Når kønnet på ens ufødte barn er vigtigt – og afgørende!

Her i min sygdomsperiode er jeg flere dage stået op med Go’Morgen Danmark og således også her til morgen. I morges – bevares formiddags – debatterede de tendensen til at kønsskanninger er så vigtig for nogen. Egentlig ret interessant synes jeg – for det var også meget vigtigt for mig at vide hvad køn Lilletut, som balladebaby inde i min mave, havde.

Min grund var mere sørgelig end materealistisk. Jeg var bestemt ikke ude på at skulle købe lyserøde eller lyseblå ting og indrette værelse, nej jeg var der hvor jeg var nød til at forsøge at forholde mig til det frygtelig ubehagelige, der lå inde i min mave – og som jeg allerhelst ville have ud igen! Og ikke ud efter 40 uger – men ud NU – og hellere i går end i morgen.

Min graviditet var hård. Jeg kastede op nærmest fra de to streger på testen, var svimmel, spiste ikke, drak kun syrlige ting med brus og havde det forfærdeligt. Da jeg var nød til at melde mig syg på arbejde, fordi svimmelhed og opkast havde overtaget, gik jeg helt ned med flaget. Jeg græd og græd og udtalte mig dagligt om hvor frygtelig den her situation var. Jeg hadede det – og hadede det der ødelagde mit liv! There I said it!

Exkonen og jeg havde et navn planlagt allerede før graviditeten og jeg havde glædet mig til at skulle holde en lille xxxxxxx i mine arme. Men som graviditet og opkast skred frem i de første mdr voksede der også et nærmest had til det navn og det barn i maven, fordi jeg bare ikke kunne mere. Jeg er af den oprindelse at alt skal have en grund og en løsning, og stille og roligt blev det oppe i mit hovedet og inde i min krop “det navn” der var skyld i min tilstand. Det hele blev hængt op på navnet og selvfølgelig kunne babyen i maven – hvis den kom hel ud – aldrig hedde det navn.

Jeg var ikke glad for at være gravid. Jeg følte mig snydt, jeg følte mig frarøvet mit liv og min almen tilstand, min arbejdsevne, mine venner, min sport – og min kæreste! Jeg kunne ingenting andet end at tude og ønske det hele væk!

Det hele var så uvirkeligt og langt væk at jeg var nød til at tage mig gevaldigt sammen, vidste jeg helt oppe bagerst i hjernen. Jeg vidste det – men jeg kunne ikke. Min læge og min jordemoder tog beslutningerne for mig og fik hanket op i mig. Jeg kom til de aftaler jeg skulle, men jeg kunne ikke be om noget eller arrangerer noget selv. Vi snakkede en del om at prøve at forholde sig til det hele, men mine fysiske symptomer kunne jo ikke tages fra mig – og det var dem der satte gang i alle de negative og ødelæggende tanker og følelser. Jeg blev tilbudt indlæggelse for væskeoptimering og mentalt afkobling, men det kunne jeg ikke tage imod – desværre tænker jeg nu.

IMG_2518

De fastlagte skanninger, som vores sundhedssystem tilbyder alle gravide, hjalp mig. De fortalte mig at alien-klumpen i maven var velskabt. Så langt så godt. Efter 12 ugers skanningen (nakkefold) kunne jeg således konstatere at barnet ikke havde kromosomfejl og at det således ikke behøvedes overvejet fjernet af den grund. IKKE at jeg siger at man generelt skal overveje/få en abort hvis der er fejl!!! Nu er det lige min historie ikk’?! Det var selvfølgelig dejligt at barnet var ok so far. MEN jeg var jo stadig ikke glad og virkelig langt fra den lyserøde happy-chappy gravide verden, som jeg ellers havde forestillet mig jeg skulle være i i de 9 mdr graviditeten varede!!

20 ugers skanningen (misdannelses skanningen) var næste punkt på min vej. Konen og jeg havde besluttet at vi gerne ville have kønnet at vide, hvis det kunne ses, og det var vi heldigvis ret enige om. Vi manglede begge lidt mere konkret “forholden os til det hele”. Min daværende kone havde det svært; tænk sig at have en kæreste der tuder hver dag og siger det er det ulykkeligste i hele hendes liv og at hun bare vil have det væk!! SHIT! Jeg tænkte bare at hvis jeg nu vidste HVEM/HVAD der lå derinde, så måtte jeg da blive glad! Barnet i maven blev skannet til ikke at have nogen misdannelser – og til at være en pige! Vi blev glade, lettede og for første gang fik jeg en snert af lykke.

