Mismatch: Mor og karriere ??

Mit aller aller aller første blog indlæg var faktisk omkring arbejde og moderskabet. Om hvordan jeg nok bare ikke var skabt til at have barsel og om hvordan jeg savnede mit arbejde og at bruge hovedet igen. Hvis ikke du var med fra starten….HVAD!!! VAR DU IKKE MED FRA STARTEN?!?!?…så læs det HER 🙂

Jeg har altid elsket mit arbejde som fysioterapeut og trives rigtig godt på et hospital med mange tværfaglige samarbejdspartnere. Jeg er meget fascineret af den forskel vi gør på hospitalet, de forskellige mennesker man arbejder med og de forskellige skæbner man møder derinde. Vi har rigtig mange rigtig syge patienter. Mange med store alvorlige sår der aldrig heler, så deres ben skal skæres af (sorry, hvis du sad og spiste), mange med sørgelige liv der tit også ender sørgeligt og så de værste; alle de unge smukke liv der ender alt for tidligt. Dem der ikke når at se deres børn vokse op – og endnu værre dem der ikke får lov at være børn mere i denne verden! Heldigvis kan jeg undgå børn i den sidstnævnte situation, og jeg har for så vidt også fravalgt det arbejde med børn, som har været muligt at fravælge. Efter min graviditet og barsel har jeg TUDET hvis det var et barn jeg skulle have…og det går ligesom ikke! Engang stortudede jeg efter at have snakket med en far i telefonen, som “bare” skulle have forlænget lånet på hans datters kørestol. Men TÆÆÆNK et barn i en kørestol…TÆÆÆÆNK hvis det var Lilletut! Mine søde kolleger måtte trøste mig og overtage sagen.

Så jeg holder mig mest til dem over 15. Alt i arbejdsøjemed. EJ, og også ellers selvfølgelig!!! Min næste kæreste skal som minimum være over 31!! år!

Før jeg fik Lilletut var jeg meget ambitiøs. Jeg var meget forsknings interesseret og elskede at tage på kurser og kongresser for at holde mig ajour med den nyeste forskning indenfor det idrætsmedicinske område. Jeg skulle selv være forsker og stå og fremlægge fede resultater på de store Verdens kongresser. De der fysser der bare tog til takke med et “almindeligt” job forstod jeg slet ikke!! Hvordan kunne man miste interessen for “rigtig” fysioterapi og “rigtig” viden, evidens og best-practise??

Ved at få børn…ved jeg nu!!!

Da jeg så de to streger på testen og efterfølgende tudede mig igennem de næste 9 mdr røg alle ambitioner og kloge tanker ud med tårerne. Jeg gik i baby-mode. I rede-bygnings-mode. I fuck-jeg-hader-mit-liv-mode; jeg-er-jo-aldrig-MIG-mere-mode! Jeg længtes efter 5 mdrs barsel efter at komme tilbage på jobbet, men da jeg endelig kom det, kunne jeg ikke tænke mere! Min hjerne var stadig fuld af; fuck-baby-er-hele-mit-liv-jeg-er-død agtige tanker. Jeg var omtåget, omtumlet og sov stadig ikke mere end tre timer sammenlagt, men til gengæld kunne jeg drikke kaffe i fred på jobbet – både varm og det hele!! Jeg var tilbage – men jeg var ikke MIG! Jeg var den samme – men så alligevel så milevidt fra. Kollegerne var de samme – men så faktisk helt reelt overhovedet ikke. Der var en del nye jeg aldrig havde set før, og som jeg nu skulle til at finde sammen med. Jeg havde været glemt i året på barsel – og så alligevel ikke! Mine arbejdsopgaver ventede – men så alligevel ikke! Det hele var virkelig forvirrende – og mit hovedet virkede bare ikke! Ammehjernen levede i bedste velgående selvom jeg ikke havde ammet siden Lilletut var 1 mdr gammel!!

2 år skulle der gå i den døs. 2 år i baby-fylder-alt-krise, for ja det var en kæmpe krise. For både arbejdsmig og forholdsmig. Jeg troede dengang det var Lilletuts skyld – desværre – men har senere fundet ud af det var forholdet mellem mama og jeg, der gav alle frustrationerne! Børn kan sgu ødelægge et forhold – sorry to say – hvis forholdet ikke er rigtigt nok! Nå, men det var ikke dér jeg skulle hen…Idag to (næsten tre) år efter min hjernes nedkøling er den vågnet noget mere op til dåd! Som IG har vist jer – hvis I følger med – så har jeg nemlig igår og idag (og imorgen igen) været på den årlige idrætsmedicinske kongres for læger og fysioterapeuter. Og shit hvor er det dejligt efter 2-3 års pause! Pludselig kan jeg huske det jeg brændte for engang. Det der gav mig lyst til at stå op og tage på arbejde, det der gav mig lyst til at poste penge i videre og mere uddannelse efter den egentlige fysioterapeut-uddannelse. At være sammen med så dygtige professorer, læger, fysser og undervisere giver sgu bare et kick, og jeg får lyst til alt igen. Lyst til at uddanne mig mere indenfor idrætsterapien, bruge tid og kræfter på forskning igen, holde mig opdateret på alle fronter og networke igen.

Men kan jeg det som skilsmissemor?

Kan man tillade sig at være ambitiøs når man har fået et barn? Kan man bruge sine – ikke eksisterende – penge på kurser, rejser og kongresser i stedet for sit barn og husleje? Har man hjernekapacitet til at indeholde begge dele; ambitioner og barn?! Har man tid nok??

Jeg savner at kunne noget specielt. Savner at vide noget mere end andre, og savner at formidle den viden til andre. Og jeg har fået blod på tanden – lige nu! Det løber ikke ud af munden med blod (for lige at blive i hospitals væsenets billedlige sprog) og jeg bliver ikke kvalt i mængden…men jeg kan smage det på tungespidsen! Tør jeg udfordre mig selv igen? Skylder jeg mig selv det? Eller skylder jeg Lilletut at lade være?? Eller gøre det??

Hvad laver DU? Er DU tilfreds? Vil du mere? Eller mindre?? Fortæl din historie… 🙂