FRYGTEN ! Om at miste sit barn!

Og jeg ved jo godt at nogen af jer – mine sødeste læsere – desværre har prøvet at frygten blev til virkelighed! Og det kan jeg næsten ikke engang bære at tænke på, og det gør mig virkelig oprigtigt ondt! Børn skal bare ikke dø! Men jeg vover mig altså alligevel ud i at skrive et indlæg om den frygt alligevel. Ikke for at være populistisk eller provokerende eller for at trampe rundt i nogen ømme følelser, men fordi at frygten lige pludselig kom op i mig igår aftes efter at Lilletut først var styrtet på hovedet ned af en trappe og siden hen krampede. Og så kender I jo mig, så er jeg nød til at dele det med jer.

Som sagt så faldt Lilletut ned af trappen hjemme hos mama i går, da jeg hentede hende for at tage til fødselsdag hos en af mine veninder. Det var den sidste trappe inden hoveddøren, den er stejl og uden ordentligt gelænder og så er opgangen jo af sten/beton. Jeg slæbte på alle hendes tasker og bamser og nåede lige at sige “Vega, du skal holde mig i hånden når du går ned af trappen” “NEJJJJ, jeg vil gå selv” råbte damen og jeg nåede lige at sige”Du skal holde mig i hånden ellers falder du bare ned”! Og BUM så røg hun lige på hovedet og tog kun fra med ansigtet! Ca 4 trin ned. Jeg stod øverst og kunne lige som en dårlig tegnefilm hverken røre mig eller nå noget som helst! Jeg ku kun se hende styrte og så høre SKRIGET! Og se blodet! Det blødte temmelig meget fra næse og mund, men jeg fik lynhurtigt konkluderet at næsen ikke virkede brækket og at alle tænderne sad hvor de skulle.

Tutti græd og mama kom løbende, da hun havde kunnet høre skriget helt op i hendes lejlighed. Vi fik sammen trøstet hende og tørret blodet væk i en ble (det var hvad jeg lige havde ved hånden). Hun var så forskrækket over styrtet og vores rektioner, men hun kunne da trøstes og efter en lille halv time kunne vi trille afsted. Jeg var rystet! Tænk at min lille pige havde slået sig så slemt og jeg havde ikke kunnet redde hende! Mens vi kørte snakkede vi sammen som vi plejer, men jeg kunne ikke lade være med at synes hun snakkede lidt mærkeligt! Jeg syntes ikke hun kunne huske det vi lige havde snakket om, og syntes hun vrøvlede lidt. Men – igen – hun er jo to år og var forskrækket; så hvor sammenhængende en samtale kan man lige forvente!? Til fødselsdagen var hun helt normal og legede med de lidt større børn og elskede min venindes datters hamster. Hun spiste og drak og var glad. To af veninderne er sygeplejersker og en anden var pædagog og de syntes også hun virkede helt normal! Da vi skulle ud og hoppe på trampolin skete der det mest ubehagelige – og mærkelige!

Hun sad på mit skød og skulle have skoene på, og bedst som vi sidder og maser den ene fod ned bukker hun ligesom sammen på midten og siger en anstrengt lyd. Jeg tror først at hun gør det med vilje, da hun tit gør sådan sammen med mama når de leger….wc! Men hun blev ved en 5-10 gange og pludselig virkede det ikke som om hun var tilstede! Jeg sagde højt STOP til hende og lagde hende ned på ryggen for bedre at se hende i ansigtet, og det var sgu som om hun ikke var der! Efter nogen sekunder kom hun til sig selv igen, og snakkede videre om at hun ikke ville have hverken hue eller vanter på! Ingen andre havde lagt mærke til episoden men min sygeplejerske-veninde syntes igen hun virkede normal og vi blev enige om at se det lidt an. Hun var efterfølgende helt normal og glad. Hoppede på trampolin og legede gemmeleg!

Da vi kommer hjem ringer jeg lige “just in case” til min søster, som er læge og fortæller om situationen, da jeg er blevet ret skræmt over “krampe-episoden” som tiden er gået. Min søster synes det lyder ret mærkeligt, og kan både give gode og knapt så gode og rare forklaringer. Rigtig mange børn kramper – også uden at fejle noget alvorligt – og nu er vi jo ikke engang klar over om det var en reel krampe eller om hun bare var “sjov”! Men hun er ikke i tvivl om at jeg skal ringe til 1813 og bede om at episoden bliver vendt med en børnelæge. Og det gør jeg så! Med bævende hjerte ringer jeg op – 28 minutter mener de selv at deres ventetid er på, men 47 minutter venter jeg reelt. Shit, hvor får jeg tænkt mange tanker i mellemtiden. Pludselig er jeg overbevist om at Lilletut dør. At hun aldrig vågner op hvis hun lægger sig til at sove. At hun pludselig falder om en af de nærmeste dage og ikke kan vækkes igen! Min puls banker derud af og jeg er SÅ tæt på at smække på og ringe 112 i stedet! Men Lilletut ligger ved siden af mig (jeg turde ikke ligge hende i seng) og ser meget normal, rolig og glad ud, så besinder mig trods alt. Tror jeg får skrevet 5000 smser i panik til søster, mama, min veninde og en anden veninde! De beroliger mig noget og den ene veninde lover at komme og sove! Mega dejligt! Fuck jeg hader at skulle være alene med et barn, man ikke ved hvad vil ske med!

Da jeg endelig kommer igennem 1813 efter de 47 minutter snakker jeg i lang tid (12 minutter) med en sød sygeplejerske der vender det hele med en læge i baggrunden, og vi bliver enige om at jeg skal holde hende under tæt observation og vække hende hveranden time for at tjekke hendes bevidsthedsniveau og om hun reagerer normalt! Og så skal jeg ringe ved den mindste tvivl – også gerne 112 hvis de ikke lige svarer! Puha. Det hjalp at få lidt råd og vejledning men shit jeg er bange. Tænk nu HVIS. Tænk nu hvis hun dør!!!? Og så vil det være min skyld! Min skyld at hun faldt ned. Min skyld at hun ikke fik den nødvendige hjælp! Jeg bliver virkelig helt dårlig og er nærmest lykkelig da min veninde kommer! Bare det ikke at være alene hjælper.

Tror ikke jeg nærmest har sovet en sammenhængende time i nat selvom jeg jo i princippet kunne sove to timer inden vækkeuret ringede igenigen. Lilletut blev vækket hveranden time og reagerede heldigvis “normalt” alle gangene. Til gengæld fik jeg set på hendes fortænder; den ene var helt blodig oppe i kanten. Åhh shit! Hos børnetandlægen i dag kunne de så konstatere at den venstre fortand er slået løs. Tandkødet over tanden så jeg først rigtigt deroppe; helt rødt, blåt og sort! Shit! Nu er hun på blød skånekost i en uge og skal til tjek og røntgen efter påske.

Der kan virkelig hurtigt ske noget. Men forhåbentlig sker der ikke mere i den her sag. Andet end at tanden gror fast igen! Shit hvor kan de små mennesker få kæmpe store tanker, følelser og bekymringer frem i en!