Mor tabuer - af den barske slags!

Donorbørn og onde forældre ?!?

 photo e6d0f963-b1f3-4a62-b4e9-de03f70c00fc_zpsa74168a9.jpg

Åhh – så er det i aften at der ruller endnu et “Donor børn Program” over skærmen på tv2! Jeg gruer lidt.Og krummer lidt tæer – og tænker lidt “har vi ikke kogt nok suppe på det emne”? Og så gør jeg mig kampberedt! For debatten omkring donorbørn får mig egentlig lidt op på mærkerne! Jeg er både uenig, enig og personlig insolvent på så mange punkter og niveauer af emnet.

For jeg er jo selvfølgelig meget personlig berørt af emnet – i høj og privat grad – da Lilletut jo egentlig er et donorbarn i sagens natur. Men også kun dér altså! For i Mama’s og mit hoved har Lilletut en hel familie – og hun er ikke doneret noget sted fra! Hun har en mor og en mama – ligesom en hver anden normal familie. Okay, normal regnbuefamilie med to kvinder så! Og der mangler ikke nogen – der mangler ikke en far rolle (den har mama allerede påtaget sig ;)) og som en tidligere sæddonor så smukt sagde i “Go’morgen Danmark” (jeg er stadig syg, så ja ser den slags) i morges…

“…Man skal gøre sig fortjent til at være FAR. Det er ikke bare en titel man kan få. Det er noget man skal arbejde for – og være der for at være”

Det er nok ikke ordret citeret (SÅ godt husker jeg heller ikke, og vidste jo ikke det skulle med i mit indlæg i dag), men hold nu op hvor har det sunget inde i mit hoved hele dagen! For JA det er jo lige det man skal. Man skal gøre sig FORTJENT til en “far” eller “mama” titel og til at være en del af et barns liv! Man kan sgu ikke bare komme 18 år efter og så være en “far”! Og hvis de kære små teenagere tror at de finder den forældre der måske aldrig har været der, så bliver de da skuffede!! Og dét forstår jeg ikke at moderen støtter!?

Jeg synes at de udseendelser, der tidligere har været vist på tv, har sat det i et dårligt lys at nogen forældre kan være SÅ egoistiske og forfærdelige at vælge en “ukendt donor”. FRYGTELIGT at de stakkels børn ikke kan finde frem til deres eget ophav! Men helt seriøst; HVORFOR?!?! Hvorfor er de vokset på med følelsen af at de mangler noget?? Og hvorfor synes hende donorpigen fra i morges at det er så slemt at hendes tvillingesøskende ikke er HEL-søskende? Hvorfor skal der 100% kød og blod til at have den følelse? Undskyld mig men jeg kan ikke lade være med at tænke på at der må være en brist et eller andet sted i den piges opvækst?!?! Jeg kender en dreng, der kun har HALV-søskende men som opfatter dem som 200% HEL søskende – og hvorfor skulle han ikke det?!?

“Jeg har brug for at spejle mig i en” sagde pigen i morges. Og kom så endda til at omtale den nyfundne søskend som hendes HEL-søskend!?! Just for the record; de deler “kun” sædceller fra den samme mandedonor, så de kan da aldrig blive mere søskende end dem hun allerede har – og deler både biologisk mor samt arv og miljø med!

At spejle sig i en mand, der aldrig har oplevet én, men blot har afleveret en slimet klat arvemateriale i et engangsbæger på en disk på et lægekontor?! Øh…??

