Lorte-mor !

Altså mig!

Og blogger-møgunge! Og dét siger jeg sgu undskyld for. Igen. Og det bliver sgu sikkert ikke engang den sidste gang. Undskyld for det også. For helvede Katrine, altså!!

Og kæreste-forholds-upfucker! For helvede altså! For det er sgu også mig lige i øjeblikket! Jeg kan åbenbart bare ikke hvile i mit liv. Nyde, tage den med ro. Slappe af. Jeg skal have mere. Andet. Mere. NU! Jeg giver folk (her tænkes på kæresten) stress. Og jeg giver mig selv stress – og depression! Jeg har så travlt og alt skal ske nu og her og helst igår. Og jeg vil have det andre har – og jeg ikke har.

Kæresten og jeg har haft nogen rimelig essentielle diskussioner på det sidste; I ved de der små ting, der liiige kan sætte fut i et forhold efter den første stormende forelskelse har lagt sig…små lette og nemt overskuelige ting som “børn”, “flytte sammen” og “købe fælles (dyr) lejlighed”. Ting som jeg gerne går og brygger på inde i mit hovedet og fantaserer om guld og grønne skove omkring, og nåhr ja, ting som jeg så ikke lige får kæresten med på fra start. Andet end inde i mit hovede åbenbart. Og når det så kommer ud, og kæresten måske ikke er helt så fremskreden, i mine ellers tænkte planer, ja så knækker filmen sgu for mig. Jeg bliver rigtig ked af det. Og jeg bliver rigtig trist. Og træt af livet. Og opgivende!

Jeg gik faktisk og troede at kæresten og jeg var samme sted omkring at få børn sammen, og jeg troede at vi var ved at være der sammen. Jeg skrev endda det her indlæg HER Men en tur i bilen hjem fra min søster fik mig i den grad revet ud af den drøm. Kæresten var ikke der. Da der kom en af de store lejligheder til salg her i min forening, begyndte jeg at håbe på en ny fælles start for os to – tre. Kæresten var for såvidt med på det, men ikke hele vejen til at realisere det. For hvad hvis nu det ikke holdt? Økonomi, sikkerhedsnet og praktik spillede en rolle for hende, men ikke for mig.

Det er svært at have en kæreste og have et barn med en anden og ønske en familie så meget, når de tre ting ikke kan forenes. Altså forenes efter mit hoved og mine drømme. I mit tidsperspektiv.

Og så bliver jeg tit så ked af det. Ked af at føle at Verden og Livet går mig forbi. Ked af at føle at alle andre  – endda ekskonen – har det jeg ikke har: En familie, der laver familieting sammen. Jeg vil bare så gerne have min drøm – den drøm jeg startede ved at få Lilletut – fuldendt: at have en familie at leve og elske i. Og så bliver jeg sgu ked af det, når ekskonen skriver alenlang sms om alt det fede, som hun og den nye kæreste har lavet sammen med Lilletut i de 5 dage de har haft sammen. Fuck en lorte-kedelig-mor jeg må være?! Jeg har hende 9 dage og når ikke 1/3 af alt det de har nået på 5 dage – oven i et tandlæge besøg. Hold nu kæft hvor får det mig til at føle som udskidt grå havregrød. Som en stor bunke lasset, gammel, brugt og træt mor. Udkørt og træt over ingenting. Eller altså udkørt og træt af hverdagen, og hvor attraktivt er det lige?! Hvor fed blogger-kæreste-mor gør det mig lige til ?!

Nej vel…

Måske jinxer jeg det for mig selv. Måske ønsker jeg at lykkes som familie så meget at det bare aldrig kommer til at ske? Plus og plus giver minus – eller noget i den retning. Eller også har jeg virkelig en shit-load af lortekarma, der bare kommer efter mig forever. And Ever. Måske burde jeg snakke med nogen om det; gå til psykolog, parterapeut (med/uden partner) begynde til yoga eller mind-fullness for at finde ro. Og for at kunne glæde mig på andres vegne over deres lykke. Men hvor meget ro kan man nå at finde og hvile i, når man er 34 (snart 35) og gerne vil have flere børn? Og gerne vil leve i en familie, lige som den der blev taget fra en og som alle andre synes at leve i?