Først 109 små og så 1 STORT hurraaaa....og så Farvel til Lilletut!

UDEN BARN – What to do…

 photo C00C2CA8-4F9F-4583-88B1-479F7E0F21F8_zpsqaxcomlm.jpg

Surrealistisk I tell you! Surrealistisk på så mange niveauer!

Jeg er en lille smule rundt på gulvet idag – måske fordi jeg har sovet til kl. 13 og stadig sidder og drikker kaffe i nattøj??! Jeg føler mig sat udenfor den rigtige verden, som om jeg i dag ikke har noget at byde ind med i det rigtige liv og derfor hellere må blive indendøre og ikke lade mig blive set af nogen!

Måske fordi jeg i snart 2 år og 9 mdr ikke har kunnet finde ud af hvem jeg selv er med det lille påhæng, der blev mig påduttet den 17 februar 2012 (mener jeg det var) under en inseminering og kom til Verden IRL d 9 november samme år! Jeg har kæmpet for at kunne se mig selv med helt andre briller og med alle gamle roller fjernet, kæmpet for at kunne se mig selv som et “vi” med Lilletut og jeg….og pludselig sidder jeg her alene uden hende. Nu skal jeg pludselig til at forholde mig til hvem JEG er igen. Altså hvem JEG NU er efter 2 år og 9 mdr som en anden end den gamle mig. For i 5 (FEM) dage hveranden uge er jeg pludselig nød til at være KATRINE – mor UDEN LILLETUT. Surrealistisk!

Engang var mit liv fodbold. Jeg trænede det min. 3 gange om ugen, spillede kamp min. 1 gang om ugen og så alle mine veninder og søster igennem det. Fandt mine kærester der (altså én ad gangen!!). Levede i den rolle givet mig gennem holdet, klubben og alle dem jeg kendte gennem klubben. Alt mit sociale liv skete gennem klubben og det var sgu livet – hold nu kæft hvor vi hyggede os, gav den gas og havde det fantastisk. Jeg engagerede mig 110 % og stod for rigtige mange ting og sociale arrangementer på holdet og i klubben, jeg var anfører på holdet – og vigtig. Så blev jeg gravid og forvist til bænken – både i spilsituationer og festsituationer. BUM, velkommen surrealistiske liv part 1.

I 2 år og 9 måneder har jeg ikke været en del af fodboldlivet, i 2 år og 9 måneder har jeg været ikke-vigtig på “mit” hold og i “min” klub. Mere eller mindre selvvalgt. Mere selvvalgt fordi jeg ikke kunne finde tiden til det, ikke kunne prioritere det i forhold til Lilletut og fordi jeg ikke kunne finde ud af at være med på holdet halvt. All or nothing! Mindre selvvalgt fordi jeg ikke selv havde valgt at min krop skulle lide så fandens meget efter fødslen og faktisk slet ikke fysisk kunne. All or nothing. Det blev nothing! Surrealistisk!

I dag 2 år og 9 måneder efter er mit liv Lilletut. Og familie ville jeg så gerne tilføje! For I ved at min familie er i opbrud og i forandring lige nu! Surrealistisk at “give sit liv” til et lille menneske og en forestilling om en familie sammen med dét menneske og et andet for så at ende op med blot en følelse som “Surrealisme”. Men heldigvis er mit liv stadig Lilletut – også selvom hun ikke er her lige nu. Og også selvom hun nu 5 dage hveranden uge skal bo hos hende jeg troede jeg skulle have en familie med – uden mig!

Det går i disse dage op for mig at jeg skal til at have et liv med mig selv også. Noget jeg sikkert burde have fundet ud af for 2 år siden, så havde jeg måske ikke behøvet at gå igennem hvad der ligner en fødselsdepression og gemt mig selv så pisse langt væk at jeg ikke har kunnet finde mig selv frem igen. Måske havde jeg bedre kunne give mama plads i vores familie, og måske havde jeg bedre kunnet give mig selv plads i vores familie, så jeg ikke havde behøvet sidde her med den dumme følelse af surrealisme.

