Den næste får en flyveskalle – God’dammit…

Og jeg mener det…den næste der siger til mig: “Nu skal du jo bare gøre hvad du vil… Du skal nyde at være kun dig og Lilletut, nu skal du gøre ting der gør DIG glad”!

Og øh ja..lige dér bliver det svært – for ikke at sige ret umuligt! For jeg er ked af at indrømme det og breake det for eventuelle første gangs gravide eller folk uden børn (hvis de læser med); jeg tror sgu ikke det er muligt at JEG kan gøre det der ville gøre MIG allermest glad sammen med Lilletut!! Misforstå mig ikke; jeg elsker det barn højere end mig selv og alle andre i Verden til sammen! Men altså lige nu i skrivende (liggende på sofaen) stund ville to ting jeg ikke har – og en ting jeg har – gøre mig glad!

– FODBOLD ! Hold nu kæft jeg savner at spille fodbold! Jeg s a v n e r at være den jeg var dengang. Savner mine holdkammerater, savner sammenholdet, savner min rolle på holdet, savner selskabet, savner at alle ugens timer blev brugt med holdet, savner hyggen, savner at blive presset, savner gamet, savner at røre mig, savner at være noget for nogen, savner anførerrollen – savner at være mig selv som jeg husker det.

Og nej, jeg kan ikke bare begynde igen! MIT gamle hold findes ikke mere. Mine dejlige veninder har også fået børn og er flyttet i huse (eller lejligheder) med deres dejlige (og lykkelige!!) familier på Amager, Vesterbro og i Ølstykke. Og resten af holdet er enten spredt eller flyttet til en anden klub – hvor mama har overtaget pladsen. Og nok det største spørgsmål; hvem passer Lilletut under træningerne og kampene?? Og alle de timer jeg bør træne udover…?

– FAMILIE ! Ihh jeg fik jo ikke barn for at blive alene og finde mig selv! Jeg fik et barn fordi jeg havde fundet mig selv – og en at få det med. Så min lykke hænger bare SÅ meget sammen med at have en familie – min egen familie. Jeg har sgu virkelig stræbt efter at få en harmonisk lykkelig familie – også selvom mama ikke helt kunne følge med. Og shit jeg føler mig snydt i øjeblikket – og ret tvivlende på om jeg nogensinde vil få en lykkelig familie. Måske er jeg ikke sådan én man vil være sammen med i længere tid? Måske er jeg ikke sådan én man gider se blive tyk, føde en unge, amme, sidde med malkemaskine og gå i joggingbukser mange mdr fordi man er så ødelagt “downthere” at man ikke kan have andet på… Hmm, man kan jo godt følge det lidt!! Men shit hvor ville jeg ønske det!

Og så gør BLOGGEN her mig glad!! Ja sgu! Selvfølgelig fordi I tager så godt imod den, og fordi den er inde i en læser-mæssig dejlig udvikling (juhu, det er konkurrencemennesket i mig glad for). Jeg er SÅ glad for at I gider kigge med dag for dag, det giver mig et kick! Og så er den jo min terapi – og tro det eller la vær, den hjælper mig meget igennem alt det her. Så meget at mama hader den, og synes jeg udlægger hende alt for meget, selvom jeg virkelig prøver at tage hendes ord ud af den. Problemet er så selvfølgelig at hun jo er så meget syltet ind i min smerte og mine frustrationer at jeg ikke helt kan komme uden om at nævne hende. Og så oplever jeg så mange fede ting i forbindelse med bloggen her! Jeg bliver inviteret med til fine arrangementer med fede budskaber, muligheder, spons (:)) og søde mennesker. Jeg har lært så mange fede, søde og gode mennesker at kende bag de andre blogs, at jeg altid glæder mig helt vildt til alle events! Så meget at jeg glædeligt tager fri fra mit arbejde (og bruger ferietimer på det) for at kunne deltage i så mange arrangementer og events som muligt . Dét gir mig et kick og gør mig glad!

Så ikke for at være voldelig eller uforskammet – for jeg VED jo godt at folk siger det der  øverst oppe til mig for at gøre mig glad og give mig lidt håb – men jeg bliver altså lidt frustreret alligevel, for jeg føler mig sgu låst og som om en del muligheder er taget og narret fra mig!? Som om jeg kun fik lov til at sige “A” – og så er en anden rendt med “B” og “C”!! Og når jeg så har tænkt de tanker, så føler jeg mig som en mega-pisse-lorte-mor! Hvordan kan jeg ikke bare nyde og slappe af i selskabet af og med mit barn? Hvordan kan jeg ikke lide at lege i hundrede timer nede på gulvet med først det ene og så det andet legetøj – og så det ene igen? Ego-mor.

Her til eftermiddag og aften slog det mig: jeg er alene, der er ingen der vil nyde mig og Lilletut sammen med ham/hende, fååårk!

Så da Lilletut ville ud at cykle tog vi hendes fiiine fiiine gave fra den sødeste IG’er @m_lykke_ (hvordan kan folk være så pisse søde?!) på – sko og jakke – og cyklede ned i Spar og købte rødvin og flødeboller til mig – stakkels-ulykkelige-mig!

Og til aftensmaden måtte jeg skjule tårerne ned ad kinderne – hold nu kæft hvor er det hårdt at være alene med smerte, barn og hverdag! Boller i karry, rødvin og tårer på servietten!

// Husk at du kan vinde den skønne bumbag i mit tidligere indlæg ved at smide en kommentar under indlægget… Find det HER