Really….reality ?!
I har sgu været nogen gut’inder!
TAK for den overall pæne og søde opbakning – og ros – jeg fik for min medvirken i det der tv-program (Nyskilt) i tirsdags. Jeg havde frygtet en shit-storm…det havde jeg altså! Men hold nu op hvor havde I taget fløjshandskerne på – og aede mig med hårene. Lækkert, rart – det kunne jeg godt vænne mig til, tror jeg! For jeg plejer altså at være temmelig dårlig til at tage imod ros, men denne gang vælger jeg at tage imod den, rosen. For jeg synes også selv det var bedre end frygtet og forventet. Jeg grimmer mig kun lidt over mit store hovedet, vilde øjne når jeg taler i interviewet, mit trætte og meget lidt smilende ansigt hjemme i køkkenet og den måde mit hår sidder på i interviewet!
Jeg havde set det første (og andet) program sammen med mine med-skilte-damer, til en rigtig hyggelig førpremiere hos produktionselskabet mastiff, før I så premieren i fjernsynet i tirsdags. Og heldigvis, for jeg ville ikke kunne holde til både at være nervøs over indholdet i programmet og hvordan I ville tackle min medvirken. Jeg havde virkelig været nervøs over det afsnit, for min eks-kone havde set det og mente det var det frygteligste og mest deprimerende i Verden. Men selvom hun mente det – og jeg egentlig også pludselig mistede pusten over det – så var der ikke noget at gøre. Afsnittet var klippet og sendt til kanalen, så ud i æteren ville det komme uanset. Så før I så det i tirsdags var det fifty-fifty; lige dele “frygteligt og deprimerende” samt “helt okay og vel egentlig ret okay”.
Og så kom I og dømte det inde.
Puha! Jeg er lettet!
Altså, selvfølgelig; “Rom blev hverken drukket eller bygget på en dag” og “Paradis vokser ikke ind i himlen” for der kom jo også lidt negative klat-bemærkninger hist og pist. Og dem bøjer jeg mig for og accepterer! For jeg kan jo godt forstå jer – og I har ret: jeg gaber over for mange ting!
Jeg skal bare have ex projekter i gang for at kunne holde mit liv ud. Sorry, thats me! På godt og ondt! Jeg må have arvet det fra min farfar, som bestemt også har projekt-ADHD. Jeg er naiv, spontan og kan ikke sige “nej” til noget! Så jo, selvfølgelig skulle jeg være med i programmet da jeg blev spurgt via bloggen.
Jeg havde en forhåbning om – og en lovning på – et respektfuldt program, der havde i sinde at vise MIN historie – og ikke at kaste mudder efter eks-konen. For det havde jeg gjort fuldstændig op med mig selv: jeg ville være eks-konen tro! Forstået på den måde at jeg ikke ønskede at gøre hende til yderligere syndebuk og jeg bestemt ikke havde lyst at ødelægge et ellers godt samarbejde mellem os. Og jeg kan lige så godt indrømme, at jeg egentlig synes jeg har tænkt mig ret godt om i mine svar og udtalelser i programmet. Ja, måske er der en svipser eller to – og nogen byture der bestemt ikke behøvede mit confession-cam i tasken 😉
Programmerne er filmet over de sidste 3-4 mdr, så den af jer der undrede sig over at jeg “den ene dag græder over at være en lorte-mor og den næste optræder på tv”, så er der jo maaaaaange dage ind i mellem. Og programmerne er helt sikkert også grund til at hverdagen nu er blevet noget mere anstrengt. Jeg har brugt meget krudt på at tænke tilbage på alt det skete – og det jeg ellers havde lagt bag mig. Og det har helt sikkert skabt lidt problemer for kæresten og jeg. Og det er jeg selvfølgelig ked af! For det var bestemt ikke meningen. Hun har nemlig været så sej og støttende gennem hele processen og alle optagelserne – kæresten. Hun har hørt på mange historier fra “dengang” og fået hele tidslinien for ægteskab, Tuttis fødsel, problemer og skilsmisse gennemgået igen og igen – og det ved jeg bare ikke har været rart…også fordi hun faktisk ikke var helt klar over nogen af tingene. Men hun støtter mig stadig i det – og så det også for første gang i tirsdags med mig. Og nikkende godkendende.
Min mor havde jeg så liiiige glemt at fortælle om det! Undskyld mor! Så hun fik en meget forvirrende sms fra min moster, om at hun havde set mig i tv og det lignede jeg skulle være med i en serie?! Stakkels mutti følte sig lidt overset. Men jeg vidste jo også bare at hun ville synes at det var en lorte-ide. Ligesom min far syntes, da han fik det at vide. Da filmholdet fulgte os hjem til Bornholm i sommerferien – en rejse hvor han også var med.
Efter på tirsdag – hvor jeg faktisk ikke er med i programmet – er vi på lige fod. Jer seje gut’inder og mig. For så har jeg heller ikke set mere!! Jeg aner herfra ikke, hvordan alt det øvrige materiale er blevet klippet sammen. Hvor meget der er med fra Roskilde, “Bas under Buen”, Priden eller fra alle mine confessions i bilen, efter træning, på sofaen når jeg savner Lilletut… Jeg har ingen ide om hvordan jeg bliver fremstillet. Jeg kan kun håbe på at jeg kan genkende mig selv og mit liv. Og at I kan holde ud at se på det!
Og ellers kan I selvfølgelig bare la vær 🙂 Men bli lige hænge her ik’, tak <3
Du spørger ofte til, “hvad tænker I?” Men er blevet i tvivl om, om du egentlig ønsker folks refleksioner, eller kun ønsker bekræftelse? Det fremstår som om, at de bekræftende kommentarer og rygklapperiet får smileyer, og de mere udfordrende og saglige kommentarer viftes væk og nu går under betegnelsen “negative klat-kommentarer”…