“Danmark for danskerne – udlændinge ud” … (wtf?!)

Kan I huske det?!? Jer der er gamle nok – ala mig… Den der nærmest slagsang med ordene i overskriften min: “Danmark for danskerne – udlændinge ud” Den kom vel frem start-midt 90’erne dengang jeg var teenager og de første flygtninge ankom til Danmark – og til Bornholm, hvor jeg boede dengang. Vi fik i min by, Rønne, et stort asylcenter oppe ved siden af min fodboldklub på den anden side af ringvejen. Der kom en masse nye familier til byen. En masse nye børn og unge i bybilledet. I starten holdt de sig oppe i centeret og vi kiggede nysgerrigt med fra den anden side af vejen først. Så blev vi lidt modigere og kiggede med fra udkanten af centeret – og de blev lidt modigere og råbte uforståelige sætninger til os. Så begyndte de – drengene – at komme over på fodboldbanerne og kigge med på alle de danske børn og unge der trænede. Og vi kiggede på dem.

Ingen kunne forstå de andre, men fodbold er et universelt sprog og langsomt begyndte både alle mændene og børnene fra asylcenteret at mødes over på fodboldbanerne og spille fodbold. De morede sig og råbte og grinede. Nogen gange lød de uhyggelige syntes vi, og nogen gange kunne man ligesom se noget ulykkeligt og anderledes i deres ansigter. Børnene fik lov til at spille med på holdene hos de danske (bornholmske) børn og de gode unge/mænd spillede med på seniorholdene hos de danske mænd og unge drenge. Der var ingen piger i blandt, så vi fik ikke vores nysgerrighed stillet på vores fodboldhold.

Men udlændinge-mændende og drengene var af en anden støbning end de danske drenge og mænd. De var meget interesserede i at få os danske piger i snak og vi både ville og ville ikke “snakke” med dem. Vi kom troligt op til fodboldbanerne og så på dem spille, men når de henvendte sig blev vi fjantede og løb væk. De løb efter. Det blev en leg men en leg der nogen gange gik lidt over gevind da vores kulturer, oplevelser og erfaringer ikke var ens. Vores referencerammer for hvad man kunne tillade sig var ikke ens, og vores – og deres – signaler blev tit misforstået af modsatte part. På et tidspunkt var min veninde “kæreste” med en af de yngre drenge og hans brødre og fætre var meget interesserede i os andre piger – forståeligt nok for vi var der jo og opsøgte dem, og var spændende repræsentanter for det land de pludselig var havnet i. Og de VAR jo ungersvende med de lyster og behov sådanne – også danke – nu engang har. Og så kedede de sig. De gjorde alt for at komme tæt på os og jeg husker en leg der pludselig blev for meget for mig. En af dem jagtede mig rundt i buskaset rundt om en af fodboldbanerne, jeg løb og han løb og først var det sjovt. Men så ændrede stemningen sig og han blev irriteret – og jeg blev bange. Jeg råbte og råbte “NEJ – la vær”, “STOP” men det gjorde han ikke. Hans øjne ændrede sig lagde jeg mærke til, og pludselig føltes han som noget farligt. Han fangede mig og hold mig fast i et kram eller hvad det var. Han ville mere og jeg ville bare væk. Jeg vristede mig løs og fik set mit snit til først at slå ham mellem benene med albuen og så med hånden knyttet op i brystet/ansigtet – et ninja-selvforsvars-hak jeg lige havde lært. Han blev overrasket (tror ikke det gjorde ondt) og gal – og det samme blev jeg fraset gal, da jeg blev mere bange i stedet og LØB. Min veninde løb med, og alle mændene løb efter os opildnede af optrinet. Shit – der var jeg bange og der ændrede der sig noget.

Jeg blev bange for dem.

Bange for hvad de så kunne finde på. Bange for ikke at kunne kommunikere med dem. Bange for at mine grænser ville blive overskredet endnu mere, for hvad gør man når kultur, oplevelser, grænser og erfaringer ikke kan kommunikeres? Når man bliver misforstået?

