde kastet håndklædet i ringen nu.
      Der var engang en der sagde til mig at man jo ikke skal blive sammen for børnenes skyld. Og tænk; jeg synes faktisk at ens unger er et rigtig godt argument for at prøve at få det til at fungere.
      Selvfølgelig skal man ikke blive sammen for enhver pris men man skylder sgu sig selv, hinanden og rollingerne at have givet det en chance. Og det synes jeg faktisk I er gode til! I er ikke ultimative, men famler jer frem og mærker efter undervejs. Det er dét jeg tager hatten af for. For er ikke sikker på at jeg kunne magte det samme. Men jeg ville da håbe det!?
      Kh. S

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Tak…og jeg synes du har ret…men må tilføje at der dog er en grænse for hvad man som menneske kan kæmpe for og HVOR længe man KAN kæmpe!!! Grænserne er forskellige men jeg tror nu på, at det er vigtigt at finde sin egen grænse så man ikke dræber sig selv!!!
      Jeg er sikker på at du er max sej og nok skal kæmpe!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Pyha! Hvor er det da helt utroligt meget, du skal igennem. Jeg sender dig et kæmpe cyberkram og håber det varmer en lille smule.

    Jeg kan se, at der er andre, der har tænkt ligesom mig, om du kunne holde til den ordning I har lavet omkring Lilletut i længden.
    Jeg kan godt forstå, I har valgt at gøre sådan, når Lilletut er så lille og måske også sensitiv. Men for søren husk dig selv! Og Lilletut skal nok vænne sig til en ny hverdag, hvor hun skal være hos mor nogle gange og mama andre gange.

    Jeg håber sådan I finder en løsning, der fungerer for jer allesammen. For der er da grænser for, hvad du skal byde dig selv.

    Et stort knus fra mig til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Hej Karen, du har SÅ EVIG RET!!! Der er SÅ meget grænser for hvad jeg kan holde til – og bør byde mig selv!! Men shit det er svært at se om man er der eller om hvor længe der er til at den nåes?!?!
      Lilletut er som sådan ikke sensitiv, men hun er jo lille og sårbar alligevel og jeg er begyndt at mærke det lidt på hende!!! LILLE PUS!!!!
      Vores plan skal bare fungerer – vi lægger en ny her snarest!!

      Kram lige tilbage 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Parterapi - alene