Hvorfor har man behov for andre HALV-søskende at spejle sig i?? Hvorfor er det ikke nok at spejle sig i den familie, der elsker én og har været der hele ens liv?? Og hvorfor er der ingen der fortæller barnet/børnene om arv og miljø!? Jeg tenderer til at mene at det er en typisk holdning i dagens Danmark; der SKAL være en grund og løsning på alt! I min teenagetid følte jeg mig da også til tider fremmed, alene, depri og som om jeg ikke hørte hjemme nogen steder – ej heller i min familie (af køb, blod og 100% DNA). Men heldigvis blev jeg da ikke opfordret til at gå ud og søge noget, som jeg evt troede jeg manglede! En ny familie, en ny religion, andre venner eller hvad det nu kunne være. (Okay jeg skar så i mig selv, og der kan vi så hurtig blive enige: IKKE LØSNINGEN!!!). Men tilbage til min pointe; folk er så forhippede på at finde en håndgribelig løsning og forklaring på alting, at sådan noget her bliver en løsning for nogen. For 100% sikkert (i følge mig og min Verden) hende pigen her ville også føle denne “mangel”, hvis ikke hun var donorbarn!!!! Jeg er så sikker i min sag! Nu har hun “desværre” bare noget at “hænge sin hat på”. Hun – og hendes forældre – kan nu berolige sig selv med at DET er svaret på alle hendes forvirrede-teenage-tanker: Hun er donor-barn med UKENDT donor – ergo er dét jo problemet! Hvis BARE hun finder donor eller andre (ligegyldige) “søskende” så er alle identitets problemer løst.

Jeg tror ikke på det…

Og lige præcis derfor har vi valgt ukendt donor til Lilletut. Hvis hun har brug for at spejle sig i nogen, der aldrig har været en del af hendes liv, så har mama og jeg fejlet!!! VI er hendes familie – HELT!!

Jeg har skrevet om det før, dengang jeg bare ville fortælle jer om vores valg – læs det HER og igen HER

Håber ikke I synes jeg er en sur mokke. Jeg kan bare godt lide at have lidt markante holdninger – og ytre dem lidt skarpt! Diskuter, kommenter gerne med mig og på indlægget her…Og se så med i aften på tv2 – det må jeg nok også hellere (hvis jeg husker det, skemalagte ting er ikke lige mig), og husk lige at jeg ikke har set programmet endnu, jeg gør mig bare kampklar på forhånd 🙂

 photo BB27C116-9B93-4BA9-A37B-B923FC5190C4_zpswt6ldsmi.jpg

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin og Snapchat ♥
   

19 kommentarer

  • Kathrissen

    Jeg synes, meget modsat dig, at det da er en naturlig ting at donorbørn gerne vil kende sit biologiske ophav.

    Biologi, tror jeg, spiller en væsentlig større rolle end vi går og tror til hverdag. Samtidig med tror jeg også på at arv og miljø spiller en stor rolle, men det kan bare ikke dække alt.

    Det er da fedt at hun finder sine halvsøskende, men de børn har jo en anden mor (og far/mama), så de har jo ikke det samme genetiske ophav som hende.

    Vi er enige om at en “far” ikke bare er en der har doneret en klat sæd og gået derfra med 500 kr. ekstra på kontoen. Men om man vil det eller ej, så har sæddonoren altså en påvirkning på barnet gennem DNA. Jeg mener at der for donorbørn bør være én og kun én samtale ml. barn og donor, så de børn kan få svar på deres spørgsmål, for dem der bliver til via. anonym donation. Om det skal være en fysisk samtale, hvor de ser hinanden eller evt. adgang til et billede og retten til at skrive et brev med spørgsmål og så chancen for at få svar på dette brev, dét ved jeg ikke. Og ja, det betyder altså at der reelt ikke vil være anonym donation mere. Men jeg tror vi vil finde mange børn der kunne lukke døren bag sig og leve videre med deres liv, hvis de bare kunne få svar på de spørgsmål.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Både ja og nej til dit forslag…oprigtigt synes jeg ikke at “mine slags donorbørn” behøver have det behov…men som Elisabeth er inde på, så kan jeg jo aldrig være HELT sikkert! Og jeg er jo også nysgerrig…og ville da gerne se hvordan Lilletuts sædklatdonor så ud 🙂 Så hvorfor skulle Tutti egentlig ikke være nysgerrig 🙂
      Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • maria

    Hi hi du er en lille hidsig én; )
    Jeg har (selvfølgelig) læst dine tidligere indlæg om emnet, men har ikke blandet mig; men nu beder du jo ligefrem om det, ha ha;-)

    Jeg er uenig; jeg tror at man skal tage behovet for at opsøge sit ophav ret alvorligt, og ikke kun som en “anmeldelse” af det stykke arbejde man har gjort som forældre.

