Mit barn elsker mig ikke >< Mit barn elsker mig, ikke ?
Hvad en tegnsætning dog ikke kan gøre!
Og kunne det på nogen måde være lige så nemt at få vendt tankerne oven i mit eget lille besynderlige hovedet?! Altså væk fra det deprimerende og over til det mere positive?
Siden igår morges har jeg virkelig savnet Lilletut. Sådan helt ned i maven, dybt ind i sjælen og rundt inde i kroppen med tusind kilometer i timen. Jeg er på en måde rundtosset, skør, svimmel og følelsesløs på samme tid. Jeg kan næsten ikke bære at min lille pige ikke er her. At jeg har givet hende op og givet hende til mama IGEN. Ja, for tre dage – PERSPEKTIV Katrine TAK – I know! Men lige nu har jeg følelsen af at hun tror, at jeg ikke gider hende mere! At jeg hellere vil have at hun skal være hos mama. Igen. Også denne weekend! For det er sgu da tredje weekend at min lille skat skal være sammen med hendes elskede mama. Og at jeg så skal være alene. Med kæresten, ja bevares, men uden Tutten. TÆNK hvis hun glemmer mig. Elsker mig mindre – og elsker mama mere. At hun pludselig kommer på mandag og siger, at nu vil hun hellere bo hos hendes mama fordi hun er sødere, sjovere, mere elskelig og bare bedre! Tænk nu hvis? Hun snakker efterhånden så godt at ordene sagtens kunne findes i hendes ordforråd!
Jeg ved jo godt med min intellekt, at det er fantastisk at Lilletut elsker sin mama – og at hendes mama elsker hende. At det er fantastisk at de hygger sig, har det sjovt og tager på en masse udflugter med både mamas kæreste og bedsterne. Som nu hvor mama og Tut er hos bedsterne i Jylland – og lige er kommet hjem fra Legoland! Åhr Legoland – der har jeg ikke været siden jeg selv var 6 år, og hvor gad jeg godt have været med til at opleve Tutten få denne oplevelse. Se hendes glæde, høre hendes grin og mærket hendes begejstring.
I stedet for at være glad på deres vegne er jeg utryg og ja lidt misundelig. Og bange! For ja, tænk nu hvis jeg går glip af mit eget barn. Jeg er bange for at misse noget essentielt, bange for at blive sat ud på et sidespor og bange for at miste den helt særlige connection en mor har med sit barn. Jeg ser hende jo ikke hver eneste dag længere, sover ikke med hende hver eneste nat længere og tænk nu hvis det lige præcis er i de 5 mama-dage at det helt store og vigtige sker? At det lige er de dage hvor al vigtig kontakt, bånd og sjæleskab bliver grundlagt? Og så sidder man her som fraskilt mor og er blevet tvunget væk fra det. Ens familie er blevet delt – ens barn er blevet delt.
Og hvem sagde at ens barn kunne tåle at blive delt?! At man selv kunne tåle at skulle dele? Og hvem gider egentlig give enestående muligheder op? Muligheder, ting, oplevelser der aldrig kommer tilbage, men som man så lader andre opleve i stedet for en selv. For man kan jo ikke bare regne med at man oplever det med barnet igen selv – som en anden gangs oplevelse. Lidt ala når man selv som yngre (dengang i 90’erne hvor forældre ikke bare var skilt som udgangspunkt) ringede hjem fra en rejse, og så først skulle fortælle alle oplevelser til ens mor i telefonen – for derefter at skulle fortælle helt det samme én gang mere til ens far, som fik telefonen når mor var færdig. Man gad ikke rigtigt vel?! Historien blev bare hverken lige så lang eller livlig fortalt anden gang!! Shit!
Jeg ved godt at jeg er egoistisk! Men nu er det selvfølgelig også min blog, og jeg har brug for at få tømt hovedet for disse tærende tanker, følelser og fornemmelser. Så jeg tillader mig at være egoistisk, og håbe på at I tager imod mine skriblerier – og måske deler nogen af jeres egne frustrationer, bange anelser, jeres frygt eller måske jeres glæde…
At Lilletut har mulighed for “at komme så meget ud” kan jeg selvfølgelig kun elske. Jeg kan da som mor kun behage at mit barn får så top mange oplevelser, erfaringer og sociale kompetencer – dobbelt så mange som jeg ville give hende! Og mit hjerte starter da også med at smelte når hun vågner midt om natten (natten før hun skal afsted med mama til bedsterne) og udbryder inde fra sengen: “Jeg skal hen til min mama nu – jeg glæder mig”. Og når man så kommer ind til hende og siger at det altså først er når det er dag, hun skal afsted og hun så siger: “Jamen jeg kan slet ikke vente. Jeg savner mama!”. Jamen så er man da glad for at hun har det godt og elskeligt sammen med mama. Men samtidig – må jeg indrømme – får mit eget syge lille hjerte også et lille stik, og jeg får lyst til at råbe: “MEN ELSKER DU IKKE OGSÅ MIG”????? Og når hun for gang 500 om morgnen før mama kommer siger at hun glæder sig til mama kommer, så stikker det lidt videre inde i en og de dumme tanker melder sig; Elsker mit barn mig virkelig ikke??
Men JO jeg ved godt at det gør hun! Mit barn elsker mig.
Ikke ?!?
Jeg er ikke selv skilsmissemor, men jeg kan alligevel godt sætte mig ind i hvordan, du må have det. (selvom det ikke er det samme). Frygten for at gå glip af noget kender jeg i hvert fald godt! Og det er bare ikke sjovt! Det kan jeg godt forstå, du er ked af! Men hvor er det sejt, tut over for dig kan give udtryk for at hun (også) elsker sin mama! Så gør du altså alt det rigtige i mine øjne. For så sætter du hendes behov først – selvom det er svært! Sejt!