Når Lilletut skal være Storetut…

Først og fremmest; Hej, jeg hedder Katrine og er blogger her på Lilletutogmor.dk! Eller dvs det har jeg så ikke rigtig været i denne uge! Og egentlig heller ikke særlig meget i sidste uge! Det er som om jeg er for træt. Mit arbejde, Lilletut og kæresten hiver energien ud af mig og lader ikke meget tilbage til hverken venner eller bloggen her. Ja og ej heller instagram!! Eller facebook!! At de hiver energien ud af mig er selvfølgelig ikke ment negativt, men det gør mig faktisk ked af det at jeg ikke får skrevet noget på bloggen. Eller postet noget på instagram. Ej, okay det med instagram overlever jeg nok – men bloggen her er min anden lille baby og den vil jeg helst ikke forsømme. Det gør mig helt ærligt noget trist, når jeg så alligevel forsømmer. For jeg kan jo se på mine tal at I så heller ikke kigger ind lige så meget – og så bliver jeg lidt mere ked af det – og får lidt mindre lyst til at skrive. Ond cirkel – øv!

Håber jeg kan vinde jer tilbage – og flere til – for I er sgu min benzin på motoren. Alle jer søde læsere – som jeg tilmed nogen gange møder IRL når I kommer og hilser på. Se DET er sgu dejligt og hyggeligt – som Elisabeth der lige kom og sagde HEJ til loppe i går. (og btw – apropos søde læsere der ææælsker mig; har I nomineret mig inde på Børn i Byen Prisen 2015??? Hvis ikke, så følg gerne linket HER og skriv min lille ærlige blog på. I kan bare trykke jer forbi alle de andre felter – man behøver ikke udfylde alt 🙂 Tak)

Ugen her har også været hård på en anden måde. Jeg har savnet Lilletut så sindssyg meget. Også de dage hun har været her! Jeg har følt mig uduelig som mor. Som mindre elsket. Som kedelig. Som sur og tvær. Og så har jeg tilmed været til træning to aftener, hvor kæresten har puttet hende. Jeg har altså været væk fra hende. Efterladt hende. Valgt hende fra. Forladt hende! De depressive tanker har trængt sig på og stået i kø, ja tilmed trådt hinanden over tæerne og spidset albuerne for at komme først frem. Jeg har grædt mange tårer. Drømt mange mareridt. Og endt ud med at have fået mit kendte “ondt i maven” her søndag.

Hold nu kæft hvor kan sådan et ille menneske få kæmpe store tanker og følelser frem i en!

Og frygt. Og angst! Jeg er nærmest bange for hende lige i tiden. Bange for at hun lige om lidt udbryder at hun ikke elsker mig mere. At jeg er en dårlig mor, der ikke elsker hende nok. At jeg ikke gør det godt nok for hende. Og at hun meget hellere vil bo hos sin mama. Altid! Jeg er nærmest så angst for det, at jeg ikke tør være sammen med hende. Jeg tør ikke fejle, ikke sætte grænser der får hende til at blive ked af det og jeg tør ikke irettesætte hende. For så er jeg jo en dårlig mor. En tarvelig én af slagsen der får hende til at græde. Får hende til at lide og være ked af det. Mit hjerte græder og skriger, når hun græder! Mit indre krænger sig ud og mine egne tårer presser sig på. Når hendes lille tunge trækker sig tilbage og krænger sammen i den lille åbne mund i gråd, så bliver jeg lige dele angst, ked af det og fascineret. På en måde elsker jeg den lille tunge der. Det ser så sødt ud. Hun er min lille baby. Min skat. Og jeg elsker hende så meget at min krop og sjæl næsten ikke kan bære det! Her har jeg i sandhed alt at miste! Hun er alt. Tænk hvis hun ikke elsker mig. Tænk hvis hun har ondt langt ind i sjælen, fordi hun skal have nattøj af og tøj på? Tænk hvis det virkelig er så frygteligt og smertende at få taget den våde natble af og en tør ble på? Tænk hvis hun vil hade mig for det? Tænk hvis det sætter dybe traumatiske spor dybt ind i hendes lille elskelige sjæl. Spor, sår og ar der vil følge hende resten af livet, og gøre hende evig sårbar, ødelagt og vred på mig.

Hvordan kan man skabe så lille og perfekt et menneske – og så samtidig have skabt så stor en opgave? Har man så at sige: “slået et for stort brød op til at man selv kan bage det”??

Min lille pige laver de bedste flitsbuer. Hun er så elastisk at selv slangemenneskerne i diverse cirkusser (er der seriøst to s’er i det?!) Verden over ville blive dødelig jaloux, hvis de så Lilletut optræder med hendes “undslip-tøj-ble-maske-tandbørste”-nummer! Hun kan gøre skuldrene så leddeløse at hun kan undslippe selv det fasteste greb.

Lilletut er selvstændig. Jo tak, hun vil selv bestemme hvornår der skal leges, hvad der skal leges og hvem der skal være med. Og hun tager ikke et NEJ for et svar – og ej heller et “Du skal i seng NU” eller “Kun TO bøger i aften” for gode varer. Tutti bestemmer. Her Way or the Cry Way!

Hun er bestemt det barn. Og blevet større. Så stor at hun nu skal være Storetut og i børnehave lige om lidt!! Faktisk skal hun på torsdag med en pædagog og to af de andre større piger på besøg i børnehaven! Jeg kunne næsten græde, da en af de søde pædagoger fra hendes stue kom og fortalte mig det og afleverede et lille fint håndskrevet personligt rødt kort, hvor det hele stod beskrevet. Tutti skal senest være i vuggestuen/institutionen kl 8.20 på torsdag for så at tage med bussen til Allerød sammen med dem fra stuen – og alle de andre børnehavebørn! Min lille pige!! Med udflytter-bussen til institutionen i Allerød i skov og natur! Hun vil elske det – jeg ved det! Og hun skal være meget meget meget mere ude end hun plejer! Jeg skal hente hende ved bussen kl. 15.20 sharp og være der når de kommer. Det kan de små vuggestuebørn godt li efter en lang, hård og begivenhedsrig dag! Åhr min lille pige!!! Jeg har lyst til at filme hele dagen, bare for at kunne se den igen og igen og mindes hvor stor hun pludselig er blevet. Og selvstændig!

Storetut i børnehave – udflytterbørnehave!

I vuggestuen forbereder de de store børn på skiftet. Fokus på overgange – hed sidste års pædagogiske tema. Og det er de gode til. Lilletut er derfor med på “toilet-ordningen” hvor der er skema og belønning med klistermærker – Lilletut ELSKER de klistermærker (og vi har allerede stjålet et med hjem på sutten). De snakker om ugedage, vejret, hvem der er tilstede i dag og så snakker de meget med børnene om deres familier udfra de plancher de har lavet sammen med børnene. Lige så utilfreds jeg var over den stue da Tutti startede, lige så meget knuselsker jeg den og pædagogerne nu. Jeg har næsten slet ikke lyst til at Lilletut skal stoppe!

Men jeg ved at Storetut vil lære så meget mere i børnehaven, når den endelige startdato foreligger. Hun har suget alt udvikling til sig i vuggestuen og er mere end klar til at blive udfordret på ny i børnehaven i hendes alder af 2 år og 6 mdr. Hun er klar. Hun er en stor Lilletut nu.