    Jeg har det jo tæt inde på livet nu; min bortadopterede søster kontakte min far for halvandet år siden, og hun er vokset op i en lykkelig og virkelig harmonisk familie. Men havde og har et stort behov for at få afklaret sin biologiske baggrund.
    Det er svært for hende at deale med, da hendes forældre har det ligesom du; der børn intet behov være for at opsøge os, mener de.

    Så vi mailer “i smug” og følger med på hinandens blogs. Vi har samme forældre, og har SÅ mange ting til fælles at det indimellem er uhyggeligt.

    Jeg er desværre i tvivl om hun nogensinde bliver en “rigtig” del af mit liv, da hun ikke vil mødes uden om sine forældre; altså lyve for dem. Det har jeg stor respekt for, og håber bare inderligt at det sker en dag.

    Jeg er ikke i tvivl om din kærlighed til lilletut, og ved at du vil rumme hende.

    Blot lidt tanker fra mig, sødeste du.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Godt Maria :))))) Og tja jeg kan godt bide lidt fra mig 😉 Men jeg er bare så glad for at provokere lidt – og jeg elsker når du svarer 🙂 Juhu!! Uhh ja din søster…det havde jeg da glemt! Shit det er jo også en kompliceret sag for såvidt…og lidt anderledes tænker jeg?!?! Men du dku da skrive et indlæg omkring det…. #doit
      Møs

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • maria

      Jeg tænker egentlig at det er nøjagtig samme situation?
      Min søster flyttede ind hos sin familie da hun var ganske lille, måske ikke engang et halvt år.
      Hun er jo vokset op præcis som lilletut; med forældre der elsker hende, og som mener at dét er vigtigst (hvilket det selvfølgelig også er!!! ) – hun har altid vidst at hun var adopteret, og har intet manglet. Men det har hun jo så alligevel. …det er i virkeligheden ret spændende.

      Hun skriver indimellem til mig “whaaaaaat er din tlf lige gået i stykker, det er min også”, og lige da jeg postede Alvins julegave billede havde hun kigget efter julegave til sin søn på da, hun har også skrevet med en i amerikansk fængsel, og tusind andre små sjove tilfældigheder – som nok er pudsige og tilfældige, men alligevel tankevækkende når det bare er flere gange om ugen; )
      Vi må snakke meget mere om det d 6:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • bimbambusse

    Jeg må også erkende at jeg er uenig med dig. Jeg synes det er lidt mere nuanceret end som så og synes ikke det er sort/hvidt. Generelt er jeg ked af at gøre andres følelser og bevæggrunde til at være rigtige eller forkerte. Og specielt når det handler om et eksistentielt spørgsmål om hvem vi er, identitet, ophav, arv og miljø etc. Jeg tænker det er en anelse provokerende at konkludere at der er en brist i den omtalte piges opvækst. Måske mangler hun inderligt at vide hvem hun er. Og jo, man er meget via miljø, men betydningen af arv skal ikke underkendes. Og jeg skal ikke gøre mig klog på eller underkende andres behov – det kan jeg ikke tillade mig. Og ift. At have behov for et svar på ALT, så vil jeg give dig ret i at det kan blive for meget ift kontrol, men jeg synes faktisk at lige netop på dette område giver det mening gerne at ville have svar. Når alt dette er sagt så vil jeg slutteligt sige at jeg holder meget af at læse din blog. Du er ærlighed, ligesom du også er i dette indlæg, og alt respekt for det