“Danmark for danskerne – udlændinge ud” begyndte nogen at råde efter dem. Jeg kan faktisk ikke huske om jeg gjorde, men måske!? Vi var både bange for dem, men stadig også dragede på en måde. De var interessante – lidt farlige, men spændende i en dansk traditionel hverdag. De danske drenge ville beskytte os mod dem – især efter optrinet, så de råbte efter dem. Og vi piger drillede dem og råbte også efter dem. Der var intet ægte ondt i nogen af os andet end teenage-drillerier for opmærksomhed. Men om de opfattede det sådan ved jeg ikke.

Jeg stoppede lidt efter lidt med at komme med min veninde op i centeret – mine forældre ville heller ikke have det. Både fordi jeg var blevet nervøs for dem, men også fordi at interessen og “nyhedsgraden” ebbede ud. Efter sommerferien begyndte børnene i vores folkeskole og min mor blev kontaktperson for et søskendepar, hvor drengen gik i hendes klasse. Min mor tog ham til sig med hele sjælen og han kom også hjemme hos os nogen gange. Han var en pæn dreng og sindssyg god til fodbold. Han havde det lidt svært i skolen, men kæmpede sig flot frem. Han kendte drengene fra optrinet, men nævnte aldrig noget om det. Og min nervøsitet omkring dem faldt en pæn del.

Drengen fortalte min mor nogen af de frygtelige ting ham og hans familie havde været i gennem og hvor lykkelige de var for at være kommet til Danmark. Men også hvor svært det var. Deres kultur var en anden – en helt anden – og de kedede sig nemt i et land hvor de stak en pæn del ud af mængden.

Sangen (overskriften) rungede stadig i mit hovedet, når jeg mødte de store udlændinge-drenge, men jeg havde samtidig fået den dybeste respekt for dem. TÆNK hvad de havde oplevet. TÆNK hvad de havde forladt og TÆNK nogen minder brændt ind i sjælen!!! Shit!

Ad åre blev dette, vores første kuld flygtninge, rigtig godt integreret i det bornholmske samfund, og der kom flere og flere. De blændede noget mere ind og tiltrak sig ikke helt så meget opmærksomhed fra hverken piger eller øvrige befolkning.

Der er løbet så sindssyg meget vand i åen (som man siger) siden dengang i 90’erne, og der er kommet mange mange flere flygtninge ind i Danmark siden. Jeg kan stadig godt have optrinet i mig, når jeg en mørk aften går forbi nogen “der ikke ser danske ud”, men mest af alt slår det mig hvad de mon har oplevet. Eller hvad deres familie har oplevet. Efter jeg er blevet mor kan jeg SLET ikke holde ud at se børn i nød. Og da alle billederne og artiklerne om exp. børnene i Syrien kom frem, måtte jeg lukke øjnene. Jeg kunne ikke hverken se eller læse dem. Jeg græd og mit hjerte gjorde så ondt at jeg faktisk fik kvalme. Og det gør det stadig. Jeg kan ikke klare tanken om børn der ikke har det godt! Og voksne selvfølgelig – men det rører mig ikke på samme måde. Jeg ser Lilletuts ansigt på alle de stakkels børn. Fornemmer hendes krop i billederne og historierne om de frygtelige skæbner. Og det kan jeg bare ikke bære. Tænk sig hvad de forældre går igennem og hvad bilder nogen sig ind at kalde dem “bekvemmeligheds flygtninge”!! Jeg kunne brække mig på stedet! Og nikke vedkommende en flyveskalle!!

Tænk hvis det var vores land der havde det sådan. Tænk hvis andre mennesker sagde sådan om os. Og tænk hvis de hånede os sådan midt i vores værste mareridt. Og tænk hvis de lukkede deres grænser og sendte os tilbage. Gav vores guldklumper en badering om livet og smed dem tilbage i havet ?! Tænk hvis der ingen medmenneskelig kærlighed fandtes. Og tænk hvor vi så ville være – og vores børn?

// vise ord <3

Støt Anne Deppe og hendes seje team og hær af fantastiske hjertevarme frivillige facebook HER #kæmpevingerbagudogSTORrespekt #godkarmasådetbatter

// LOVE til alle <3