Så det hjalp! Det hjalp at vide at det var en pige, der lå derinde. Det hjalp at kunne forestille sig at det var en lille menneskepige, der lå derinde. At klumpen var en pige. Og jeg kunne jo ikke hade en lille pige – og hvis vi nu ikke kaldte hende “det navn” så var det jo ikke hende, der havde ødelagt alt for mig – tænkte jeg!

Det hjalp – men fjernede ikke min kvalme, utilpashed, opkast og svimmelhed. Jeg havde det fortsat fysisk dårligt og måtte stoppe med at arbejde og blive sygemeldt – kæmpe fiasko for mig! Jeg græd og græd! Min jordemoder havde allerede i starten indstillet mig til akupunktur, men pga travlhed, ressourcer og hvad der nu ellers begrænser vores elskede sundhedssystem (husk jeg selv arbejder i det) kunne jeg først få min første behandling efter uge 21. Fedt! Men det hjalp også. Fysisk blev jeg bedre og kunne nu have en dag uden opkast!! Og bare det at ligge på briksen med nåle i og høre den afslappende meditations musik hjalp. Den dag i dag bruger jeg stadig musikken til at slappe af, når hovedet og tankerne kører i selvsving!

For mig var det helt afgørende punkt i min graviditet, da jeg i uge 20 fik en person på min klump i maven! En person jeg ikke kunne hade. En person der var så ny, fin og skrøbelig at jeg ikke kunne ønske den væk igen. En person der skulle blive min og mit ansvar, og jeg vidste bare at jeg måtte tage mig sammen fra nu af.

IMG_2327

Jeg var ikke selv i stand til at tage et valg om at tilvælge en tidlig kønsskanning, og altså selv bestille og betale for en. Jeg var så psykisk  langt ude at jeg ikke kunne, men heldigvis kunne jeg møde op til aftaler og gøre hvad andre fortalte jeg skulle gøre. Så Gud’ske’tak og lov for de planlagte skanninger; og i særdeleshed uge 20 skanningen og at det var muligt at se kønnet på min klump i maven! Ikke at det var selve pigekønnet der hjalp mig videre, at få at vide det var en dreng ville have hjulpet mig på samme måde. Det var personificeringen der var det afgørende!

Det var min historie – hvad er din? Kønsskanning for/imod? Vigtigt eller livsvigtigt? Altafgørende eller en unødvendig gode?

27 kommentarer

  • Julie

    Så spændende emne 🙂 Er ikke som sådan hverken for eller imod kønsscanninger, men meget for at man gør lige præcis det der føles mest rigtigt..
    Vi kendte ikke kønnet på vores søn som blev født i november – for mig var det bare fuldstændig irrelevant, måske følte jeg endda det ville komme lidt for tæt på hvis jeg vidste det. Ligesom jeg også synes at 3D-scanninger er lidt uhyggelige og virkeligheds-agtige..

    Derfor synes jeg det er helt fantastisk at man kan vælge at gøre lige præcis det man har lyst til ☺

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Dejligt du kan li emnet og smider en kommentar – juhu 🙂 Og JA valget er fantastisk…jeg sys det er lidt grænseoverskridende at vælge alle skanninger fra, men jeg er bestemt ikke imod det – altså lige som hende damen i indslaget havde gjort! TÆNK nu hvis der var noget fuldstændig galt med det?!? Og jeg kan faktisk godt følge dig i dit valg…og sådan kan man selvf også have det 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Ja, ville heller aldrig have valgt scanningerne fra..