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Og man må gerne være uenig 🙂 Og jeg er forsåvidt enig i at det ikke kan være så sort hvidt! Lige den pågældende pige der fik mit pis lidt op at koge tænker JEG netop har manglet viden omkring sit arv og miljø….hun blev snydt til at tro noget og fik så at vide at det var forkert, hvporefter faren øjensynligt forsvandt ud af hendes liv…Hun har manglet svar på hvorfor….
      Men jeg holder nu på mit 😉 Men fedt at du gider B, fedt at du læser med selvom du ikke altid er enig – TAAAAK 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er på en eller anden måde nok også lidt forudindtaget i denne debat, og egentlig heller ikke helt afklaret omkring min holdning til emnet. Nok netop fordi det er SÅ personligt, at det naturligvis afspejler min holdning. Og præcis derfor er synes jeg også, det er vigtigt, at se sagen fra så mange vinkler som muligt.
    Langt hen ad vejen er jeg fuldstændig enig med dig, men jeg er meget bevidst om, at mine holdninger også er farvet af en frygt. En frygt for at det rent faktisk betyder noget, det der med gener. En frygt for at min datter en dag skal sige ‘du er ikke min rigtige mor’. Den frygt får mig til at råbe højt og tydeligt, at det er opvæksten og kærligheden der er afgørende, ikke generne. Men jeg ved det jo ikke. JEG kender mit biologiske ophav, så jeg kan gisne og håbe, at det er af så lille betydning, som jeg går og tror (og håber). Nu kommer Ane jo til at kende sine gener. Hun vil have muligheden for at prikke sin moster i maven og sige “har jeg virkelig ligget derinde?” Men vi var også igennem IUI-D med ukendt donor, og så havde sagen jo unægteligt været anderledes.
    Jeg synes sgu, det er svært – fornemmer også at min kommentar allerede nu er lidt rodet, jeg beklager:) Men jeg kan ikke lade være med overveje, om trangen til at kende sine biologiske rødder er et eksistentielt eller et kulturelt bestemt vilkår. Om en del af det opstår som følge af en diskurs, hvor familie er mor, far og barn, hvor vi omtaler donoren som den biologiske ‘far’. Og det at vi generelt fortsat bruger begrebet (for i den her sammenhæng er det vel blot et begreb) ‘far’ selv i de familiekonstellationer, hvor der ikke er en far.
    Giver mine ord overhovedet mening?! Som sagt – jeg er ikke afklaret i min holdning (eller følelser) til emnet, det skinner vist rimelig tydeligt igennem her;) Men tak for endnu et dejligt og tankevækkende indlæg:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      W O R D ! Elisabeth – jeg er med dig hele vejen!!! Og gir dig ret!!! Og jeg er selvf også farvet af den frygt som du så fint beskriver.. Den vi jo i virkeligheden ikke helt kan afskrive os, fordi vi jo ikke 100% ved hvad vores børn kommer til at tænke! Dog tror jeg stadig at 00’ernes donorbørn er forskellige fra 90’ernes donorbørn…der er en verdens udvikling til forskel!
      Og jeg sys du har så meget ret i det med familiekonstellationen og “faren”s vigtighed i denne. Selv hos os kalder vi jo mama for “far” lidt for sjov…og hun skal skrive under alle steder hvor der står FAR også!!!
      Kram Elisabeth – du er sej 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Isa

    For satan du lukker noget klogt ud…jeg er så enig…jeg “kender” ikke min biologiske far, bevares jeg kender hans navn og ved sådan ca hvordan han ser ud…men har en far som er MIN far vi er ikke bundet sammen af biologi men af kærlighed…jeg har også en bror som jeg “kun” deler halvdelen af min dna med, men han er MIN bror…og hende i morgen tv kunne jeg have klappet et par…sådan som jeg forstod det havde hun to forældre så hvad er det lige hun mangler? Og ja jeg tror heller ikke på at man får en far, ja en mand som man deler dna med og hvad så…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Jeg sys nemlig også hun fremstod totalt utaknemmelig…eller hvad man kalder det!!! HVordan kan hun savne søskende når hun endda er så herldig så vokse op med TO!!!!??? Og så havde hun en far indtil hun blev 7 – og så forsvandt han eller hvad????? Det fortalte de ikke noget om….?! Meget mangelfuldt og med vigtige detaljer udeladt – jeg tænker at de har gjort “faren” til syndebuk – og bum, hendes far blir taget fra hende, og bum, hun har brug for en ny….
      Vagt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Og hvor er jeg da glad for at du sys jeg siger noget klogt!!! Wee 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • sabrina

