Når livet slår knuder…
…og det har mit tendens til at gøre !
Hvad præcis det skyldes; mig, andre eller hvad der nu kan være tilbage til at få skylden, ved jeg snart ikke. Summasumarum; jeg er ked af det og min krop siger fra både psykisk og fysisk.
Jeg har de sidste snart to måneder haft først ondt i den venstre skulder, så alt træning måtte lægges på hylden, for dernæst pludselig også at få de samme smerter og bevægeindskrænkninger i højre skulder. En stor myose i venstre skulderåg, fik pludselig følgeskab af et genstridigt hold i nakken, der bare ikke gik væk. Hertil en ret stor infiltration helt oppe i kraniekanten i højre side af nakken. En stor øm knude, der mærkes ved hvert nik, hoved drejning og bare en lidt skæv stilling i nakken. Daglige hovedpiner herfra – som især er slemme om morgenen – og en masse tænder skæren og biden i kinden med ekstra hovedpine og spændinger op langs kæben, tindingen og op i hovedet.
Seriøst, jeg føler min krop er ved at stå af.
Inden i – helt indeni – er jeg ked af det. Ked af at det ikke fungerer med kæresten, ked af at min uro har ødelagt det for både hende, os og mig selv. Ked af at jeg ikke bare kunne nyde det vi havde. Og pludselig også ked af at jeg havde så mange indre dæmoner med ind i mit ægteskab med eks-konen, dæmoner som der ikke var plads til – og som også formentlig var med til at ødelægge vores forhold. Det er nemlig fandme mange år siden jeg har været helt mig selv sån’ rent psykisk. Lige gyldigt hvilken idiot eks-konen har været, så har hun sgu også stå model til meget depressions-lort med mig – og det forstår jeg godt man ikke kan holde til i længden.
Så nu – nu hvor jeg har endnu et forlist forhold bag mig – nu må der sgu gøres noget. Ved mig.
Shit – det er så meget nemmere at give andre skylden ! At pege fingre og råber grimt om og til andre ! Men at se indad, og se de fejl og mangler man selv har og at udpege potentielle ødelægende faktorer hos sig selv. Det gør fandme ondt. Og det er fandme ikke let – og kræver mange tårer og meget smerte.
Jeg har ikke orket det længe. Jeg har aldrig orket det helt i bund. Jeg har flere gange skrabet i overfladen, og også til tider kommet ned til noget flydende – men aldrig blevet ved, og ved og ved. Det har gjort ondt, og jeg har fået nogen redskaber – men så har jeg stoppet fordi det hjalp. Som at tisse i bukserne – det varmer men ikke for længe. Min “par”terapeut beskrev det så fint sidst jeg var hos hende (alene); “når det går godt, så er du flyvende og vil ikke tage imod hjælp…men når du så rammer bunden, så er du her og er motiveret. Problemet er bare at du har behov for mere – et langt forløb OGSÅ når det går godt”…
Og jeg VED hun har ret. Men det er bare så nemt og ride på bølgen. Og rart. Og gør ikke ondt. Og jeg har bare ikke kræfter og ressourcer til at opsøge smerten, når den endelig har forladt min krop og sjæl for en (mindre) periode. Så nyder jeg nemlig. Og leger “rask” og “normal”. Så nyder jeg at nyde, og at have det godt. Hvorfor have ondt hele tiden ?!
Men nu – lige nu – ved jeg at der ikke er et alternativ. Jeg er nød til at grave ind under overfladen på mig selv. Ind under smilet, grinet og den facade der har været så fasttømret og en del af mit ansigt og min person de sidste mange mage år. Den facade jeg altid tog på, da jeg var lille og ked af det indvendigt uden jeg vidste hvorfor. Den facade der blev så nødvendig en del af “mit andet jeg”, da jeg fortalte mine forældre at jeg havde en pigekæreste og min far kom til at sige, at dét måtte jeg bare ikke sige ! ALT andet end det ! Og at han da var rigtig ked af at høre det, og at jeg virkelig måtte love ikke at sige det til mine bedsteforældre, for det ville de SLET ikke kunne holde ud at høre. Dén facade og alle de løgne jeg derefter skulle fortælle til min øvrige familie, gjorde mig ikke bare ked af det, det fik mig også til at føle forkert. Helt forkert og som et ulækkert menneske. Jeg lærte at fortælle løgnehistorier om mig selv, jeg næsten selv troede på. Jeg tillærte mig en kontrol, hvor jeg kunne grine og smile selvom jeg græd indvendig. Jeg kunne fortælle om hvor godt jeg havde det, selvom jeg ikke kunne være mere ulykkelig. Jeg lærte hvordan mine ord og følelser ikke behøvede hænge sammen.
Og jeg fik så sindssyg ondt i maven. Jeg fik anfald der var så voldsomme at jeg nær var blevet hentet i ambulance flere gange. At hverken privat læger, hospitaler eller professorer kunne hitte ud af hvad jeg fejlede.
Maveanfaldene har jeg stadig, men ikke nær så intense – nu varer de bare længere tid i stedet.
Men jeg er besluttet på at begynde med mig selv igen. Også selvom det gør ondt – for lige nu gør det ondt. Fysisk som psykisk.
Min drøm og mit håb om en familie er endnu engang ikke blevet opfyldt, men denne gang ved jeg også at jeg selv har været hovedperson i det fail. JEG kunne ikke. JEG kunne ikke opretholde mit eget tempo. JEG har for mange lig i lasten, der må kastes ud først.
I min evige iver for projekter, kalder jeg det i mit stille sind for “projekt treat-my-self” – og jeg tænker det bliver godt. På et tidspunkt mest af alt. Men det er faktisk allerede lidt godt, for det har medvirket til, at jeg har fået brugt mit gavekort på en ansigtsbehandling, som jeg ellers har haft liggende i 4 år, og så er jeg endelig blevet klippet hos frisøren.
Desuden har jeg kastet mig ud i to af de mere sjælelige tilgange til projektet nemlig; 1) samtale med en mentor/en intuitive counselor og 2) noget jeg allerede var til første gang i går, nemlig; body-SDS.
Og holy moses – det der body-SDS det kan nogen ting…men det kræver et helt indlæg for sig, så stay tuned….
Kram til dig søde Kat