#enskilsmisseregnbuefamiliesdagbog – part 17; når drømmen skal opgives og slippes fri
(indlægget skrives med rødvin i glasset og hjerte/smerte-playlisten spillende på telefonen)
Drømmen. Grunden til man blev gift og fik barn sammen. Planerne man lagde, tankerne man delte og livet man så foran sig. Sammen.
Hvordan kan man slette alt det og nulstille ens hoved, sjæl og hjerte? Og komme videre for så at skabe plads til nye drømme, planer og håb for fremtiden?! Og tør man?
// For hvad nu hvis mama lige pludselig ombestemmer sig? Bør jeg så stå klar til at genoptage de første drømme – eller er de ødelagt og gennemhullet til ukendelighed?
// Eller hvad nu hvis den næste man møder – og lægger planer med – gør det samme? Altså skrider midt i det hele for blot at efterlade én med endnu flere sår, ar og blødninger indeni. Endnu flere drømme, håb og planer der ikke blev til noget. Og dertil endnu mindre håb for fremtiden.
// Og hvad nu hvis der er et mønster i det? Hvad nu hvis der ikke er “nogen” til mig længere? Selvom en af mine søde læseres mor siger at der er? Hvad nu hvis “min” er én jeg har disset før i tiden? Èn der blev valgt fra pga kiksede sko eller for at være lige lovlig familieagtig nok?! (Hello Karma)
Jeg synes det er så sindssygt at mærke hvor svigtet jeg føler mig dybt inderst inde, selvom jeg jo egentlig var den der startede hele denne sidste del af lavinen. Jeg blev kvalt. Kvalt i ikke at kunne komme over mamas ugerning. Kvalt i ikke at føle mig nok. Kvalt i at ofre mig uden at føle at få noget tilbage. Så det var mig der satte foden i jorden og trak i nødbremsen inden at jeg inploderede og forsvandt fuldstændigt. Jeg ladede op til stoppet i de 8 måneder der gik med parterapi, smerte, gråd og frustration og følte mig egentlig klar. Jeg havde fået nok af ikke at føle mig god nok. Fået nok af ikke at være glad og lykkelig – og fundet troen på at der MÅTTE være en anden der ude, der kunne gøre mig glad. En anden der også drømte om at være en familie, om at gøre familieting og som ville elske mig højt og inderligt for alt det jeg er. Men stadig til trods og selv med alt det i bagagen er jeg sgu lige nu i tvivl.
Goddammit hvor føles det mega uoverskueligt og håbløst! Og hvorfor er det lige at ens krop, sjæl og hjerte kun husker tilbage på de gode stunder – og forstiller sig alle familiedrømmene (som jo egentlig aldrig var en realitet!)? For HEY Kat (altså mig) de var jo nemlig ALDRIG rigtig en realitet! Sad but true!
Men hvorom alting er; jeg var slet ikke der hvor jeg ville opgive min familie dengang mama gjorde det. Jeg er en mega kæmper og bliver bare endnu mere passioneret under modgang, jeg hader at tabe, hader at give fortabt. Men det er jeg nok nød til her. Give slip og lade alle de gamle drømme flyve!
(glasset er nu tomt og overveje en refill…)
For fa’en, Katrine:(
Jeg kan ikke sige, at jeg forstår dig, for jeg har aldrig stået i din situation. Jeg kan heller ikke komme med gode råd, og selv hvis jeg kunne, ville de sikkert ikke være tilstrækkelige.
Men jeg kan sende dig verdens største virtuelle krammer! Jeg kender dig jo ikke sådan rigtigt. Og alligevel lidt, ikk’. Du er et pisse dejligt menneske, og jeg er sindssygt ked af, at livet behandler dig sådan!!!! Kram, kram og lige et til!