    Hvem i al verden kan stille sig til dommer for hvad der er rigtigt eller forkert at føle i sådan en privat og følsom sag???? Svarene og meningerne vil være lige så mange som folk er flest. Jeg fik i en meget voksen alder at vide, at min far ikke er min far, men lige præcis for mig gør det ingen forskel, jeg har intet behov for at finde eller vide hvem mit biologiske ophav er, min far vil altid være min far. Men hvem siger at det vil være tilfældet for andre?? og er det så mere forkert eller mere rigtigt?? Og jeg kan da lige tilføje at det bestemt ikke har noget med min opvækst at gøre – det er sådan min personlighed er. Jeg mødte engang et forældrepar som havde adopteret en dreng fra Korea, Han var misbruger nu og de kunne ikke forstå hvorfor, de havde jo givet ham alt. De var selvstændige og han manglede intet, de mente ikke at han havde nogen grund til at tage stoffer. Jeg spurgte dem om de slet ikke tænkte på om det at han var adopteret kunne være en faktor, at han manglede sine rødder, muligvis en forklaring på hvorfor, at han ikke lignede sine forældre, hvilket han blev mindet om hver gang han så sig i spejlet, det faktum, at han ikke engang kunne holde det hemmeligt hvis det var det han ville osv. Det havde de aldrig tænkt over, de syntes bare at han var utaknemmelig og skyldte dem at opføre sig ordenligt nu de havde reddet ham……ingen andre end den fyr ved hvad han går igennem og ingen kan tillade sig at underkende hans følelser og dømme dem ude fordi de ikke passer ind i det billede som man helst vil vise….

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Du har fat i noget Sabrina!! Helt sikkert! VI – jeg – kan ikke sidde og dømme den stakkels fyr… Egentlig går mit indlæg slet ikke på adopterede fordi at jeg tænker at de helt sikkert godt kan føle behov for at finde nogen svar.. MEn du har ret i at man ikke kan dømme andre inde eller ude!
      Tak for dit synspunkt:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • sabrina

      Jeg er med på at dit indlæg ikke går på adopteret, men jeg tror ikke der er forskel på trangen til svar på evt spørgsmål om du er doner eller adoptivbarn, og biologien vil jo stadigvæk mangler. Det er min erfaring med børn ja sgu også voksne for den sags skyld, at jo mere en ting er forbudt, et no go, umulig osv jo mere vil den tiltrække opmærksomhed, jo mere skal den afprøves.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      uhh, og det sidste har du SÅ meget ret i!!! Det er lige mig…alt no-go er et totalt GO!!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • anna

    Du skriver:
    “For i Mama’s og mit hoved har Lilletut en hel familie – og hun er ikke doneret noget sted fra! Hun har en mor og en mama – ligesom en hver anden normal familie. Okay, normal regnbuefamilie med to kvinder så! Og der mangler ikke nogen – der mangler ikke en far rolle (den har mama allerede påtaget sig ;)) og som en tidligere sæddonor så smukt sagde i “Go’morgen Danmark” (jeg er stadig syg, så ja ser den slags) i morges…”

    Jeg kan ikke rigtigt forstå hvordan Mama kan påtage sig faderrollen, uanset adfærd så er hun jo stadig biologisk en kvinde?

    Du skriver:
    “Jeg synes at de udseendelser, der tidligere har været vist på tv, har sat det i et dårligt lys at nogen forældre kan være SÅ egoistiske og forfærdelige at vælge en “ukendt donor”. FRYGTELIGT at de stakkels børn ikke kan finde frem til deres eget ophav! ”

