Når den indre uro ødelægger…

I presseordene til “Nyskilt” står der ved mig, at jeg efter at min eks-kone var mig utro skal lære at stole på folk igen. Der er vel egentlig lagt i kakkelovnen til en god gang jalousi-drama og fornægtning af den nye kærestes byture. Sådan blev det bare ikke. Desværre for “godt tv” måske ?! Ikke fordi det blev skjult i optagelserne, men simpelthen fordi det nærmest ikke fandt sted. Var der én ting jeg ikke stressede over i forholdet med kæresten, var det da det. Fordi noget andet fyldte op. Desværre. (eller hvad man nu siger)

Noget andet tog stille og roligt overhånd.

Min egen indre uro. Jeg har travlt, jeg er spontan, jeg har altid projekter i gang, jeg får stress af ikke at lave noget og hvis der er for stille. Jeg vil helst noget andet end det, jeg lige laver, har eller gør. Jeg er altid på vej videre og kan virkelig dårligt hvile i noget og stresser meget. Jeg har en indre ADHD – som min farfar. Jeg har travlt og er bange for at gå glip af noget.

Som fx at få flere børn. Og få en familie at leve og elske i. En familie med flere børn end et. Jeg vil gerne have flere børn end Lilletut – fik jeg nævnt det ??

Jeg tenderer til at brænde så meget for at få en familie og flere børn, at jeg – billedlig talt – forsøger at få alle de forskellige former af klodser til puttekassen klemt ned i det første og bedste hul. Jeg glemmer at tænke mig om. Jeg glemmer at få mig selv med. Jeg glemmer at jeg skal være hel – og helet (!!!!) – før jeg kan fungere ordentligt i en sammenhæng med et andet menneske.

Travlt med travlt på. Fordi min familie – som jeg kæmpede for – dengang for snart 2 år siden blev taget fra mig. Før jeg overhovedet havde skænket muligheden for et tab en tanke. Jeg måtte give slip på min drøm, mit liv og mine tanker og overbevisninger om fremtiden. Jeg sørgede, jeg rasede og jeg orienterede mig på ny – men jeg tror faktisk at jeg sprang let og elegant over “bearbejdningsfasen”. For min måde at bearbejde det hele på – lets face it – var ved at være sammen med en (på det tidspunkt) kollega. En mandlig kollega faktisk fordi det da vel var: “…meget mere ukompliceret – og meget tættere på en normal familie” !! Og da han efter et par intense mdr ikke kunne give det samme i forhold til barn (aka Lilletut) og tanker om fremtiden osv; røg han ud. Dét kunne jeg ikke spilde min tid på. Jeg havde travlt. Jeg skulle videre.

Trods tempoet og et forsøg på netop (ubevist) at springe “bearbejdsningsfasen” i min sorgproces over, fik jeg trods alt et – måske kortvarigt – klarsyn ind i mig selv. Jeg fandt “offeret” og fik gjort det af med hende. Jeg fik magten over offer-følelsen, hvilket helt bestemt er en kæmpe sejr. I et stykke tid troede jeg at jeg havde opfundet den dybe tallerken og simplethen løst “mysteriet om den mystiske sorg efter et brudt ægteskab”. BUM. Offerfølelsen! Godt som jeg havde besluttet, at jeg ikke skulle forsøge at møde en ny, men i stedet forsøge at arbejde med mig selv og alle mine forvirrede, sårede følelser, skete der jo – selvfølgelig – det, at jeg mødte den mest fantastiske person. Kæresten.

Arbejdet, indblikket, bearbejdningen af mig selv stoppede brat, og forelskelsen brød ud i fuld flor.

Vi var ens. Vi var de to eneste brikker i vores fælles puslespil, det var så nemt og simpelt. Vi ville det samme – på den samme tid. Jeg var så forelsket – også i netop det. Min indre uro blev fodret, fik selskab og følte sig pludselig ikke alene. Pludselig var den ikke noget problem, men bare en rettesnor for tingenes gang. Jeg var så glad og så lykkelig. Det hele skulle nok ende lykkeligt. Det hele skulle nok nåes – til tiden! Jeg kunne få mine ønsker opfyldt. Lige om snart.

Lige indtil min indre uro stod fuldstændig alene og gik fra at være “normalt tempo” til netop at være en indre personlig – og frygtelig – uro. Jeg var alene med drømmene – eller i hvert fald tempoet i dem. Og pludselig var – er – alt meget uoverskueligt igen. Og så egentlig meget klart på samme tid: jeg har meget arbejde med mig selv tilbage, hvis jeg skal kunne komme videre. Er jeg overhovedet begyndt ?

Jeg vil lave meget om. Være en anderledes mig – eller mit helt gamle jeg måske. Jeg vil over min sorg og vil kunne fokusere ROLIGT på de dejlige ting i livet. Jeg vil slappe af og nyde; livet, Lilletut, mig selv og folk omkring mig.