Om at savne introvert eller ekstrovert

Jeg har en klog og sød veninde (altså jeg har faktisk flere) men lige Mathilde her fik mine øjne op for noget helt særligt, noget der bare giver mening på så sindssyg højt et plan at jeg får helt kriller i maven.

I en af vores mange snakke omkring min families sørgelige situation og hvordan jeg føler at jeg tackler det på – og hvordan jeg rent faktisk tackler det på nævner hun på et tidspunkt nogen begreber som lyder meget fancy’e og som jeg aldrig har hørt om før. Men det giver mening.

Jeg fortæller hvordan jeg har brugt første periode uden Lilletut; alene med mindst mulig kontakt med andre mennesker! Egentlig er jeg på en måde lidt skræmt over den måde jeg har valgt at tackle det på; altså bare at lade tiden gå hjemme i stuen med at være mig selv og ved at dimse lidt rundt. Ved at have nattøj på længst muligt, ved at sove længst muligt og ved at spise mindst muligt og drikke mest mulig kaffe. Ved knapt at gå ud og ved knapt at lade mig se af andre mennesker.

Jeg følte mig i den første periode (på de 5 dage) ikke rigtig alene til trods for at jeg var det det meste af tiden. Jeg følte det som om at dagene alene var nogen jeg kun havde lige nu og her. Som nogen der aldrig kom igen og som nogle jeg skulle nyde nu, nu, NU! Og jeg nød faktisk at være alene. Jeg nød at tiden gik i selskabet med mig selv. Jeg nød at føle at mine batterier blev ladt op selvom der ikke var nogen der ladte den op for mig! En surrealistisk følelse når jeg tænkte nærmere over det. Surrealistisk fordi jeg i de sidste år har lagt min lykke i hænderne på konen, forventet at hun ladte mig op fysisk og psykisk. At mine batterier kun kunne lades op af hende ene og alene.

Og hvilken skuffelse det mange gange i vores forhold har været, når det endnu engang ikke skete. Når konen endnu engang ikke formåede at gøre mig glad. Endnu engang ikke formåede at få mine batterier ladt op. Endnu engang ikke gjorde ting, der gjorde mig lykkelig. Hvor føler jeg mig egentlig dum når jeg sidder og skriver det, hvor føler jeg meget at jeg har smidt alt ansvar for mig sig og vores forhold væk – eller nærmere i hænderne på konen, et sted det aldrig burde lande, et sted det aldrig kunne overleve.

Jeg har et meget udadvendt job. Et job som fysioterapeut på et stort akut-hospital med mange tusind patienter og samarbejdspartnere dagligt. Et job hvor jeg skal være på, hvor jeg har ansvaret for mange menneskers ve og vel – og overlevelse. Hvor jeg holder styr på behandlingsforløbet for dem, hvor jeg er den optimistiske, støttende, hjælpende, tænkende og omsorgsgivende. Jeg er på – jeg er ekstrovert – jeg får energi gennem alle patienterne, kollegaerne, opgaverne, ansvaret og resultaterne. Normalt. Jeg er på og ekstrovert selvom jeg ikke ønsker at være det. Jeg er på og ekstrovert også de dage, hvor jeg blot har overskud til mig selv og KUN ønsker at være alene. I hele forløbet med knust hjerte og den alt overskyggende følelse af svigt og sorg har det været så umenneskelig hårdt og faktisk nedbrydende for mig at være så meget på på arbejdet. Jeg har tit grædt på vej derhen, grædt i omklædningsrummet og grædt når kollegaerne har spurgt til mig, for så at gå glad, smilende og totalt ovenpå ud og hente den næste patient! Det har revet mig itu indvendigt og gjort mig helt tom, men jeg har gjort det gang på gang, dag for dag, måned for måned.

I det lange forløb har jeg også i fritiden overdøvet mig selv med andre mennesker. Søgt andres selskab for at undgå mit eget. For blot at blive helt tanketom, følelsesløs og for at ende ud med ikke at kunne mærke mig selv. Ikke at vide hvem jeg er, vil være eller endnu værre var på vej til at blive. Jeg forsøgte mig med den meget ekstroverte tilgang til situationen, Søgte en masse sociale sammenhænge for så at føle mig forkert og ikke tilstrækkelig. Hvis jeg var derhjemme og lod tankerne flyve – efter Lilletut var lagt i seng og sov – begyndte panikken at brede sig. Åhh nej, nu var det blot mig og min tankespiral. En spiral der hurtigere og hurtigere kørte op i en spids og fik mig til at tænke at jeg var alene. At jeg ville dø alene. At jeg ingen havde og at det var FRYGTELIGT. Livet med mig selv var negativt og drænede min energi. Jeg var nød til at have nogle, at have en, at have en familie – ellers var jeg nul!

Troede jeg!!!

For i denne periode og i den sidste periode på de fem dage uden Lilletut har jeg jo netop opdaget noget andet! Uden at tænke nærmere over det har jeg valgt at være alene. I starten tænkte jeg det lidt som en udfordring, som jeg bestemt ikke var sikker på at vinde. Men lige nu er det det eneste rigtige! Jeg kan virkelig mærke hvor meget jeg lader op efter de meget lange og hårde 10-11 måneder alene med mig selv! Jeg har brug for at dimse rundt, sidde med min computer, kigge ud i luften, tage lidt billeder af forskellige ting, rydde lidt op og kigge noget mere ud i luften. Jeg lader op alene – introvert! Jeg finder mig selv alene – introvert! Og jeg kommer igennem dette ALENE! Hold nu kæft det er stort!!! Hold nu kæft – jeg er begyndt SELV at tage ansvar for min egen lykke!!! Det er SÅ stort!

Mathilde fortalte mig nemlig om at være introvert og ekstrovert. Nogen begreber som den enormt dygtige forfatter og blogger Anna Skyggebjerg. Kender I hende??? Jeg gjorde ikke, men gør det nu og jeg skal helt sikkert følge hendes fede BLOG og læse hendes bøger! Det giver så god mening for mig, det hun skriver og den måde hun forklare introvert og ekstrovert på. Og hvor giver det bare MENINGEN i mit sorgforløb her. Hvor er jeg glad for at jeg fik puttet ord på, at jeg har mulighed for at putte mig selv, mine følelser og tanker i en eller anden form for kasse, begreb eller lign. Sådan er jeg nemlig. Det gør mig glad. Gladere!