Så idag har jeg sovet. Til kl 13. Og vågnet med den sygeste hovedpine, som det tog 3 kopper kaffe at helbrede. Jeg har stadig nattøj på og ingen bh. Jeg har ikke vasket mig i ansigtet endnu, jeg har ikke været i bad endnu og har da vist heller ikke børstet tænder endnu! Jeg har kun spist morgenmad og altså drukket kaffe – 5 kopper er jeg vist oppe på nu. Heldigvis har jeg en aftale med min søster om at spise sushi et sted på Nørrebro i aften (altså om 2 timer), så er jeg da tvunget til at komme i bad, i tøjet, børste tænder og komme lidt ud i luften blandt andre mennesker. Helt uden at skulle tænke Lilletut med ind i aftalen. Surrealistisk.

Hvor er det mærkeligt – og surrealistisk – at have FEM dage uden sit lille et og alt. Jeg har jo selv valgt at få Tutti ind i mit liv – i medgang og modgang – så jeg føler mig som en forræder over ikke at have kunne holde løftet til hende om at have hende hos mig altid. Jeg føler det som om jeg har snydt hende væk for at få en lille ferie. Som om jeg pjækker fra hende. Som om det blev for hårdt og jeg nu har skilt mig af med hende for at sove og hvile mig og for at være egoistisk og udfolde mig selv. Jeg har ikke fortjent en ferie, så jeg har ikke lyst til at nyde dagene. Det er for surrealistisk.

2 kommentarer

  • Kamille Parsgaard

    At være mor uden barn, at finde sig selv igen, at få det ok med at du har det ok med… At være selv og nyde det.
    Jeg har været der. Min søns far og jeg gik fra hinanden da han var 1/2 år. Han bliver 10 i januar. Min søn bor hos mig, men det tog lang tid før jeg accepterede at jeg godt måtte hygge mig og bare være mig, når min søn ikke var hos mig.
    Man føler man skuffer, svigter og man savner så det gør ondt. Men… Det er et valg man har taget, et valg man må være realistisk overfor.
    Ens børn har også et liv uden dets forældre. Især når de nærmer sig 10 😉
    Det bliver aldrig lettere at savne, men det bliver lettere at finde ro med at man også er et menneske uden sit barn. En voksen der har brug for ro, sig selv, andre voksne.
    At du ‘deler’ (undskyld, det lyder grimt, men det er ikke meningen) hende med andre voksne, som hun elsker og har været sammen med i sit liv, det er ikke svigt. Det er kærlighed. Hun vil savne dig, men hun oplever også ting uden dig. Det gør hende stærk 🙂
    Man finder ud af at man kun er her i verden eń gang. Og man skal have det meste ud af det. Måske skulle du starte til fodbold igen?

    …..måske skulle du bare starte med at gøre som du gør. Sove længe, drikke kaffe, børste tænder når du har lyst. Alt nyt er forandring som skal læres og indtages. Jeg ser frem til at læse mere om hvordan tingene udvikler sig for jer alle 🙂

    Der er intet af det jeg har skrevet, som skal føles som provokerende. Jeg ved godt hvor sårbar man er uden sit barn. Og lige i dag… Er jeg dødtræt, så måske har jeg rodet i ordene. Vid at jeg kun er medfølende…

    /Kamille

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • nyd din sushi-aften:-)
    Det er svært og måske umuligt at “vende tilbage” efter den der mor-rolle er kommet dumpende.
    Jeg er mor til 2 piger, jeg har svært ved at kun være mig, jeg er noget i kraft af dem eller mit job eller…. Måske har jeg svært ved bare at være, og måske er det faktisk ret ok.
    Jeg har lidt (lider nok endnu) af seperationsangst, især overfor mindstemusen, nøj jeg har svært ved det der med at undvære, ikke på job eller et par timer, men hele dage og nætter!!!! Især er jeg dårlig til at prioritere MIG tid fordi jeg føler det blir på bekostning af mor-barn-far-tid… Hvis der overhoved kan være noget at misunde i din familiære-situation ville det nok på sigt være det med at blive lidt tvunget ud i at gøre ting selv…uden barn, uden dårlig samvittighed 🙂
    Håber mit sludder giver mening.

    Knus og tanker i en svær tid (kan jeg kun forestille mig)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Først 109 små og så 1 STORT hurraaaa....og så Farvel til Lilletut!