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nu arbejder jeg jo selv med at skanne, og jeg synes det skal være fuldstændig op til det enkelte par at vælge, om de vil vide kønnet eller ej. Hvis jeg har kunnet se det, og de gerne har ville vide det, så har jeg altid fortalt det.
    Jeg har også selv vidst det i alle tre graviditeter, og det har hjulpet mig med at knytte mig til børnene 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Hej Signe, hvor hyggeligt 🙂 Og nåhr ja, du arbejder jo med at skanne!! Og selvf skal man have lov til at vælge til og fra, mine behov er jo nødvendigvis ikke alles og omvendt! Jeg tror også at jeg ville vide det i en evt ny graviditet….
      🙂 Håber du nyder de sidste dage/uger af graviditeten…. kram til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har haft det lidt ligesom dig. Jeg har haft to rigtig hårde graviditeter, og jeg har haft brug for at vide kønnet for bedre at kunne knytte mig til den lille terrorist og glæde mig lidt på trods af komplikationer!
    Anden gang ville jeg helt sikkert have betalt for en kønsscanning, hvis ikke det kunne ses i uge 20, det ville jeg ikke have gjort første gang. Men jeg havde brug for at kunne fortælle min søn, at det var en lillesøster, der kom, så han bedre kunne forholde sig til det!
    Jeg kan ikke forstå dem, der kan vente. Jeg er alt for nysgerrig 🙂 Og så synes jeg også, der er noget praktisk ved at vide det!
    Men det er jo en smagssag! Jeg kender dog flere, som ikke ville vide det første gang, som anden gang har fået det at vide – pga. den store så bedre kunne forstå det.
    Det er jo også lidt lige meget, hvornår man får det at vide, man kan jo ikke gøre til eller fra 🙂 Så længe man ikke vælger en graviditet fra pga. køn! Det kan jeg ikke acceptere!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Hej Sarah, tak for dit synspunkt 🙂 Elsker når I smider kommentarer, det gør bare det hele lidt mere værd…og juhu til erfaringer til “debatten” 🙂 Jeg er selvf ked af at du også havde komplikationer i din graviditet, men på en måde er det rart at vide, at man ikke var alene! Jeg tænker at det må være så hyggeligt at have st store barn med til en skanning for at se den nye lillesøster eller lillebror, totalt familieagtigt – åhr jeg håber det sker for mig engang!
      Og NEJ aldrig vælge en graviditet fra pga “forkert” køn !!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine B

    Jeg så også indslaget og jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår nødvendigheden for den debat, som hun i indslaget lagde op til. Jo altså, hvis det virkelig er sådan for nogle, at de skal “forsvare” ikke at få kønnet at vide på forhånd. Eller at nogle “går ned på” at barnet har “det forkerte køn”. Men så er det vel de ting, der skal debatteres – og ikke om man skal have selve kønsscanning eller ej.

    Vi fik det at vide. Det var rent praktisk (og ikke praktisk på den måde, at der skulle købes lyserødt (det blev en pige) og købes dukker, men mere i forhold til navn og forestillinger) og for mig var det kæmpestort at få det at vide der midtvejs i graviditeten og resten af tiden vide, at der lå en lille pige i min mave. For andre er det kæmpe stort at gemme overraskelsen til junior kommer ud. Og hvor er det dog dejligt, at der er plads til begge scenarier!

    Derudover vil jeg bare sige, at du ser SÅ smuk ud i den røde kjole!

    Håber du snart er frisk igen.

    God bedring og god weekend fra FruBlumensaadt

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Hej Katrine…naaaaj, jeg tænkte også at SÅ kritisk er det vel ikke for tiden…men sys bare det var et godt emne – og selvfølgelig fordi det var et emne JEG kunne forholde mig til, og som gav mening for mig! Og så fordi jeg godt ved at min “brug” af skanningerne – forhåbentlig – var lidt atypisk!! Og så ville jeg bare så gerne skabe lidt debat herinde…få JER lidt mere på banen – interaktion – I love it <3
      Og tak mht kjolen…jeg fik bare den kæmpeste mave…den blev faktisk større end det der!! Og Ja, huden døde :/
      Jeg er klart på banen igen friskhedsmæssigt – minus at jeg nu har kvalme pga en for stor burger til frokost!!
      God weekend og tak for endnu en kommentar… 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Spændende emne! Min mand ønskede at vores første barns køn skulle være en overraskelse – jeg selv var ved at revne af nysgerrighed, men var helt indstillet på at så skulle vi ikke vide det. Havde drømme om en lille lyshåret dreng – og vupti, ud kom den lille lyshårede dreng sørme. Da vi så ventede barn nr. 2 synes min mand det kunne være sjovt med sådan en køns-scanning, men jeg synes selve fødslens øjeblik var så vildt når man ikke vidste hvad man skulle have, at jeg måtte prøve det igen! Igen drømte jeg om barnets køn, og mærkeligt nok viste det sig at min “lyserøde følelse” indeni også denne gang var rigtig. Min søn som dengang var 3 år var fuldstændig overbevist om at vi skulle have en lillesøster – og han fik ret. Jeg synes muligheden for kønsscanninger er fantastisk, og så kan man netop vælge til og fra som man ønsker. For dig Kat, har det jo haft enorm betydning!! Har desværre hørt om flere hvor det har vist sig at være det forkerte køn man har fået at vide, og så tror jeg virkelig man skal bruge noget energi på at indstille sig på at det ikke var dét man troede. Men mon ikke det er blevet temmeligt bedre med de her 3D scannere?? Tak for spændende, ærlige og godt skrevede indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Hej Carina 🙂 Du har en god moderlig intuition, sejt! Og fedt at du lov din mand vælge ved det første barn, DET er sgu da når parforholdet fungerer… Jeg kan virkelig godt forestille mig at det må give det vildeste kick først at vide det til fødslen…og det gad jeg egentlig godt prøve også! Uhh jeg skal vist ha mange børn efterhånden 🙂 Og ja, for mig betød det alting…og lige præcis derfor er det jo mega fedt at man må vælge!!! Hvad gør du til dit tredje barn 😉
      Kram – og selv tak fordi du ku li indlægget 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      He he – nej, vi har besluttet at stoppe her, og nyde de to vi har☺️ Men skulle vi, rent hypotetisk have én mere, så tror jeg faktisk jeg ville have en 3D køns-scanning, og få kønnet at vide. Det ville uden tvivl være en god måde for de store at forberede sig på den lille der kommer, praktisk ift. at vælge hvilket babytøj der skulle ligges frem. Med 3 børn tænker jeg man er nødt til at være en anelse mere praktisk og klar til start! ☺️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabrina

    Jeg så selv Go Morgen Danmark i morges og synes debatten var spændende!
    Øv, du havde sådan en træls graviditet. Selvom jeg selv havde den skønnest graviditet uden kvalme og andre ting, kan jeg sagtens sætte mig ind i dit sted. Og hvor er det heldigt, at det giver for personer som dig, mulighed for at vide kønnet, så det kunne hjælpe dig nemmere gennem din graviditet.
    Jeg fødte vores søn i juni ’14 og vi kendte ikke kønnet. For os var det fuldstændig ligegyldigt og vi elskede den spænding der fulgte med. Især at vi ikke kun snakkede drengenavne eller pigenavne, men navne til begge køn. Det var spænding til det sidste IG der gik da også et par minutter eller mere, efter han var født før vi fandt ud af, at han var en dreng, fordi det hele var så overvældende og vi var bare glade for det var gået så godt og barnet havde det godt 🙂

    Men som tidligere nævnt, så synes jeg det er skønt med så mange muligheder, så der er noget for enhver smag 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • heidiaa93

    Åh, jeg havde ligesom dig RIGTIG svært ved at være glad for graviditeten. Det var planlagt, men alligevel tænkte jeg FUCK, da jeg så de to streger. Jeg var hverken dårlig eller besværet på noget tidspunkt, men mit sind blev sort, og jeg gik i panik. Det var så slemt, at jeg optil nakkefoldsscanningen tog mig selv i at håbe, der var noget galt, for så var der en undskyldning for at afbryde graviditeten(!!) Men da vi så kom til scanning og så den lille perfekte baby svømme rundt derinde, ændrede alt sig, og jeg blev ENDELIG glad ligesom alle andre gravide 🙂
    Jeg synes, det var en KÆMPE stressfaktor, det der med at føle noget andet, end alle andre. Og høre venner og familie, der jubler på ens vegne, imens man selv føler, der er sket end katastrofe…
    Så jeg kan virkelig godt sætte mig ind i dine tanker. Tak fordi du deler din historie!
    Mht. kønsscanning, så var jeg simpelthen så nysgerrig, så vi betalte os fra en ekstra, haha

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh det lyder næsten præcis som mine to graviditeter. Kastede op i fucking 9 måneder begge gange. Man bliver sindssyg og ikke mindst lige så sindssyg af at være sygemeldt så længe.

    Jeg er ikke imod hverken det ene eller det andet. Fik selv kønnet at vide begge gange. Mest fordi jeg er så mega nysgerrig og utålmodig. Men har aldrig fortrudt det. Med den yngste betale vi for en 3D/4d scanning. Det var alle pengene værd og der fik man virkelig en følelse af hvad det var for en skabning der lå derinde i maven.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fenjadora / Fenja

    Hej Kat 🙂
    Spændende emne! Jeg havde en relativt besværlig graviditet, hvis man kan kalde den det. Jeg led ikke så meget af kvalme, til gengæld havde jeg slem bækkenløsning og hyppige plukkeveer. Jeg måtte også tage den hårde beslutning (i samråd med lægen) at blive sygemeldt grundet bækkenløsning og truende for tidlig fødsel (grundet de 5000 plukkeveer). Derudover blev jeg fuldt ekstra af en fødselslæge grundet en genetisk sygdom (dette inkluderede ekstra scanninger x flere).