    Uanset om du forstår det eller ej, så er det biologiske ophav åbenbart meget stærkt, det ser vi på de utallige donorbørn som søger og søger hele livet igennem efter deres biologiske mor eller far- en de kan spejle sig i adfærdsmæssigt, udseendesmæssigt etc. Disse børn er der blevet valgt for, noget har truffet beslutningen om, at de ikke skulle vokse op med en mor eller en far som er deres biologiske mor og far….de har ikke selv fået muligheden for at træffe valget – det valg som ethvert barn efter min mening har ret til…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Hejsa,
      Det med mama og far-rollen er sagt i spøg…intern joke mellem konen og jeg! Konen er meget drenget og ligner lidt en dreng (synes en del), så hun bliver tit omtalt som HAM, FAREN eller lign. Og så bliver det nævnt af os, når vi skal lege “normal” kernefamilie – vi ER jo også selv vokset op med en mor og en far…og at det var det normale!!
      Jeg kan jo ikke være lodret uenig med dig – også alligevel lidt! JEG mener at vi selv gør biologien MEST VIGTIG (den ER vigtig I know – HAR læst anatomi, fysiologi og etik osv på uni)…vi vil bare gerne tro – FORMENTLIG alle os lesbiske (og andre homoseksuelle) der bringer børn til verden UDEN TO biologiske personer de kan spejle sig i – at de to vigtige personer der dagligt har været i barnets liv er nok at spejle sig i!
      Tak for dine spørgsmål – keep them coming 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Hej Kat.
    Jeg må give dig ret. Og føler på præcis samme måde. Måske man skal have donorbørn for helt at kunne sætte sig ind i dine tanker. Der snakkes så meget om at mangle sit fædrene ophav, og nogen at spejle sig i. Jeg kan kun sige, at min biofar, som jeg iøvrigt kender, er en idiot, som jeg ville ønske, at jeg INTET havde til fælles med.
    Men jeg tror måske hele issuet ligger i, at os der har valgt en anonym donor, som hjælp til vores børn, vi føler os udstillet, nedgjort som forældre, fordi vi får af vide at vi pludselig ikke gør det godt nok, at vi er egoistiske, når vi vælger at fratage de børn deres “ret”, til at kende deres “far”..: DONOR…. Det rammer os på vores dybeste følelser til de børn vi har sat i verden, netop med den tanke, at give dem det bedste. For os er det ønskebørn, ikke “bare” lige en hurtig indskydelse, som det kan føles udlagt i medierne. Vi sætter jo børn i verden der er ønsket, elsket og som er PLANLAGT til mindste detalje. Man bliver træt af at høre om hvor forfærdeligt det er for børnene, når man samtidig får af vide at ca 10% af DKs børn vokser op med vold eller misbrug i hjemmet, at børn slæbes igennem skilsmisser hvor forældrene bruger dem som våben imod hinanden. Børn der fødes af narkomaner og bliver født til afrusning og efterladt i et hjørne til de sociale myndigheder griber ind og fjerner de dybt dybt skadede børn.
    Og så vover folk at mene JEG er egoistisk fordi jeg ønsker at skabe et vidunderligt liv for de børn jeg sætter i verden, fordi jeg fratager dem deres RET. Jamen hvis de fik valget mellem at blive født, eller have kendskab til donor, ville de så vælge ikke at komme til verden??
    Jeg bliver ked af det når én pige der er donorbarn og én donor som pludselig vil være kendt, får lov at definere hvad den generelle befolkning (dem der ser programmet) skal mene og føle om mit valg.
    Sidst der blev lavet et program om donorbørn blev en pige ringet op af en journalist på programmet. Men da hun egentlig havde det fint med at være donorbarn, og ikke havde behovet for at finde sig selv i noget ukendt, for hun havde sig selv, så gad journalisten ikke engang skakke med hende, det er jo ikke noget der får folk op ad stolene. Jeg mangler de glade donorbørn, størstedelen af dem i udsendelsen, jeg mangler at se den anden side også… For man giver jo ikke folk lov til at danne sig en mening om det når de kun får den mørke side af historien, som efter min erfaring er en ret så lille del. Meningen er skabt på forhånd af programmet.

    Igen skal kalde mig egoistisk og en dårlig forælder, når jeg hver dag får af vide, at mit barn er velfungerende, harmonisk, og et af de gladeste børn i vuggestuen… Ingen skal dømme mig for at dele ud af alt det gode jeg har. Folk skal prøve at vende blikket ind mod dem selv, før de danner sig en mening om mig, mit liv og mine valg.

    Den dag, min datter og søn spørger får de alt af vide. Åbenhed er vejen til accept, og jeg ville da aldrig nægte dem den viden jeg kan give dem, eller et donornummer hvis de ønsker det, og jeg acceptere naturligvis hvis de føler de ønsker noget jeg ikke kan give dem.. Men jeg vil ALDRIG acceptere at folk kalder mig egoistisk eller dårlig mor, for det ved jeg at jeg ikke er.. Ingen forældre er perfekte, men de fleste gør deres bedste.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mor tabuer - af den barske slags!