Sorgen ved at miste sit barn – hveranden uge!

To ting allerførst de damer…

1. Havde jeg ikke lige været til Crossfit, og var blevet tæsket så hjernedødt hårdt igennem, at jeg nu knapt kan løfte en vanddunk – og skrive uden at ryste på fingrene, så havde jeg tudet mens indlægget her blev skrevet! Jeg havde været så selvmedliden at I formentlig havde brækket jer…eller været nød til at skylle efter med en flaske hvidvin eller to! (Jeg agter selv at gøre det samme om en times tid! Men jeg gør det sammen med nogen andre dejlige damer, så det tæller ikke som alkoholisk tendens! Don’t worry!)

2. Jeg VED godt, at nogen oplever det mest tragiske i hele Verden…det der helt sikkert overgår mit “tab”. Jeg vil ikke engang skrive det…I ved hvad jeg mener, og jeg VED at hvert fald to af mine dejligste læsere (I ved hvem I er<3) har prøvet det, og jeg HÅBER I (igen) ikke tager dette her ilde op. ALT min respekt, karma, good-will og kærlighed til jer og jeres smukkeste englebørn. Jeg kan stadig fælde tårer over jeres – og andre på IG’s – tab, når jeg læser om det. Det er så pisse hamrende uretfærdigt. I er SÅ pisse giga seje; I salute you!! Had mig ikke for MINE tanker, følelser og tårer over Lilletut.

For…

I går græd jeg. Jeg brød sammen i armene på min (dejlige) kæreste og græd. Af sorg! Hele dagen havde jeg gået med en underlig knugende fornemmelse indeni. Noget der voksede stillede. Pressede sig på, og gjorde pladsen til mig og pladsen til mit hjerte mindre. Det var som om mit hjerte ikke helt kunne slå. Og det var som om jeg ikke helt kunne trække vejret. Ikke dybt ned i lungerne i hvert fald.

Hvis jeg prøvede at mærke efter, kunne jeg tydeligt mærke den knugende fornemmelse trænge sig længere op i halsen, udhule brystet og bare gøre mig tom. Jeg havde virkelig på fornemmelsen at min Lilletut var væk. Væk for altid! Hun manglede, og manglede så inderligt gennemtrængende at det måtte være umuligt at hun overhovedet fandtes i denne Verden. Hvis jeg blev ved at mærke efter kom panikken. Panikken for at de var min intuition – snarere end “bare” et savn – der fortalte mig noget! For tænk nu HVIS hun var væk, Lilletut. Tænk hvis mama ringede lige om lidt for at bekræfte ?!

I mit indre kørte en dialog, der forsøgte at overbevise det inderste mig om at sorgen ikke var en døds-sorg men en “miste-sorg”. Samtidig var jeg lidt flov over at jeg gik og sørgede over tabet af min datter, selvom hun ikke var død! For tænk lige på de mødre der reelt må gå den sorg i møde – og leve med den! Men min lille sorg sortnede også mit sind. Ødelagde mine dage. Gjorde mig grådlabil og ulykkelig. Ja, og gør det stadig!

Jeg føler mig ulykkelig, når Lilletut ikke er her. Mit hjerte mangler (foruden kæresten) en grund til at slå. Mit liv er ikke fuldendt (fraset at kæresten er her). Mig, mit hjerte, mit sind ja hele mig er i sorg! Og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal håndtere den. Jeg tør knapt gå ind på hendes værelse, fordi jeg føler det som en slags mindeplads. Et alter, en gravplads hvor legetøj og bamser ligger spredt. Hvor sengen står uredt, og det hele bare ligger som da vi forlod det onsdag morgen for at køre i børnehave – og ikke komme hjem igen.

Den dag! For hun kommer jo hjem på mandag! Hun er væk i 5 dage og så går livet videre. Men i 5 dage skal hun hives ud af mit liv. Flåes ud af mit liv. Skæres ud – efterladende et gabende, blødende, dybt sår. Et sår der aldrig føles at ville hele. Et sår der truer med at dræne mig for blod; tage kræfterne fra mig og true mig på livsmodet. I 5 dage!

5 dage der føles som en evighed!

5 dage der føles som for altid!

5 dage!

Jeg bliver angst når jeg tænker på at de 5 dage aldrig får en ende. De vil komme hver eneste anden uge, hver måned, hvert år i hele mit liv. Hveranden uge skal sorgen finde bo i min krop, hveranden uge skal jeg tackle den. Hveranden uge skal jeg mangle hende! Hveranden uge skal mit dyrebareste tages fra mig. Hveranden uge skal jeg i-fucking-gen straffes for at ex-konen var mig utro og skred. Hveranden uge skal jeg mindes at hun ikke ville mig og familien – SAMTIDIG med at hun så tager det dyrebareste fra mig! Hvornår vinder jeg?! Hvornår skal hun lide ?

Og hvad nu hvis hun vil have Lilletut mere med tiden ? Skal jeg så straffes i endnu flere dage ? Leve endnu flere dage af mit liv i smerte og savn ? Jeg har båret, brækket mig og født Lilletut; hun er min! Jeg vil ikke miste hende! Jeg vil have hende hos mig altid – hvordan kan andet være fair?! Hvordan kan et barn tages fra dens mor?!

Jeg savner Lilletut <3