Skruk med skruk på… Og (med) hvem, hvad og HVORNÅR…??

Altså, jeg er jo deropad – sån aldersmæssigt. De fleste der kender mig, ser mig første gang eller lærer mig at kende gætter på at jeg er et sted midt i tyverne. Tak – men det er jeg altså næsten ti år fra. Altså den gale vej – hvis vi ser det udfra et “jeg-er-næsten-lige-blevet-skilt-og-har-mødt-en-ny-som-jeg-vel-lige-skal-lære-at-kende-før-vi-øger-min-ellers-nyopstartede-familie”-agtigt synspunkt. Og det gør jeg altså selv! Ser min alder udfra det synspunkt.

Jeg får så gerne lidt stress, for jeg er en familie-junkie – og mere vil have mere! Jeg er en junkie efter at have en familie. Jeg er en junkie efter at lave ting med min familie. Og så er jeg en junkie efter at gøre min familie større!

Den familie, jeg opstartede i sin tid med ex-konen, blev aldrig rigtig til noget. Den kom aldrig rigtigt i gang og fik aldrig rigtig lov til at udfolde sig. Fik aldrig lov til at sprede sine vinger, mærke om og at de kunne bære, for så at flyve ud i verden. Nej, vores familie endte mere som en vingeskudt due i vejkanten. Lidende, forpint og kun ventende på at andre folk ville gøre det hele endeligt med et spark, et spadestik eller lignende. Jeg troede sgu ikke på noget mere. Alene som jeg følte jeg var. Forladt, snydt og pisset på. Drømmen om en familie ebbede stille ud – og mit ur tikkede og tikkede! Og mine æggestokke skreg helt overdøvende! Det eneste jeg kunne tænke på var at Lilletut nu var dømt til ikke at få flere søskende! Ikke alene havde ex-konen og jeg frataget hende muligheden for at få en far, men nu havde vi sgu også frataget hende muligheden for en samlet og lykkelig familie. For helvede altså!!

Bedst som jeg lå der og opgav, mødte jeg pludselig én der gav det hele mening igen. Èn der hverken sparkede eller slog, men bare med hendes dejlige smil og glade øjne, gav mig troen – og lidenskaben tilbage. Måske fandtes der “Love after Love” ?! Altså som Cheer synger om i “Believe”… Kunne der være en mulighed for, at selv en oldgammel kælling med maven fuld af strækmærker (og lidt for store lår) som mig, kunne få en familie alligevel?!

Mine æggestokke blev (heldigvis) overdøvet af hjertet, der bare bankede derudaf for hende med de dejlige øjne. Så skrukheden kom i baggrunden i forhold til nyforelskelsen. Men (heldigvis) fik vi ret hurtigt slået fast at vi begge ønskede børn. Når nu man er deropad i alderen, føler jeg, så kan man ligeså godt sortere skrot fra slot! Og vi ønskede begge ikke at der skulle gå alt for lang tid.

Men hvor lang tid er det så??

Hvor længe skal man have været sammen før det er okay at få børn sammen??

Og hvor længe skal man have boet sammen før det er okay at få børn sammen??

Og hvornår er det for sent? For én som mor? For ens barn (Lilletut)??

Både kæresten og jeg har begge brugt (u)nødvendig lang tid på at tænke over hvad andre synes. Altså hvornår synes andre det er okay at vi får børn? Flytter sammen?? Giver Lilletut en lillesøster/bror?? Vi har spurgt kolleger, veninder og jeg har spurgt jer kære læsere, IGere og facebookere… For vi vil jo gøre det rigtige. Og ikke gøre nogen forargede!

Men er det rigtige ikke at gøre det når det er rigtigt? For os !?

Så må folk blive forargede.

Måske er det den lesbiske tidsregning (remember HER), måske er det alderen “deropad” – eller måske er det kærlighed ved første blik ?!?

Måske skal man, når livet lige pludselig giver mening, bare give efter og følge med strømmen. Lade sig drive med. Og nyde.

Jeg ved, at jeg vil have børn med kæresten. Og JA, jeg skrev bØrn. Kæresten vil bare have bArn, men jeg vil altså ikke lukke muligheden for at få bØrn! Jeg hader at lade mig begrænse – og diktere. Og jeg vil gerne have det snart. Snart kunne være nu, om en mdr eller om tre eller 4. Helst ikke om et år eller om 8 mdr eller 6. For man skal jo også vente i 9 mdr før det kommer ud, og så synes jeg pludselig at det er uendelig mange mdr. Og hvad nu hvis der også går mange mdr før man bliver gravid!! Projektet må gerne starte snart – for min skyld.

MEN…

Jeg er også blevet klogere. “Af skade bliver man klog” siger et gammelt ordsprog! Og ohh yes – jeg er blevet skadet klogere! Jeg vil ikke presse noget ned over kæresten. Hun skal ville det. Hun skal længes efter det. Hun skal ville det nu – eller lige om lidt. Hun skal ville det så meget, at hun næsten ikke kan vente. For man skal ville det så meget, at man står sammen i tyndt og tykt. Har jeg lært. I medvind og modvind. Og når ungen ikke har sovet i et år!! Når man for 7.dag i træk står op kl fucking 05 efter at have været vågen mindst 17 gange siden man gik i seng kl (alt for sent) 23!! Man skal sgu ikke skride i svinget fordi en anden var mere nedringet i byen! Man skal sgu elske det barn – og MIG – uanset hvor lortet og venskabeligt det hele er.

Så spørg mig lige om jeg blev bare lidt glad (læs; happy-chappy) da kæresten i dag hviskede, at der da ikke behøvede gå såååååå lang tid før vi begyndte på babyprojektet, efter at have holdt et venindepars nyfødte datter.

Så måske er det snart rigtigt…