    Alligevel valgte jeg kønsscanning før MD scanningen. De scanninger var en af mine redninger nok lidt ligesom dig. Jeg fik set at der svømmede en lille rask dreng rundt derinde og at det altså ikke var en sygdom der havde ramt mig (man kunne blive i tvivl med alle de smerter….). Det var en fantastisk oplevelse at se vi ventede en søn. Havde det været en pige var det lige så skønt. Det blev virkeligt og det var en dejlig oplevelse. 🙂

    Jeg synes bestemt det er op til den enkelte. Heldigvis er der frit valg og alle valg bør respekteres 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Jeg kan godt forstå det gjorde en forskel for dig, først var det graviditeten der var noget lort for dig, men når det så er et “rigtigt” menneske med køn bliver det nemmere at skubbe vreden væk.
    Jeg har fået kønnet af vide begge gange. Anden gang betød ekstra meget for mig. Min første, en dreng, fik en hjerneskade under fødslen og jeg var urolig fra den dag jeg blev gravid anden gang for at historien skulle gentage sig og var sygemeldt med angst. Da vi så var til MDskanning viste det sig, at det var en pige der lå i min mave. At det netop var en pige ændrede alt for mig, pludselig var jeg ikke bange for at det skulle ske igen, det var ligesom noget helt andet, det var jo en pige og selvfølgelig ville det her gå helt anderledes. Hvis jeg ikke havde fået kønnet af vide havde resten af min graviditet været plaget af min angst.
    Derudover tænker jeg at de fleste får kønnet af vide af nysgerrighed og ikke fordi man ville vælge et barn fra.

    Mia

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Fantastisk læsning

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Da vi fik vores første fælles barn var det vigtigt for mig at vide kønnet. Jeg ønskede mig en dreng for jeg kunne ikke give min mand det første barn, men jeg kunne give ham det første barn af modsatte køn. Her anden gang havde jeg ikke noget ønske men ville dog gerne vide kønnet. Min første graviditet og fødsel var et regulært helvede (vores søn er handicappet bla pga det) her anden gang var det super hårdt psykisk at være gravid, var så bange for lillesøster også skulle være syg eller at hun blev skadet under fødslen men takket være det super sygehus jeg fødte på, fik jeg en drømmefødsel og lillesøster er helt sund og rask 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    God aften! 🙂

    Jeg er gravid i 29. uge med baby nr. 2 😀 Vi var enige da vi ventede barn nr. 1 at vi gerne ville vide kønnet ved misdannelsesscanningen, hvis de kunne se det. Og dér lå en lille dreng! Jeg syntes det var fantastisk at vide – jeg knyttede mig meget mere til den lille sparkede klump.
    I denne graviditet var jeg indstillet på også at vente til misdannelsesscanningen for igen at vide kønnet (og selvfølgelig st vide alt fortsat var ok)- jeg var såååå nysgerrig og så syntes jeg det var praktisk at vide om jeg skulle begynde at smide ud og rydde op i de ting vi har gået og gemt.. Men min kæreste ville gerne vide det før – han var nok mere nysgerrig end jeg 😉 Så da en deal dukkede op i mailboksen hvor man kunne få lavet kønsscanninger, hoppede vi på. Vi valgte at tage storebror med så han kunne få en forståelse af, hvad det nu lige var mor havde i maven.. Og endnu en lille dreng ligger og hygger sig derinde 🙂
    Jeg syntes det er helt op til folk selv hvad de vælger så længe de ikke bruges til at vælge fra eller til..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Lilletuts Mor!!!
    Jeg skriver til dig af en grund, som måske ligger lidt uden for dagens tema/emne, nemlig kønsscanning…
    Jeg skriver bare til dig, for at fortælle dig hvor heldig du er!!!! Når jeg læser dine indlæg (og det gør jeg tit, da jeg finder dit liv super spændende) får jeg tit ondt nede i min mave… Jeg er nemlig barnløs, og har snart forsøgt i tre år på at blive gravid, uden at det er lykkedes… Jeg skriver ikke til dig, fordi du skal få dårlig samvittighed!! Virkelig ikke… Men jeg tænker altid, at den måde du beskriver livet som lilletutsmor på altid er med sådan nogle negative undertoner… Jeg har naturligvis fuld forståelse for, at det du går igennem er ufatteligt hård… Jeg ville bare ønske jeg kunne sætte nogle tanker igang i dit hoved omkring, hvor heldig og lykkelig du skal være for at have et barn!!!! Jeg ønsker mig det SÅ inderligt, og hver dag i mit liv græder jeg inden i, fordi jeg ikke kan fylde mit liv med det som jeg ønsker mig allermest her i livet – nemlig et barn… Jeg synes bare du skal vide at hver gang jeg klikker ind på din blog og ser din skønne tut med de sødeste briller, så bliver jeg så dybt missundelig på dig… Kærligheden skal du nok finde… Den har jo ingen alder!!! Tro mig… Men hvem ved om jeg nogensinde når at få et barn, inden tiden render ud…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har, ligesom mange andre, været ret skidt under min nuværende graviditet. Jeg ser egentlig helst, at dagene overståes. Der hjalp vores nakkefoldsscanning forrige uge RIGTIG meget. For os begge to. Hold op hvor gjorde det tingene lettere.
    Vi har faktisk også bestilt kønsscanning til 6 uger før misdannelsesscanningen. Men det er mest fordi jeg er ved at sprænge i luften af nysgerrighed og bilder mig selv ind at jeg er NØDT til at vide det. NU 😉

