Really....reality ?!

Nåhr ja! Jeg er lesbisk jo…

Jeg glemmer det sgu!

Altså at jeg er sammen med piger…

At jeg har været gift med en pige.

At jeg har barn med en pige.

At jeg er skilt fra en pige.

Og at jeg nu er kæreste med en (anden) pige.

Og det var faktisk også en af grundene til at jeg sagde ja til at være med i programmet (Nyskilt). Altså for at vise mit meget almindelige og normale liv – med en pige! For i mine kredse er det fuldstændig normalt at falde for piger, være sammen med piger og få børn med piger. Men det er det jo egentlig ikke alle steder – tror jeg!?

Jeg har (hvor mærkeligt det end måske lyder) ikke været til piger hele mit liv. Jeg er vokset op på Bornholm i hetero-kredse – Bornholm er vel sagtens én stor hetero-kreds. Men I og med at jeg spillede fodbold – på et ret højt plan – var jeg som allerede juniorspiller rigtig meget i Jylland og på Sjælland for at spille turneringer og kampe, og så her de første lesbiske i mit liv. Jeg synes det var lidt vildt! Altså på den der teenage-weeeeee-agtige måde, men jeg syntes ikke at det var spændende på dén måde. Jeg mødte da, til stævner, unionssamlinger osv, piger, som jeg syntes var ret seje! Og jeg blev også ret fascineret af dem, men jeg skænkede det ikke en tanke i “den lesbiske retning” (hvis sådan en findes?!).

Vel i 20’erne spillede jeg på hold med den første lesbiske ever, altså en som omtalte sig selv som “lesbisk” og var kæreste med en anden pige. Vildt syntes jeg faktisk også dengang. Og igen lidt spændende – men mest på den der uhhhh-det-er-anderledes-end-bornholm-agtige måde. Hun fortalte historier om de andre klubber og deres lesbiske, og især var der (på det tidspunkt) én klub der havde mange af “den slags” – BK. Skjold inde på Østerbro. Da jeg på det tidspunkt flyttede til Østerbro med min (mandlige) kæreste, og begyndte at dele tanker om at flytte klub med ham, drillede han mig med at “det da bare endte med at jeg blev til piger”! Jeg syntes han var pisse irriterende, for det var da ikke nogen sygdom der smittede. Selvfølgelig kunne jeg håndtere at spille i en klub med klubkammerater, der var til piger uden at jeg behøvede at være det. Og jeg havde jo også ham!

…i et halvt år endnu, og så slog vi op!

Så begyndte eksperimenterne til fodboldfesterne, interessen for de andre lesbiske i klubben, interessen for at komme i byen på homo-steder osv. Og bum så havde jeg min første pigekæresteet halvt års tid efter.

Og JO, det smitter! For stille og roligt begyndte flere og flere fra mit hold at få samme interesser og vi blev en hel lille veninde-til piger-gruppe der hang rigtig meget ud sammen både til træning, efter træning, i weekenderne og til fest. I en kæmpe stor kvinde-klub kunne det helt sikkert godt skabe lidt kæreste-fnidder-fnadder på tværs af de mange hold, men overordnet set hyggede vi os bare totalt meget. Nærmest alle mine ex-kærester har været fundet gennem klubben, så ja fodbold har på mange måder i mine “lesbiske-år” været en kæmpe stor del af mig og min personlighed. Jeg har altid elsket det og gået op i det med liv og sjæl. Jeg har i mange år været anfører i klubben på mit hold og når tankespiralen dykker ned i min fordboldfortid får jeg fuldstændig kuller og vil bare tilbage for alt i Verden. Fodbold var mig. Jeg var fodbold. Fodbold formede mig Verden og min hverdag. Og nu spiller jeg det ikke mere.

Eks-konen (som jeg også mødte i klubben) spiller lidt on-and-off (off det sidste lange tid) og mødte også hendes nye kæreste i klubben (hun spiller så også lidt on-off nu), og lige de to faktorer der gør at jeg ikke synes jeg kan komme tilbage. Og det er både pisse irriterende og egentlig meget godt. For det ville jo under ingen omstændigheder være det samme som dengang.

Men altså Skjold og fodbold gjorde at jeg blev til piger, plejer jeg altid at sige med et grin. Men det er også de to ting, der har gjort at jeg har kunnet hvile i min lyst til at være sammen med piger. For det har i den Verden været normalt. Og mange af pigerne i også de andre klubber var også til piger – og jo, det gjorde da bestemt alle kampe og turneringer lidt sjovere 😉

Nu sidder jeg her og er skilt fra en pige (kvinde, dame hvad vi nu skal kalde det) og skal være en splittet regnbuefamilie. Og det er lidt anderledes end hvis det havde været en splittet heterofamilie, men ikke alverden. Man kan ikke få fædrebidrag og alle de der små bidrag til dåb, konfirmation osv fra staten og det er vel egentlig det eneste. Man er stadig som kvinde og mor ked af at have mistet sin familie. Ked af at skulle dele sit barn. Ked af ikke at se sit barn sammen med den anden forældre og altså nyde den der biologiske ubetingede kærlighed. Og man sidder stadig med tanken om nogen nogensiden vil kunne elske både mig og mit barn ubetinget.

Det ændre “lesbisk” altså ikke på.

Desværre.

 photo AA01339F-D3D4-4276-8010-B26196BB636C_zpsvuw7quww.png

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Skal DU ikke være den første til at skabe lidt liv...?

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Really....reality ?!