    Ligesom flere har nævnt, synes jeg det handler om at finde ud af hvad der er rigtigt for en selv.
    Sådan har jeg det generelt med graviditeten. Jeg bruger fx almindelig shampoo og balsam, selvom folk i min terminsgruppe synes “det er imod retningslinjerne”. Fy fy skamme mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Jeg finder emnet spændende, netop fordi det overhovedet ikke var vigtigt for mig. Det er jo spændende at høre om, hvorfor det var vigtigt for andre.
    Vi fik ikke oplyst kønnet på vores datter før hun kom. Delvis fordi min mand syntes at det var “Lidt ligesom at mærke på julegaverne”, og delvis fordi jeg var rædselsslagen.
    Jeg havde en fantastisk graviditet, jeg har aldrig været smukkere, og jeg har aldrig været gladere for min krop end mens jeg var gravid.
    Men jeg er et meget meget uheldigt menneske på rigtig mange måder, og jeg har været igennem nogle voldsomme skuffelser og kriser tidligere, og eftersom jeg allerede elskede det lille væsen “Lille Én” kaldte vi hende før hun kom, helt vildt højt, så turde jeg ikke få at vide, hvad det var for et lille væsen, for tænk nu, hvis jeg aldrig fik lov at lære det at kende. Jeg var nok bange for, at skulle der nu gå noget galt, så ville det være meget sværere at tage afsked med en lille person med et navn og et køn osv, end med “Lille Én” som var vidunderlig og pragtfuld, men dejligt abstrakt…
    Giver det mening?

    Så faktisk nærmest det stik modsatte af din situation, kan man vel sige…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Vi ville gerne vide kønnet på vores barn, dengang hun lå i min mave for 4 år siden. Det var så surrealistisk men helt fantastisk at vide, at det var en HUN. Næste gang – hvis vi er så heldige – så vil vi gerne lade det være en overraskelse. Men jeg kan godt tro, at jeg vil komme til at savne den ekstra tilknytning jeg får til barnet, når man kender kønnet. Det gør det bare mere virkeligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Glemte lidt: Jeg synes det er helt op til den enkelte, om man vil vide kønnet eller ej. Kan som bekendt godt forstå det fra begge sider 🙂 Hvis man skal se helt firkantet på det, så er scanningen jo for at se efter evt. misdannelser – at scanne efter køn er vel bare en ekstra bonus?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Vinderslev

    Synes det er helt op til den enkelte om man vil have kønnet at vide på forhånd. Personligt valgte vi ikke at få kønnet af vide. Vi måtte igennem fertilitetsbehandling for at jeg blev gravid, så for os var det fuldstændigt irrelevant at få kønnet at vide. For os var det vigtigt at barnet var et sundt og rask. Fødte en dreng den 4. juli efter en lang og hård fødsel som var ligesom han skulle være 🙂 Næste gang (der bliver forhåbenlig en næste gang) vil jeg heller ikke have kønnet at vide på forhånd.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når museum, barn, udstilling og udvikling går op i den højeste enhed! Med bObles på Designmuseum Danmark.